Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sachsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efterfølger, Johan den Bestandige
(1525—32), en afgjort Tilhænger af Protestantismen,
som han støttede paa Rigsdagene i Speyer
(1529) og Augsburg (1530), hvorefter han 1532
stillede sig i Spidsen for det schmalkaldiske
Forbund. Hans Søn, Johan Frederik den
Højmodige (1532—47, d. 1554), traadte i
Faderens Fodspor og greb 1547 som Fører for
Schmalkalden-Forbundet til Vaaben mod
Kejser Karl V, men fandt en uventet Modstander
i den unge Hertug Morits af S. (af den
albertinske Linie), der 1541 var fulgt efter sin
Fader, Henrik den Fromme, ligesom sin
Forgænger, Georg (d. 1539), Søn af Albrecht (d.
1500), den albertinske Linies Stifter. Skønt
Protestant faldt Morits som Kejserens
Forbundsfælle ind i Kursachsen, hvorved Karl V fik Tid
til at samle Tropper, som 24. Apr. 1547 tilføjede
Johan Frederik det afgørende Nederlag ved
Mühlberg; Kurfyrsten selv blev fanget og
maatte ved Kapitulationen i Wittenberg (19. Maj
s. A.) afstaa det meste af sine Lande til
Morits, til hvem Kejseren overdrog
Kurværdigheden. Saaledes ejede den albertinske Linie
nu hele S. med Undtagelse af en Del af
Thüringen, som Johan Frederik og hans Sønner
beholdt, og her, i de sachsiske Hertugdømmer,
regerede den ernestinske Linie siden (se ndf.).
Morits, der med stor Indsigt og Kraft styrede
Kursachsen, tvang 1552 Karl V til ved
Passau-Forliget at sikre de tyske Protestanter
Religionsfrihed, men døde allerede det flg. Aar
efter Slaget ved Sievershausen. Hans Broder og
Efterfølger, August (1553—86), der ved sin
forsigtige politik forstod at bevare et taaleligt
Forhold saavel til Kejseren som til sine
Trosfæller og udsonede sig med sine Frænder af
den ernestinske Linie (Forliget i Naumburg 24.
Febr 1554), var ligeledes en dygtig Regent,
under hvis Styrelse S. havde en lykkelig Tid, idet
Næringsvejene, Agerbrug, Bjergværksdrift,
Industri og Handel, blomstrede op i en hidtil
ukendt Grad, fremhjulpne af en ypperlig
Administration og gode Love; Kurfyrsten selv, der
var gift med Christian III af Danmarks
Datter Anna, gav et godt Eksempel som dygtig
Husholder. Uheldigt var det derimod, at
Kurfyrsten, i St f. at holde sammen med de
Reformerte mod Katolikkerne, fjernede dem fra
sig ved (i Konkordieformelen af 1580) at
fastslaa den strenge lutherske Ortodoksi som ene
berettiget Kirkelære i S. Under hans Søn og
Efterfølger, Christian I (1586—91), søgte
derfor den calvinsk sindede Kansler Nikolaus
Crell at raade Bod herpaa ved at arbejde paa
Dannelsen af et stort protestantisk Forbund;
men Christian I’s tidlige Død tilintetgjorde hans
Bestræbelser, idet han, efter at den følgende
Kurfyrste, Christian II (1591—1611) under
Formynderskab havde afløst sin Fader, blev
afsat og 10 Aar efter henrettet, hvorpaa en
Religionsed i ortodoks Aand blev indført, og
Kryptocalvinisterne forfulgtes. Men Følgen
heraf blev da ogsaa, at S. kom til at staa isoleret
i Tyskland og mistede Førerskabet for
Protestanterne. Christian II efterfulgtes af Johan
Georg I (1611—56), der ved sin vaklende og
tvetydige Politik under Trediveaarskrigen
bragte en Række af tunge Trængselsaar over S.
Tvungen over paa sv. Side ved Tilly’s Indfald
i S., som Gustaf Adolf frelste for at blive besat
af de kejserlige Tropper ved sine Sejre ved
Breitenfeld (1631) og Lützen (1632), lod han
iSvenskerne i Stikken efter deres Nederlag ved
Nördlingen (1634) og sluttede Fred med
Kejseren i Prag (1635), hvorved han fik en lille
Landudvidelse; men til Gengæld hjemsøgte nu
Svenskerne det ulykkelige Land med frygtelige
Plyndringer og Udsugelser, der varede ved lige
til Vaabenstilstanden 1645; men da laa store
Strækninger af S. hen som Ødemarker, og
Indbyggerantallet var aftaget i en forfærdelig
Grad. En Svækkelse af en anden Art led S.
under den flg. Kurfyrste, Johan Georg II
(1656—80), idet han 1657 ifølge Bestemmelsen
i Faderens Testamente afstod en Del af sit
Territorium til sine tre Brødre; herved opstod
de kursachsiske Sidelinier S.
Weiszenfels, S. Merseburg og S.
Zeitz (med Sidegrene), der dog alle uddøde
i Løbet af 18. Aarh., hvorefter deres
Besiddelser faldt tilbage til Kursachsen. Johan Georg
II var en pragtelskende Fyrste, hvis Hof var
et af de mest glimrende i Tyskland, og
Dresden indtog fra nu af ved sine Kunstsamlinger,
sit Teater og sit ypperlige Opera- og
Koncertvæsen en Førsterangsplads mellem Tysklands
Byer. Men de store Summer, der medgik til
Hofholdningen, tyngede haardt paa
Finanserne, der under den næste Kurfyrste, Johan
Georg III (1680—91), ogsaa skulde bære
Omkostningerne ved Underholdning af en
nyoprettet staaende Hær, hvormed Kurfyrsten
kunde tilfredsstille sine krigerske Tilbøjeligheder,
idet han med den deltog i Kejserens Krig med
Tyrkerne (han var bl. a. med ved Undsættelsen
af Wien 1683) og med Frankrig. Hans ældste
Søn, Johan Georg IV, døde allerede 1694
og efterfulgtes af sin Broder Frederik
August I (1694—1733), der som Konge i
Polen bærer Navnet August II. For at blive
valgbar som Tronkandidat i Polen gik han
1697 over til Katolicismen (den albertinske Linie
er derfor nu katolsk), og ved store
Bestikkelser satte han sit Valg igennem, hvad der kom
til at svie til S., der blev indviklet i den store
nordiske Krig, da August, i Forbund med
Rusland og Danmark, angreb Karl XII. Denne
rykkede, efter at have jaget de sachsiske Tropper
ud af Polen og tvunget Polakkerne til at vælge
en ny Konge, ind i S. og nødte ved Freden i
Alt-Ranstädt (1706) August til at nedlægge sin
polske Krone, som han dog, da han efter Karl
XII’s Nederlag i Rusland genoptog Krigen,
senere fik tilbage. De svære Byrder, Krigen
havde paalagt S., gjorde Finanstilstanden højst
mislig, og den forværredes yderligere i de
paafølgende Fredsaar ved den udsvævende
Konges ødsle Hofholdning, hans store
Byggeforetagender og Lyst til militært Paradevæsen; for
at skaffe Penge forøgede han, uden at bryde
sig om Stænderne, Statsgælden, forhøjede i
utilbørlig Grad Skatterne og bortsolgte baade
Domæner og forsk. Staten tilhørende
Højhedsrettigheder. Endnu værre stillede Sagerne sig
under August’s Søn, Frederik August II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
