Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ræstad, Bertha - Ræt - Rætien - Rætiske Alper - Rætoromansk Sprog - Ræv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ræstad, Bertha, norsk Skuespillerinde, f.
11. Juli 1887 i Oslo, debuterede 1906 paa
Fahlstrøm’s Teater, hvor hun var ansat nogle Aar,
derefter ved »Centralteatret«, og lejede 1912
»Tivoli Teater«, hvor hun oprettede »Bertha
Ræstads Teater« og bl. a. opførte
Strindbergforestillinger. Teatret maatte af økonomiske
Grunde indstille. R. kom senere til
»Centralteatret« og 1922 til »Nationalteatret«. Hun er en
betydelig Skuespillerinde, hvis Styrke er en
klar og skarp Replik. Hun har med Held spillet
komiske Roller, men har ogsaa givet
værdifuld Menneskeskildring i Strindberg’ske Roller
som »Frøken Julie« og som Abel i
»Kameraterne«. Paa Nationalteatret har hun gjort stor
Lykke som den unge Pige i Lystspillet
»Morgen, Middag, Aften«.
E. S-n.
Ræt, se Rhæt.
Rætien (Rætia) hed i Oldtiden et
Alpelandskab, som omtr. svarede til det nuv.
Graubünden og Tyrol. I Reglen regnede man dertil
endnu Vindelicien, ɔ: det sydlige Bayern
og Württemberg (indtil Donau). Mod V.
grænsede R. til Helvetien, mod Ø. til Noricum
(Grænsen dannedes for en Del af Floden Ænus, ɔ:
Inn) og mod S. til det cisalpinske Gallien; de
norditalienske Søer hørte endnu delvis med til
R. Den ældste Befolkning skal have været
Etrurere, som ved Gallernes Indtrængen i
Norditalien blev skilte fra deres Stammefrænder mod
S.; hvorvidt der ogsaa er trængt keltiske Folk
op i R., er tvivlsomt; kun Befolkningen i
Vindelicien var sikkert keltisk. De vigtigste
Næringsveje var Kvægavl og i de sydlige Egne Vinavl.
Romerne erobrede R. under Kejser Augustus,
men den krigerske Befolkning gjorde en heftig
Modstand. Det var især Kejserens Stifsønner,
Tiberius og Drusus, som ledede Felttogene mod
R., der 15 f. Kr. blev gjort til rom. Prov. Under
Diocletian deltes det i to Prov. Rætia prima
(mod S.) og Rætia secunda (mod N.). Det
vanskelig tilgængelige Land blev dog ikke i
synderlig høj Grad romaniseret, men under det rom.
Herredømme kom det i stærkt Forfald, og først
da Østgoterne under Theodorik besatte en Del
af Landet, blev Tilstanden bedre. De vigtigste
Byer var i det egl. R. Tridentum (Trient),
Curia (Chur) og Brigantium (Bregenz),
i Vindelicien Augusta Vindelicorum
(Augsburg), Reginacastra (Regensburg) og
Castra Batava (Passau).
H. H. R.
Rætiske (Rhætiske) Alper, se Alperne,
S. 568.
Rætoromansk Sprog. Under denne
Benævnelse sammenfattes en Række romanske
Dialekter, der med to Afbrydelser strækker sig
som et smalt Bælte fra St. Gotthard til
Isonzo-Floden. Diez kaldte dem Churwälsch, et
ret uheldigt Udtryk, som nu er opgivet; andre
benævner dem Ladinsk ell. Romaunsch. De
omfatter flg. Landstrækninger: Største Delen af
Graubünden (indtil Ortlergruppen), nogle
Dalstrøg i det sydlige Tyrol (fra Etsch til Piave)
og hele den gl Prov. Friaul (fra Tagliamentos
Kilder til Isonzo). Man skelner mellem tre
Hoveddialekter, der atter falder i flere
Underafdelinger. I Graubünden har vi først Dialekterne
om Rhinen, der sammenfattes under
Benævnelsen Oberländisch og deles i Obwaldisch
(Sproget i Disentis og Ilanz), Nidwaldisch og
Halbsteinisch (om Albula); dernæst Dialekterne om
Inn, der omfatter Oberengadinisch (omkr.
Samáden) og Unterengadinisch, hvortil knytter sig
Dialekten i Münster-Dalen. I Tyrol skelnes
fortrinsvis mellem Dialekterne om Noce, Avisio,
Gredner og Gader. I Friaul endelig kan man
adskille tre Sprogomraader, som benævnes
Innerfriaul, Carnien, Plattfriaul. De r. S. er
indbyrdes meget forsk., og det er umuligt i
Korthed at give noget Begreb om deres
Ejendommeligheder. Man kan i al Alm. sige, at de i
Ordforraad og Lydforhold staar Italiensk nærmere
end Fransk. Hvad Formlæren angaar, fremviser
de ældste vestlige Tekster tydelige Spor af en
Deklination, idet den gl Nominativform med
udlydende s er bevaret i prædikativ Anvendelse.
Ved Siden af il prau verd (den grønne Eng)
findes il prau ei verds (Engen er grøn).
Flertalsdannelsen foregaar hyppigst ved Tilføjelse af et
s (som i Spansk og Fransk), enkelte Steder dog
ved Hjælp af forsk. Vokaler (som i Italiensk).
Endvidere skal det fremhæves, at den alm.
romanske Futurumsdannelse med habere er saa
godt som ukendt i Graubünden, hvor man siger
vegn a cantar, jeg vil synge (smlg. ital. canterò,
fr. chanterai, o. s. v.).
Som Skriftsprog kan de vestligste af de
romanske Dialekter følges tilbage til
Renaissancetiden. Fra Beg. og Midten af 16. Aarh. stammer
et Digt om Fejden ved Musso-Slottet (La
chanzun dalla guerra dalg Chiasté d’Müsch) forfattet
af Johann von Travers (f. 1483), utvivlsomt det
ældste rætoromanske Sprogmindesmærke,
desuden forsk. religiøse Dramaer; disse Tekster er
dog først blevne udgivne i 19. Aarh. Den ældste
trykte Bog er Ȇna cuorta et christiauna
Fuorma da intraguider la giuventüna« fra 1552, en
Oversættelse af Comander’s og Blasius’
Katekismus ved Jakob Bivrun. Denne virksomme Mand,
der er født i Samáden 1506, har ogsaa udg. en
Oversættelse af det ny Test. (1560); han er
derved saa at sige bleven Fader til det engadinske
Skriftsprog, da hans Retskrivning senere blev
alm. antagen. Nogen stor Interesse ud over den
sproglige knytter der sig dog ikke til den ældre
rætoromanske Litteratur, den er uoriginal og
væsentlig af opbyggelig Art. Først i 19. Aarh.
begynder en virkelig Nationallitteratur at pippe
frem i Form af lyriske Digte, Smaanoveller og
lettere dram. Arbejder. For de østlige
(friauliske) Dialekters Vedkommende gaar den trykte
Litteratur ikke længere tilbage end til Slutn. af
18. Aarh. (Litt.: G. J. Ascoli, Saggi ladini
[1873]; udgør 1. Bd af Archivio glottologico
italiano; Th. Gartner. »Rätoromanische
Grammatik« [Heilbronn 1883]; C. Decurtins,
»Geschichte der rätoromanischen Litteratur« [1897],
trykt i »Grundriss der romanischen Philologie«,
II, 3, 218—261]).
Kr. N.
Ræv. En Del Arter af Hundeslægten (Canis)
sammenfattes ofte under Benævnelsen Ræve, i
Modsætning til Ulvenes, Hundenes og
Sjakalernes Grupper, men Skillegrundene er temmelig
vage og udflydende, nærmest baserede paa visse
Ejendommeligheder i Kraniets Bygning, paa
Forskel i Pupillens Form, rund hos Hunde, aflang
hos R., og endelig paa Halens Behaaring, idet
denne er mere busket hos R. I det hele er R.
mindre, mere lavbenede Former. R. er udbredt
i talrige Arter og Underarter over hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
