Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - sabeldannet - Sabelkarpen - Sabelkat - Sabeller - Sabellianisme - Sabellicus, Marcus Antonius Coccius - Sabellidæ - Sabellio - Sabeltasken - Sabesin - Sabier - Sabina, Karel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en jævn Krumning fra Rodenden opefter.
Almindeligvis er det Vindpaavirkning, som gør
Stammen s.
C. V. P.
Sabelkarpen (Pelecus cultratus), en 46 cm
lang Karpefisk, hvis Udbredelse strækker fra
Volga til Elben, fra Donau til Østersøen; den
gaar ud i Østersøen og træffes undertiden ved
Skandinaviens sydligste Kyst. Baade i Form
og Farve har den nogen Lighed med en Sild;
Legemet er langstrakt, sammentrykt, Munden
opadrettet, Bugfladen skarp; Skællene tynde,
let affaldende; Sidelinien løber nedentil paa
Legemet og er uregelmæssig bølgeformet
bugtet; Brystfinnerne store, spidse. Ryggen
graabrun, paa Hovedets Overflade staalblaa, det
øvrige Legeme sølvglinsende. Kødet duer ikke
til Menneskeføde.
Ad. J.
Sabelkat, se Katte.
Sabeller, se Sabinere.
Sabellianisme ell. modalistisk
Monarkianisme er et Kætteri i den gamle Kirke,
hvis Ophavsmand Sabellius (Sabellio)
udgives for at være, men som i sin første Form
vistnok er ældre. Sabellius var sandsynligvis
født i Libyen. Han kom til Rom i Beg. af 3.
Aarh. og samlede mange Disciple om sig; men
da han viste sig at være en konsekvent
Monarkianer, angreb Hippolyt ham, og Biskoppen,
Kallistos, udstødte ham af Menigheden, men
Sabellius samlede et ret stort Parti om sig og
blev ikke Svar skyldig. Især Kallistos, som
hverken var ortodoks ell. særlig fast i sine
Anskuelser, blev stærkt medtaget af Sabellius.
S. gaar ud paa, at det er den samme Person,
som er Fader, Søn og Helligaand, ikke
samtidig ganske vist, men i forsk. Stadier. Først
aabenbarede Guddommen sig i Faderens
Fremtrædelsesform som Skaber og Lovgiver, nemlig
indtil den gamle Pagts Slutning, dernæst i
Sønnens som Genløser, indtil Himmelfarten, og
endelig i Aandens som Levendegøreren og
Livsgiveren i den derefter flg. Tid og nu stadig. I
Virkeligheden fører Sabellius kun Praxeas’
Patripassianisme videre ud. Beviserne for Lærens
Rigtighed søgte Sabellius i forsk. Apokryfer,
navnlig i Ægypterevangeliet. S. bredte sig fra
Rom videre ud i Kristenheden, bl. a. til Libyen,
hvor den blev angrebet af Dionysius af
Alexandria, og endnu i 4. Aarh. træffes Sabellianere,
men senere gik Læren over i andre Kætterier
ell. forsvandt. Sabellius selv og hans
personlige Oplevelser er ganske indhyllede i uklare
Beretninger. (Litt.: A. Harnack,
»Dogmengeschichte«, Bd I; Fr. Nielsen,
»Haandbog i Kirkens Historie«, Bd I).
A. Th. J.
Sabellicus (eller Sabellico), Marcus
Antonius Coccius, ital. Humanist, f. i
Vicovaro 1436, d. 18. Apr. 1506 i Venedig. Han
var Pomponius Lætus’ Lærling i Rom og drev
filologiske og hist. Studier med stor Iver. 1475
fik han et Professorat i Udine, og 1484 blev
han Prof. i Venedig, tillige Bibliotekar ved
San Marcos Bibliotek. S. har skrevet en
Mængde lat. Værker: Breve, Taler, Digte, filologiske
Afh. samt kommenterede Udg. af klassiske
Forfattere, alt i Overensstemmelse med, hvad
Tiden fordrede af en lærd Mand; men mest Bet.
fik hans Skr ang. Venedigs Topografi og
Historie, nemlig Rerum venetarum decades IV
(1487, ny Udg. 1718), De vetustate Aquilejæ
libri VI, De venetæ urbis situ libri III, De
venetis magistratibus. Ogsaa en lat.
Verdenskrønike, Rhapsodiæ historiarum, til 1503 skrev
han (2 Bd, 1498—1503). Hans Opera omnia er
udgivne i 4 Bd (Basel 1502), senere Udg. 1560).
(E. G.). E. M.
Sabellidæ, se Børsteorme.
Sabellio, se Sabellianisme.
Sabeltasken var opr. en Ordonnanstaske ved
det lette Rytteri, særlig Husarer. Navnet har
den derefter, at den bares i fire lange
Remme paa samme Side som og uden paa Sabelen.
Den var i Brug ved alle lette Rytterregimenter
i sin Tid og betragtedes til sidst nærmest som
en Pryd. Nu er den næsten overalt afskaffet.
Den var som Regel meget smukt udstyret. Hele
den forreste Side var overbroderet og kunde
slaas tilbage. Den egl. Taske sad da under
denne paa Bagklappen.
C. H.
Sabesin, se Mühlbach.
Sabier, »Døbere«, kalder Araberne den
gnostiske Sekt »Mandæerne« p. Gr. a. deres Iver
for Daaben. De forveksles ofte, men ganske
vildfarende med Sabæerne, hvorfor man ofte
finder den mandæiske Stjernetydning kaldt
Sabæisme (rigtigere: Sabisme).
Edv. L.
Sabina, Karel, tschk. Forf. og Politiker,
f. i Prag 1813, d. 1877. Han udgik fra en
Proletarfamilie og studerede en Tid i Prag, men
opgav snart Studierne og kastede sig ud i
journalistisk og litterær Virksomhed, dels i Prag,
dels i Wien; han blev imidlertid snart grebet
af Tidens revolutionære Idéer og blev 1848 den
ledende Mand inden for det
radikal-revolutionære Parti. Statsfarlig Propaganda bragte ham
1849 i Fængsel; da han 1857 kom ud derfra,
genoptog han sin litterære, sociale og politiske
Virksomhed, organiserede Arbejderne, og
deltog i Grundlæggelsen af det ungtschekkiske
Parti, men indlod sig, tvunget af Nød, i Forbindelse
med det hemmelige Politi; overbevist 1872
offentlig om at staa i dettes Tjeneste,
udelukkedes han af det gode Selskab og døde i stor
Nød som Genstand for alm. Foragt, medens
hans litterære Fortjenester blev forbigaaet i
Taushed.
Hans Forfatterskab er dels digterisk, dels
kritisk. Til det første hører »Básně« (Digte,
1841), en Samling Digte i kosmopolitisk Aand,
der staar under Byron’s og Macha’s
Indflydelse, en Del Noveller, som f. Eks. »Hrobník«
(Graveren, i Bogform 1844, ny Udg. 1920),
»Povidky . . .« (Fortællinger, 1845), de i
Romanform affattede »Obrazy ze XIV à XV věku«
(Billeder fra 14. og 15. Aarh.), den sociale
Roman »Na poušti« (»I Ørkenen«, 1863) og
Problemromanen »Blouzněni« (»Fantasteri«, 1857).
Den betydeligste Indsats har han dog ydet paa
den litterære Kritiks Omraade, den bestaar af
Artikler i Tidsskrifter og Almanakker, samt
selvstændige Monografier og det stort anlagte,
men mindre grundigt gennemførte Arbejde
»Dějepis literatury ceskoslovanské staré a
středni doby« (»Den tschekko-slaviske
Litteraturs Historie i Oldtid og Middelalder«,
1860—66). Som Kritiker besidder han en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
