Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sabazios - Sabbat - Sabbatai Zewi - Sabbatarier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
S. De gengiver Gudens egen højre Haand med
tre oprakte Fingre, utvivlsomt en Gestus, der
har haft rituel (vistnok velsignende) Bet. i hans
Kultus, hvorfra den synes at være gaaet over
til den ældre kristne Kirke. Nogle af
Votivhænderne bærer en Fremstilling af en Kvinde
med et lille Barn ved Brystet, hvad der
betegner dem som Takkegaver for vel overstaaet
Nedkomst. En Række Gravfund i Rhin-Egnene
tyder paa, at Troen paa et Liv efter Døden i
disse Egne, i alt Fald i den senere Kejsertid,
har været knyttet til S.-Dyrkelsen og paavirket
af denne.
C. B.
Sabbat, hebr. shabbát [∫a’baþ], den 7de Dag
i Ugen, som Israelitterne helligede, og paa
hvilken de hvilede; Ordet betegner ogsaa Ugen.
Angaaende Oprindelsen til S.’s Helligholdelse
har man henvist til forsk. beslægtede Folk, dels
Arabere, dels Babylonere. Hos de sidstnævnte
er allerede i 3. Aartusinde f. Kr. Hoveddagene
for Maanens Faser, i hvert Fald den 1., 7., 15.
og 28. i Maaneden, Festdage, der fejres med
Offer, medens man langt senere, hos Assyrerne,
finder 7-Talsystemet strengere gennemført, og
den 7., 14., 21., 28. og 19. (d. e. 7 X 7 fra den
foregaaende Maaneds Begyndelse) er
uheldsvangre Dage, paa hvilke intet betydningsfuldt
maa foretages. Selve Ordet S. har man ment
at finde i det assyriske shabattu, en Bodsdag
den 15. i Maaneden, dog er Sammenhængen
ikke sikker. At babylonisk Praksis paa dette
som paa flere andre Omraader har været
optaget i Kana’an og saaledes er gaaet over i
Israel, er paa Forhaand ikke usandsynligt. Men
S.-Skikken kan ogsaa have udviklet sig
selvstændigt i Israel, og har i hvert Fald faaet en
særlig israelitisk Karakter. Da S. ofte nævnes
sammen med Nymaane (f. Eks. 2. Kong. 4, 23;
Jes. 1, 13), er dens Sammenhæng med Maanens
Faser meget nærliggende. Den Formodning har
været fremført, at S. opr. kun har betegnet
Fuldmaanedagen, svarende til chódæsh,
Nymaanedagen. Men Israel har tidligt, ligesom
Assyrerne, gennemført 7-Talsystemet, hvorefter
S. bliver Ugens sidste Dag. Den er
helliget Jahve og derved udsondret af de normale
Dages Tal. Det betyder i den ældre Tid, at der
paa den holdes Fester ved de forsk.
Helligdomme, og Festerne har en frydefuld Karakter
(Jes. 1, 13; Hos. 2, 10); endnu i en sen Periode
af Israels Historie havde S. sit særlige
Offer i Jerusalems Tempel (4. Mos. 28, 9—10).
Til Dagens hellige Karakter hører det, at det
normale Arbejde ikke udøves paa den. Man
handler ikke (Am. 8, 5), selv Pløjning og Høst
maa hvile (2. Mos. 34, 21). Sabbatshvilen
indskærpes i de 10 Bud, baade 2. Mos. 20, 8—11 og
5. Mos. 5, 12—15, og der henvises dels til
Hvilens Velsignelse for Menneskene, dels til, at
Gud selv hvilede paa den Dag (jfr. 1. Mos. 2, 3).
I Tidens Løb fik Kravet om Hvile paa S. en
skærpet Karakter. Det forbydes strengt at bære
nogen Byrde, og Folkets Lykke gøres afhængig
af, at dette overholdes (Jer. 17, 21 ff., jfr JJes.
58, 13—14); i Fortællingen om Manna’en hedder
det, at Sankningen deraf paa S. er Helligbrøde
(2. Mos. 16). I denne Udvikling af S. spillede
Eksilet en stor Rolle, idet Jøderne kunde
overholde den i det Fremmede, medens den
samtidig blev et Adskillelsens Mærke mellem Jøder
o. a. Ezeqiel kalder den »et Tegn« mellem Jahve
og Israel (20, 12), og han udmaler, hvorledes
den egl. skulde fejres i det hjemlige Tempel
under Kongens Førerskab (Kap. 46).
Overholdelsen af den strenge Sabbatshvile hører da ogsaa
til de Ting, som Nehemia kæmper for (Neh. 13,
15 ff.). Den Karakter, som S. fik i Eksilet,
gjorde, at den kom til at staa i Forgrunden ved
Mellemværendet mellem Israel o. a. Nationer,
saaledes under Kampene mellem Israel og den
hellenistiske Kultur. Baade Makkabæerkampene
og de senere Kampe med Romerne
besværliggjordes af Sabbatsbudet, men Makkabæerne
vedtog at se bort fra det under Nødyærge (1. Mak.
2, 41). Dog førte Lovens Krav ofte rettroende
Jøder i pinlige Konflikter. Jødedommens Lærde
foretog nøjeregnende Studier af det, der var
tilladt ell. forbudt paa S. De foreligger i
Talmud, i Traktat Shabbat, Erubin o. a. 39
Arbejder betragtes som forbudt. Med megen
Spidsfindighed paavises, hvorvidt en Handling hører
under en af disse Kategorier. Saaledes er det
forbudt at høste, derfor ogsaa at plukke Aks
(jfr. Mat. 12, 1—2), det er forbudt at bevæge sig
mere end 2000 Skridt bort fra sit Opholdssted
(»en Sabbats Vej«, Apost. Gern. 1, 12) p. Gr. a.
2. Mos. 16, 29 etc. Lige saa stor Skarpsindighed
anvendes undertiden paa at anvise en
Omgaaelse af Bestemmelserne uden formel
Overtrædelse, f. Eks. ved Erub (s. d.). S. var ikke
Fastedag, tværtimod anbefales et godt Maaltid,
men det er forbudt at bage ell. koge paa selve
S., ligesom det er forbudt at tænde og slukke
Ild. Derfor tændes Lamper, »S.-Lyset«
umiddelbart før S.’s Indtræden. Til Behandling af Ild
o. l. har rettroende jødiske Hjem ofte
ikke-jødisk Betjening (en »Sabbatsgoi«). — Jesus
satte sig ud over Sabbatsbudet, hvilket førte
til fl. Sammenstød mellem ham og Folkets
Ledere (Mat. 12, 9—13; Luk. 13, 10—17; 14, 1—6
o. a.). Den jød. Sabbatspraksis vakte Modvillie
og Spot, hvor de opholdt sig bl. Fremmede,
ikke desmindre fik Jøderne i det rom. Rige
anerkendt de Privilegier, som
Sabbatoverholdelsen i visse Maader krævede, f. Eks. Frihed
for Militærtjeneste. Ogsaa Ikke-Jøder optog
undertiden S. Den kristne Søndag er i mange
Henseender en Ætling af den. Ved Siden af
den i Tora’en fordrede Tempelkultus udviklede
der sig paa S. en særlig
Synagogegudstjeneste, der allerede er fuldt udviklet paa
Kristi Tid (se Synagoge). (Litt.: H.
Webster, Rest Days [1916]; J. Hehn, »Siebenzahl
u. S. bei den Babylonieren und im Alten
Testament« [1907]; Aa. Bentzen, »Den isr. S.’s
Oprindelse og Historie« [1923]; E. Schürer,
»Gesch. d. jüd. Volkes«, 4. Udg., 2. og 3. Bd
se Register [1907—09]).
J. P.
Sabbatai Zewi, se Shabbetaj Zebi.
Sabbatarier er Navnet paa forsk. kristne
Sekter, som kræver Sabbaten genindført,
enten saaledes, at Søndagen fejres som Sabbat,
ell. saaledes, at Lørdagen helligholdes. Blandt
disse Sekter er 1) en sværmerisk Sekt i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
