Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rütgers Træimprægnering - Rütimeyer, Ludwig - Rütli - Rytme og Rytmik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
yderste Lag og lægger sig der som en
beskyttende Kappe, der forhindrer Vandet i at sive
igennem og udvaske Zinkkloriden, saa længe
Veddets Overflade er ubeskadiget.
Imprægneringsvædsken indpresses paa samme Maade som
ren Tjæreolie, men er langt billigere. Den
egner sig kun til Fyr, ikke til Gran og heller ikke
til Eg og Bøg, der bør imprægneres med ren
Tjæreolie. R. har i stor Udstrækning været
brugt til Sveller og Ledningsmaster, ogsaa i
Danmark, indtil Rüping’s Sparemetode
fortrængte den. Natriumfluorid kan bruges i St f.
Zinkklorid.
E. Su.
Rütimeyer [’ry.tima^iər], Ludwig,
schweizisk Palæontolog, f. 26. Febr 1825 i Emmenthal,
d. 25. Novbr 1805 i Basel. Efter at have
studeret Teologi og Medicin i Bern kastede han
sig under Ophold i Paris, London og Leyden
over det naturvidenskabelige Studium. 1855 blev
han Prof. i Zoologi og sammenlignende
Anatomi i Basel. R. blev især kendt ved sine
Undersøgelser af Pælebygningerne i de schweiziske
Søer samt af de fossile Hovdyr; desuden
offentliggjorde han en Mængde Afh. om fossile
Dyr og Planter fra Schweiz.
J. P. R.
Rütli [’røtli], Grütli, Bjergegn, i Schweiz,
Kanton Uri, ligger 12 km NNV. f. Altdorf ved
den vestlige Bred af Vierwaldstätter-Søen og
gælder for den schweiziske Folkefriheds
Vugge, idet det efter Sagnet var her, at
Sammensvorne fra Schwyz, Uri og Unterwalden
Natten mellem 7. og 8. Novbr 1307 forsamledes og
svor at befri Landet fra Habsburgerne. 1859
indkøbtes R. ved en Nationalsubskription og
blev Statsejendom. 1884 rejstes et Monument til
Minde om den formentlige Ed. Fra Kurstedet
Seelisberg er R. tilgængelig ad en stejl
Klippesti.
(H. P. S.). O. K.
Rytme og Rytmik. I videre Forstand
enhver anskuelig markeret Regelmæssighed i
Toner, Tale, Rumsbevægelse, Linier og
Forhold. I snævrere Forstand forstaas ved R. den
afmaalte lovmæssige Bevægelse af Stigen og
Dalen i Ordstavelser og Toner i Tonestykker,
der i sine forsk. Former tjener til sanselig
Anskueliggørelse af forsk. sjælelige Bevægelser.
En saadan R. bestaar i sin mest abstrakte Form
af en Række Takter ell. lige store kortvarige
Tidsafsnit, f. Eks. markerede ved
Metronomslag, hvorved Takten bliver hørlig. Udfyldes
Tiden med ensartede Lyde som Trommeslag,
Urets Pendulslag ell. Stavelser, har vi en
konkret R. Men ifølge visse Ejendommeligheder
ved Øret vil vi ikke kunne høre en saadan
simpel R. som Urets Pendulslag uden at høre
det ene af de paafølgende Slag lidt stærkere
end det andet, det ene fungerer som betonet
Del, Arsis, det andet som ubetonet, Tesis, og
den konkrete R. kan saaledes betegnes ved en
Bølgelinie, hvor Bølgebredden er lig Takten,
Toppen Arsis. En Sprogrytme, et Vers, bestaar
saaledes af fl. lige lange Takter, hvis lydende
Elementer er Stavelser. Ved disse
Lydforbindelsers Varighed, Kvantiteten, bestemmes
Taktlængdens Udstrækning, ved deres Styrke,
Kvaliteten, dens Begrænsning. R. i Poesien
bestemmer dels Grupperingen af lange og korte
Stavelser m. H. t. Tidslængde og Kvantitet
(som i den antikke Metrik), dels Accenten ell.
Stavelsernes forsk. Betoning (som navnlig i
germanske og nordiske Vers). I de
gotisk-germanske Sprog gør Stavelsens Lydstyrke sig
gældende ved den stærkere Betoning, det
stærkere Tryk, vi lægger paa Stavelsen,
Accenten (s. d.), og naar vi skanderer Vers, ɔ:
slaar Takten ved Versfremsigelse, lader vi
Taktslaget falde paa Betoningens Højdepunkt.
Denne Accent, som er Princippet for germansk
og nordisk Versifikation, beror paa den forsk.
Styrke, hvormed Luften under Talens Løb
udaandes fra Lungerne, og falder etsteds paa
Vokalen. Disse Accentsteder danner de faste
Punkter i R. (Bølgetoppene), og R. vil være
korrekt, naar den udfylder Mellemrummene
mellem disse med hvilke, som helst svagere
tonende Lydforbindelser, der naturligt, uden
utilbørlig Forlængelse, Forkortelse ell. anden
Forvanskning, lader sig udtale i den til
Taktafsnittet svarende Tid. En nordisk Sprogrytme
vil altsaa bestaa af en lovbestemt Rækkefølge
af stærkt betonede og mindre betonede
Stavelser, Arses og Teses. Idet Taktlængden gaar fra
Arsis til Arsis, vil et saadant rytmisk Led
komme til at bestaa af et betonet og et
ubetonet Element, og dette rytmiske Led kaldes en
Fod, Versfoden. Gaar denne fra svagere til
stærkere Tryk, er den stigende (som Jamben, og
Anapæsten), omvendt dalende (som Trokæ og
Daktyl). En Forbindelse af Fødder, i Alm. 3,
4 ell. 5, der karakteriseres ved en uafbrudt
fremskridende R., er altsaa et Vers, den
organiske Forbindelse af Vers en Strofe (jfr
Metrik, der giver den, videre Udvikling).
R.’s Virkning beror paa, at den er et
naturligt Udtryk for Følelse og Sindsbevægelse,
»Hjertets Slag, der er blevet anskueligt for Øret«.
I stærk Sindsbevægelse har Stemmen
Tilbøjelighed til at blive rytmisk, den første Spire til
Sang, Musik og Dans. R. henter sin stærke
Magt over det menneskelige Sind væsentlig fra
tre Kilder. Den er for det første det sanselige
Udtryk for en Livets Lov, for Livsfunktionernes
Bevægelser. Hele Livet bestaar af et saadant
Indbegreb af R.: Hjertets Slag, Aandedrættet,
Gang og Spring er rytmiske som Naturløbet
selv. For det andet tilfredsstiller R. os
psykofysisk ved at vække og tilfredsstille en
Forventning; blot det, at en periodisk Virksomhed
vender tilbage, er behagelig, idet Organerne
udfører deres Funktioner i Forventningens
Øjeblik. En organisk og psykologisk R. er
begyndt, og Virksomheden svarer til den,
Trommen elektriserer. Der er Glæde ved Accentens
regelmæssige Tilbagevenden; det bliver os
lettere at være opmærksomme paa Accentuationen;
vi venter Fastsættelsen af Rækkefølgen, og
Forventningen opfyldes; medens derimod et Brud
paa R. skuffer Forventningen og virker
oprivende paa Nerverne. For det tredie har hver
Følelse ell. Sindsbevægelse sin egen naturlige
Bevægelse, R. og Tempo, og ved Smitte og
Association tyder vi uvilkaarlig R.’s Bevægelse
som symbolske Udtryk for denne og indfører
den i R. Svarer den ved R. givne
Stemningsbevægelse af Stigen og Dalen, Ilen og Nølen
o. s. v. til den ved Ordene givne Forestilling og
Mening, bliver den ved Indholdet givne
Stemning forstærket ved den rytmiske Form, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
