Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hele sin mobile Hær. En Armé rykkede 24. Apr.
ind i Asien over den armeniske, og en anden
samtidig ind i europ. Tyrki over den rum.
Grænse. Rumænien blev tvunget til Forbund
med R., men fik til Gengæld Tilladelse til at
erklære sig uafhængig. Den kaukasiske Armé
under Storfyrst Michail’s Overbefaling stormede
17. Maj Ardahan og indesluttede Kars, som
imidlertid blev undsat af Mukhtar Pasha, og i
Midten af Juli maatte Russerne gaa tilbage over
Grænsen. I Bulgarien var Krigslykken ligeledes
i Beg. Russerne gunstig, men vendte sig senere
imod dem. Donau overskredes af deres
Hovedstyrke 27. Juni ved Simnitza, 7. Juli naaedes
Tirnova, og 13. Juli overskred General Gurko
Balkan, bemægtigede sig Schipka-Passet og
naaede med sine Rytterstyrker indtil 2
Dagsmarcher fra Adrianopel. Gentagne Angreb paa det
af Osman Pasha befæstede Plevna blev imidlertid
slaaet tilbage, og Russernes Tilbagetogslinie til
Donau blev alvorlig truet. Samtidig var Gurko
blevet trængt ud af Rumelien af Suleiman Pasha
og havde maattet trække sig tilbage til
Schipka-Passet. Men Osman Pasha blev staaende ved
Plevna og Mehemed Ali ved Lom uden at
foretage sig noget, og Suleiman Pasha oprev sin
Armé ved unyttige, men blodige Angreb paa
Russernes næsten uindtagelige Stillinger ved
Schipka-Passet (August). Derved vandt
Russerne Tid til at hente Forstærkninger fra R. og
trække den rum. Armé til sig, og de kunde
saaledes indeslutte Plevna, der kun talte 50000
Forsvarere, med en langt overlegen
Troppestyrke. Osman Pasha holdt dog Stand i fl.
Maaneder, og først da Levnedsmidlerne slap op,
forsøgte han 10. Decbr et Gennembrud, men blev
slaaet, og Tyrkerne, 40000 i Tal, maatte
overgive sig.
Paa den asiatiske Krigsskueplads var der
ogsaa sket et Omsving til Gunst for Russerne.
18. Novbr stormede de Kars, hvorefter
Tyrkerne fuldstændig prisgav Armenien, som
Russerne dog p. Gr. a. den strenge Vinter ikke
besatte. I Bulgarien overskred Gurko i December
Etropol-Balkan, besatte 3. Jan. 1878 Sofia og
trængte frem i Maritza-Dalen. Den russ.
Centrumsarmé, der 9. Jan. havde taget den tyrk.
Schipka-Hær til Fange, og Lom-Armeen
rykkede frem ad samme Vej. Russerne forenede sig
17. Jan. i Philipopel, tilintetgjorde her den
sidste tyrk. Hær under Suleiman Pasha, besatte
22. Jan. Adrianopel og naaede 29. Jan.
Marmarahavet. Vaabenstilstanden 31. Jan. i
Adrianopel standsede den videre Fremmarch. Men
da den eng. Flaade sejlede ind i Marmarahavet,
rykkede Russerne frem til Konstantinopels
nærmeste Omgivelser. 3. Marts sluttedes en
foreløbig Fred ved San Stefano, i hvilken
Tyrkiet afstod en Del af Armenien med Ardahan,
Kars og Batum til R., Dobrudsha til
Rumænien, og enkelte Landstrækninger til Serbien og
Montenegro, der begge anerkendtes som
uafhængige. Tyrkiet indvilligede ogsaa i Dannelsen
af et autonomt Fyrstendømme Bulgarien, som
foruden Prov. Bulgarien skulde omfatte den
største Del af Rumelien til det ægæiske Hav og
den nordlige Del af Makedonien. Mod denne
sidste Bestemmelse nedlagde England en
energisk Protest og truede med Krig, hvis R. ikke
forelagde Fredsbetingelserne til Prøvelse for en
Kongres. Ved Berlin-Kongressen 13. Juli
bestemtes det da, at Bulgarien skulde deles i to
Dele, Fyrstendømmet Bulgarien og den
autonome Provins Østrumelien. Kars, Ardahan,
Batum cg den rum. Del af Bessarabien skulde
tilfalde R., og Dobrudsha Rumænien.
»Krigens egl. Maal, at sikre R. den
overvejende Indflydelse paa Balkan-Halvøen, var ikke
naaet, idet det tværtimod blev Østerrig, som
uden Sværdslag havde erhvervet sig Bosnien og
Herzegovina, der fik den herskende Stilling.
De ringe Resultater, Krigen havde bragt i
Forhold til dens Varighed og de store Ofre, den
havde kostet, vakte den største Misfornøjelse
hos Folket. De fællesslaviske Ideer, der havde
lidt saa store Skuffelser, fortrængtes af en stærk
social Bevægelse, den nihilistiske.
Nihilisterne, hvis Ideal var en fuldstændig
Omvæltning af alt bestaaende, mente at kunne
tiltvinge sig en Forandring af det herskende
Regeringssystem ved at optage Mord og
Rædselsgerninger paa deres Program. Da Jordbunden var
godt forberedt for deres Ideer, fandt de
Tilhængere i alle Samfundsklasser, men da særlig hos
den mandlige og kvindelige Ungdom, som blindt
og hensynsløst styrtede sig ind i Bevægelsen.
Nihilisterne raadede over betydelige Midler og var
udmærket organiserede. De virkede gennem en
revolutionær Eksekutivkomité, forgrenede sig
over hele Landet, oprettede hemmelige
Trykkerier, udstedte Opraab og udgav Blade. 1878
foretog Vera Sasulitsch et Attentat paa General
Trepov, og derefter fulgte en Rk. lgn.
Attentater, af hvilke de fleste kronedes med Held.
Kejseren var Genstand for fl. Mordforsøg. 14.
Apr. 1879 skød Solovjev i Petrograd paa
Alexander II, 1. Decbr eksploderede der i Moskva
en Mine, som skulde sprænge det Tog i Luften,
hvormed Kejseren vendte tilbage fra sin Rejse i
Sydrusland, og 17. Febr 1880 blev Stueetagen
under Spisesalen i Vinterpaladset ødelagt af en
Dynamiteksplosion. Der blev nu truffet
omfattende Forholdsregler for at beskytte den
offentlige Sikkerhed og saaledes bl. a. oprettet en
øverste Eksekutionskomité, hvis Chef, General
Loris Melikov, udøvede en Slags Diktatur.
Mange af de nihilistiske Sammensvorne blev grebne
og straffede med Døden ell. med Tvangsarbejde,
men samtidig lod Kejseren udarbejde en Ukas,
som anordnede Sammenkaldelsen af en
Stænderforsamling og skulde offentliggøres paa hans
Fødselsdag 29. Apr. Denne Reform kom dog ikke
til at træde i Kraft, da Kejseren 13. Apr. 1881
faldt som Offer for Nihilisternes Bomber.
Alexander II’s Søn og Efterfølger
Alexander III (1881—94), som besteg Tronen under
Indtrykket af den blodige Gerning, der havde
berøvet hans Fader Livet, udførte ikke dennes
Plan om at gengive Landet en friere
Forfatning, men forkyndte tværtimod i et Manifest af
11. Maj, at han paa enhver Maade vilde
haandhæve og bevare sin Magt som Selvhersker for
at fremme Folkets Vel. Loris Melikov blev
erstattet af Ignatiev, og til sine Raadgivere valgte
Kejseren den strengt ortodokse Pobjedonoszev
og Katkov, som var Repræsentant for den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
