Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ryge, Johan Christian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
debuterede han som Palnatoke i
Oehlenschläger’s Tragedie og henrev straks Publikum til en
begejstret Modtagelse. Hans stærktbyggede
Skikkelse fyldte Scenen med Kraft, hans vældige
Stemme Tilskuersalen med Kamplurens
Malmtoner, og hans Fremtræden og Spillemaade
ejede den store tragiske Stil. Da han en Maaned
senere som anden Debut spillede Hakon Jarl,
stod det klart for alle, at her var nord.
Heltekraft legemliggjort, ganske vist ikke i den unge
frejdige Helts Skikkelse, men som den
graanende barske Viking »med Ild i Øjet, med Kraft
i hver Bevægelse, med et herkulisk Udtryk i
den hele Gestalt«, hvortil den danske Skueplads
efter Jens Baggesen’s Vidnesbyrd aldrig havde
kendt Mage. Oehlenschläger’s Ord var før
blevet sagt af andre Skuespillere, men nu først
blev Figurerne fremstillet, gjort til levende
Skikkelser fra Nordens Oldtid. Ligesom Phister’s og
Olaf Poulsen’s Navne er uløseligt knyttet til
Holberg og Kristian Mantzius’ til Hostrup, saaledes
tog Oehlenschläger R.’s Navn med til Historien.
Han legemliggjorde ikke alene Grundbilledet,
men særtegnede med tydelige Træk hver enkelt
Fig.: Hakon Jarl’s fjeldmørke, næsten skumle
Herskersyge var forsk. fra Palnatoke’s og særlig
fra Stærkodder’s ødanske Aabenhed og
Godmodighed; i »Væringerne i Miklagard« skiftede
Tonen brat fra Eremittens tilkæmpede
Gudhengivenhed til Olaf Tryggveson’s ubændige
Bersærkervildskab. Størst Indtryk efterlod R. som
Hakon Jarl og som Michel Angelo i »Correggio« —
han var selv ved sin vredladne Kraft en
Skuespilkunstens Michel Angelo. Der boede i R. en
hensynsløs Selvbevidsthed, en voldsom
Tyrannatur, og denne Personlighedens Vælde tilførte
han de Oehlenschläger’ske Helte, hvorved de fik
den inderste Lidenskab, som de savnede fra
Digterens Haand, Lyriken og Synerne, det
pragtfulde Ordvalg var Oehlenschläger’s, det
vilde, voldsomme Temperament var
Skuespillerens. Derfor skrev Kritikeren P. L. Møller:
»Naar R. spillede i Oehlenschläger, troede man
at se Shakespeare«. Hans Buste (paa
Teatermus.) fortæller den Dag i Dag, at hans Udtryk
for Grublen og Smerte, for al vildfaren Kraft,
har været gribende. Tyreblikket kunde fylde
Scenen uden Ord. Det kunde flamme i Had, dø
i Skuffelse, men ikke gløde i Elskov. Skønhedens
ædle Linjer var ikke R.’s Omraade, men
derimod det ubændige og gigantiske, »de raa
skarpe Former, som indhyller en dyb, romantisk
Aand, duftende af Havtaage, Hedenskab og
Offerblod«, skrev Aug. Bournonville. R. skabte
den nord. romantiske Stil paa vor Scene og
dannede Skole gennem N. P. Nielsen, men ingen af
Efterfølgerne naaede ham i Temperamentets
Dybde og Kraft. Ogsaa i Shakespeare’ske Roller
fejrede han Sejre, navnlig som Macbeth, hvortil
det kolossale i hans Stil passede; derimod
magtede han ikke at give Kong Lear’s Affældighed
den rette tragiske Højhed.
Hvor fantasifuld en Karakterskuespiller end R.
var, udelukkede dette ikke, at han tillige besad
en mangfoldig komisk Evne, ja, der var endog
dem, som mente, at han i Komedien og
Syngespillet ydede sin fineste Kunst. Ved genial
Intuition og særegne Naturgaver blev han med ét
Slag Tragediens Mester, men ved flittig
Beherskelse af Midlerne naaede han ogsaa at udfolde
sit Geni inden for den lettere Kunst’s Omraade.
Ligesom for sine Helte havde R. ogsaa for sine
værdige Fædre et fælles Grundbillede: En bred
Borgermand med Dobbelthage og Mave, men
paa denne Baggrund kunde de forøvrigt være
snart velvillige og snart gnavne, godmodige ell.
myndige, flegmatiske ell. paastaaelige. Med
særlig Forkærlighed gennemarbejdede han
Jeronimus hos Holberg, i hvis Komedier han desuden
udførte fl. store Karakterroller, i hvilke han
fremstillede sit Væsens Lyder i parodisk
Belysning: Hans magtkære Selvtillid blev til Herman
v. Bremen’s indbildte Statsmandskløgt, sin
stædige Selvretfærdighed omsatte han til Per Degn’s
urokkelige Uvidenhed, og sit Overmaal af
Heltetoner karikerede han til Ulysses v. Ithacia’s
bombastiske Patos, som han yderligere
latterliggjorde ved en rungende Norskhed.
Efterhaanden blev R.’s Mangesidighed til Alsidighed,
saaledes at Christian Winther med Rette kunde
skrive paa hans Gravsten, at »hans Herredom
sig strakte fra »Hakon Jarl« og ned til Saft«
(Famulus’en i »Sovedrikken«). Intet
menneskeligt var R. fremmed; kun for Elskoven fandt
han aldrig ægte Udtryk.
Paa Kunstens Vegne foretog R. adskillige
Rejser til Udlandet; under en af de første, i 1815,
optraadte han med Held som tysktalende Gæst
paa fl. Scener, f. Eks. paa Burgteatret i Wien,
og i 1833 gav han en Række Gæsteforestillinger
paa Christiania Teater. Bl. det lidet, han
udgav, var en interessant anon. »Kritisk
Sammenligning imellem nogle af det kgl. Theaters
Skuespillere og Skuespillerinder« (1832) samt nogle
besynderlige og aldrig gennemførte »Idéer til en
national Smag i dansk Klædedragt«, (1827).
Ved Siden af sin store Skuespillervirksomhed
fik R. efterhaanden en omfattende
Embedsgerning: Efter forgæves at have forsøgt at blive
Teaterlæge udnævntes han 1816 til
Økonomiinspektør, 1829 blev han »Med-Instruktør« og 1832
virkelig »Instructeur en scene«. Ingen kan nægte
ham Flid og Indsigt i disse Bestillinger, men de
Hundreder af Skrivelser, der opbevares fra
ham, giver til Overflod et Billede af en filistrøs,
umedgørlig Mand. R.’s Kunst kan ikke
bedømmes ud derfra, men de giver et Begreb om de
store Modsætninger, der rummedes i hans
vældige Korpus. Helten boede Dør om Dør med
Filisteren, Barnet med Kæmpen, Fantasten med
den skarpt iagttagende Videnskabsmand. De
Forløbelser, han ofte gjorde sig skyldig i,
udsprang af hans Stemninger, der kunde ledes
tilbage til den Karakter, han netop fremstillede
ell. havde under Udarbejdelse. Det var heldigt,
at han aldrig blev Medlem af Direktionen, hvad
han inderst inde begærede, thi hans ubændige
Temperament spillede ham saa mange Puds som
Administrator for det Smaa, at det hurtigt vilde
have gjort ham umulig som Leder af det Større.
R. var først og fremmest Kunstner af Guds
Naade, den største i Samtiden, og alt det andet,
han beskæftigede sig med, bør kun opfattes som
Supplement til hans Gage og Næring for hans
Forfængelighed. Han optraadte sidste Gang 23.
Maj 1842 som Robinson i »Den bogstavelige
Udtydning«, og Teatret hædrede hans Minde med
en Sørgeforestilling, hvortil Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
