Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at russ. Tropper satte sig fast i Yang-Assepho,
et Punkt, der dominerer Yalu-Flodens sydlige
Løb. P. Gr. a. R.’s Udvidelsesplaner i Østen
udviklede der sig efterhaanden et spændt
Forhold mellem R. og Japan. For end yderligere
at befæste R.’s Magt i Østasien oprettede Tsaren
ved en, Ukas af 12. Aug. 1903 et Statholderskab,
indbefattende Guvernementet Amur og
Kwantung-Territoriet. Iflg. denne Ukas blev der
givet Statholderen i det fjerne Østen den
højeste Magt i alle Grene af den civile
Administration og Overbefalingen over Sømagten i det
stille Hav og de Tropper, der var dislokerede
i det ham underlagte Landomraade.
Japan fordrede nu af R. Garantier for
Udøvelsen af sine kommercielle Rettigheder i
Mantshuriet og for Koreas Sikkerhed og foreslog
en Overenskomst, der gav R. en Særstilling i
Mantshuriet, og Japan en Særstilling i Korea.
R. foreslog paa sin Side, at det nordlige
Korea skulde erklæres for neutralt, at ingen af
Magterne maatte anlægge militære
Støttepunkter i Korea, og at Japan kun med R.’s Samtykke
maatte landsætte Tropper i Korea til
Beskyttelse af sine Interesser; Mantshuriet skulde
Japan betragte som liggende uden for sin
Interessesfære. Om disse Spørgsmaal
forhandledes der i Efteraaret 1903 frem og tilbage
mellem Tokio og Petrograd. Paa enkelte mindre
væsentlige Punkter var der Udsigt til, at
Enighed kunde opnaas, men R. holdt fast paa den
store neutrale Zone (Japan vilde kun lade en
Strimmel paa 50 km’s Bredde af Nordkorea
være neutral) og paa Forbudet mod militære
Anlæg. R. optraadte desuden med overlegen
Ringeagt over for den asiatiske Magt, og da
Japan fl. Gange (Decbr 1903, Jan. 1904) uden
Resultat havde krævet et klart og bestemt Svar
paa sit sidste Forslag, hjemkaldte det 5. Febr
1904 sin Gesandt fra Petrograd og aabnede
straks Krigen (se Russisk-japanske
Krig).
I et Cirkulære til R.’s diplomatiske
Repræsentanter i Udlandet lagde det russ.
Udenrigsministerium Skylden for Krigen over paa Japan. R.
imødesaa Krigens Udfald med megen
Optimisme; men slet Krigsforberedelse, den uduelige
Administration og en utilfredsstillende Ledelse
af Hær og Flaade i Forbindelse med de
Vanskeligheder, som de store Afstande lagde i Vejen,
gjorde hele Krigen til en Rk. Nederlag og
Ulykker for R. Krigstilstanden skaffede fremdeles
R. diplomatiske Mellemværender med fl. Magter.
Hamburg-Amerika-Damperen »Scandia« blev
standset af russ. Krigsskibe i det røde Hav, men
frigivet efter Protest fra Berlin. Med England
opstod en Konflikt p. Gr. a. Beslaglæggelsen af
»Malacca«. Langt alvorligere var
Doggerbank-Affæren. Den russ. Østersøflaade, der var paa
Vej til de østasiatiske Farvande, beskød af en
Misforstaaelse og p. Gr. a. Chefernes
Nervøsitet nogle eng. Fiskerfartøjer ved Doggerbank
og dræbte to Fiskere (Oktbr 1904). R. og
England enedes dog om at henvise Sagen til en
Undersøgelseskommission efter
Haag-Konferencens Forskrifter.
Farligst blev dog Krigens Tilbagevirkning paa
R.’s indre Forhold. De revolutionære Ideer
havde i Forvejen vokset sig stærke. Grunden
dertil var mange. Den stadig stigende
Nødtilstand i Landbruget havde øvet en uheldig
Indflydelse paa den unge, til Dels kunstig
fremavlede Industri, der næsten udelukkende var
henvist til det indre Marked. I fl. Industriegne
herskede derfor Afsættelsesvanskeligheder og
Arbejdsnød, hvoraf atter fulgte alm.
Utilfredshed, Strejker og Udbredelse af socialistiske
Ideer. Rundt om paa Landet brød der
Tumulter løs, over for hvilke man maatte anvende
Militærmagt. Trykket af Absolutismen,
Embedsmandsvilkaarlighed og en vidt forgrenet
Korruption bragte en stor Del af Intelligensen
til at gøre fælles Sag med Arbejderstanden.
Ønsket om en Omdannelse af den russ. Stat
efter vesteuropæisk konstitutionelt Mønster blev
stadig mere levende. Over for alle
Demonstrationer gik Myndighederne frem med haard
Haand. Men den voksende Nød bidrog stærkt
til at rokke Almuens Tro paa Tsarens Almagt.
Nu kom Krigen, der slugte baade Gods og Blod
og kun førte til Nederlag. Den store Befolkning
havde tilmed ingen Interesse for de fjerne
østasiatiske Forhold, men saa den russ. Politiks
nærmere liggende Maal paa Balkan bragt i
Fare. Jo fl. Jobsposter der indløb fra det fjerne
Østen, desto mere tabte man Respekten for
Regeringen. Paa sine Steder vægrede indkaldte
Reservetropper sig ved at lade sig sende til
Østen og maatte tvinges med Militærmagt. Under
disse Forhold ytrede den revolutionære
Bevægelse sig dristigere og voldsommere end nogen
Sinde før, medens samtidig Forfatningskravene
blev stedse mere lydelige. Medens
Urolighederne i Varszava maatte undertrykkes med Politi
og Militær, dræbtes 16. Juli 1904 Finlands
Generalguvernør, Bobrikov, Russificeringspolitikkens
haandgangne Mand. En anden af de mest
fremtrædende Repræsentanter for den haarde
Haands Politik, Indenrigsminister Plehve, blev
myrdet i Petrograd 28. Juli s. A., faa Dage efter
at den samme Skæbne havde ramt
Viceguvernøren af Jelissavetpol, Andrejev. I Novbr
vovede en Forsamling af Medlemmer af
Semstvoerne, de lokale Selvstyrekorporationer, at
forelægge Tsaren et Program, hvori der
udtaltes Mistillid til Regeringen, og Nødvendigheden
af, at R. slog ind paa konstitutionelle Baner,
paapegedes. Den ny Indenrigsminister,
Svjatopolk-Mirski, havde liberale Tendenser, men den
Strømning, der udgik fra Storfyrsterne og
Prokurøren for den hellige Synode, Pobjedonoszev,
var stærkere, og Tsaren nøjedes med at udstede
et Manifest (Decbr 1904), hvori der lovedes
administrative Reformer, medens Kravet om
Forfatningsændring afvistes.
Aaret 1905, der i Østasien indledes med Port
Arthur’s Kapitulation, førte de indre
Modsætninger i R. til en Krise. Strejkende Arbejdere
i Petrograd besluttede ved en Massedeputation
at overrække Tsaren et Bønskrift med
Fordringer om sociale Reformer og Forfatningsændring.
30000 Arbejdere skulde drage til
Vinterpaladset med Bønskriftet. Bl. Deputationens Førere
var den vigtigste Præsten Gapon, der senere
faldt for de revolutionæres Haand som
Forræder. Søndag 22. Jan. satte Toget sig i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
