Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sachsen-Altenburg - Sachsen-Gotha - Sachsen-Hildburghausen - Sachsen-Koburg-Gotha - Sachsen-Meiningen - Sachsenspiegel - Sachsen-Weimar-Eisenach - Sachser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sachsen-Altenburg [’zaksən-’altənbork],
tidligere et til det tyske Rige hørende
Hertugdømme, siden 1919 indlemmet i Fristaten
Thüringen, havde et Areal af 1323,5 km2 og deltes
ved Fyrstendømmet Reuss, yngre Linie, i 2 Dele,
Østkredsen og Vestkredsen, af hvilke Østkredsen
tilhørte Vogtland og gennemstrømmedes af
Pleisse og dens Biflod Sprotta, medens
Vestkredsen omkr. Saale opfyldtes af Udløbere fra
Thüringerwald. Befolkningen beløb sig 1919 til
211304 Indb.
O. K.
Sachsen-Gotha [’zaksən-’go.ta], tidligere
Hertugdømme i den ernestinske Linie af det
sachsiske Hus, tilfaldt 1641 Ernst den Fromme,
der grundede Linien S.-G. og 1672 arvede
Sachsen-Altenburg. Efter Liniens Uddøen 1825 deltes
Landomraadet mellem Hildburghausen,
Meiningen og Koburg.
(Joh. F.). O. K.
Sachsen-Hildburghausen
[’zaksan-’heltbork’ha^uzən], tidligere Hertugdømme i den
ernestinske Linie af det sachsiske Hus,
grundedes 1680 af Hertug Ernst, en Søn af Ernst den
Fromme. Den sidste Hertug, Frederik, afstod
1826 sit Land til Meiningen og fik til Gengæld
Altenburg.
(Joh. F.). O. K.
Sachsen-Koburg-Gotha
[’zaksən-’ko.bork-’go.ta], tidligere et til det tyske Rige hørende
Hertugdømme, bestaaende af Hertugdømmerne
Gotha paa Nordøstsiden og Koburg paa
Sydvestsiden af Thüringerwald med et samlet Areal
af 1977 km2 og med (1919) 263424 Indb.
Hertugdømmet Koburg indlemmedes efter en
Folkeafstemning i Novbr 1919 i Bayern, medens
Gotha blev en Del af den nydannede Fristat
Thüringen.
O. K.
Sachsen-Meiningen [’zaksən-’ma^ineŋən]
(ogsaa
Sachsen-Meiningen-Hildburghausen), tidligere et til det tyske Rige
hørende Hertugdømme, liggende hovedsagelig
langs den sydvestlige og sydlige Side af
Thüringerwald; Arealet var 2468 km2 med (1919)
269893 Indb. S.-M. blev 1919 indlemmet i
Fristaten Thüringen.
O. K.
Sachsenspiegel [’zaksən∫pi.gəl], Tysklands
fortrinligste Retsbog, der indeholder et Forsøg
paa en systematisk Bearbejdelse af det i
Lovsform og som uskreven sædvansmæssig Ret
foreliggende sachsiske Retsstof fra første Trediedel
af 13. Aarh. Forfatteren er Eike v. Repgow, der
opr. affattede Skriftet paa Latin, men som snart
efter (mellem 1215 og 1235) paa Opfordring af
Grev Höyer v. Falkenstein oversatte det paa sit
sachsiske Modersmaal. Han fortæller selv i en
af de tre Fortaler, som staar foran S. — een
paa Vers og to paa Prosa — hvorledes hans
Værk fremkom, og han kalder det for »Spiegel
der Saxen«, fordi han ikke vilde sætte ny Lov,
men kun som i et Spejl give et Billede af den
bestaaende Ret, dels den alm. borgerlige Ret
(Landretten), dels Lensretten, hvilke han
behandler hver i sit Hovedafsnit. Det var den
alm. sachsiske Ret, han vilde fremstille, men
Værket afspejler dog nærmest Retstilstanden i
hans Hjemstavn, Ostphalen. Forfatteren undgik
selvfølgelig ikke de Ulemper, der stedse er
forbundne med den første Nedskrivning af
hidtil uskrevet Ret, især Mangel paa Orden i
Fremstillingen, men alligevel var S. et saa vellykket
Arbejde og afhjalp en saa stor Trang til
Vejledning i den hidtil uskrevne Ret, at den straks
blev meget udbredt over hele Nordtyskland og
i Tidens Løb blev brugt ligefrem som en
gældende Lov; i Oversættelser trængte S. ind i
Nabolandene, baade i Holland og Polen. Snart
glemte man ogsaa, af S. opr. alene var et
Privatarbejde, og i 14. Aarh. var man kommet til
den Tro, at Landretten var et »Privilegium« fra
Karl den Store’s Tid, og Lensretten en
Forordning af Kejser Frederik I. Selvfølgelig fremkom
der efterhaanden en hel Sværm af Udgaver,
Oversættelser, Fremstillinger af Procesmaaden
(Richtsteig) og Kommentarer, hvorimellem maa
nævnes de af Johan v. Buch c. 1325 forfattede
Glosser til Landretten; ham skyldes dennes
Inddeling i 3 Bøger. S., som uden Hensyn til
kanonisk Ret og Romerret holder sig til den
nationale Ret, og som staar paa Kejserens Ret
over for Paven, fandt ikke Bifald ved
Pavestolen, og Gregor XI udstedte 1374 en Bulle,
hvorved fl. Artikler i S. betegnedes som
kætterske, men dette havde ringe Bet. over for den
alm. Yndest, S. nød ved de verdslige Retter.
Ogsaa i Sydtyskland var S. meget anset og
danner Grundlaget for 2 sydtyske Retsbøger,
»Deutschenspiegel« og »Schwabenspiegel«. En
Sammenligning mellem S. og Kong Valdemar Sejr’s
omtr. samtidige »Jydske Lov« findes i Kofod
Ancher’s »Saml. juridiske Skr«, II (Kbhvn 1809)
med Udgiveren Schlegel’s Bemærkninger.
Bedste Udgave af Homeyer: I, »Landrecht« (3.
Opl., Berlin 1861), II, 1—2, »Lehnrecht« etc.
(smst. 1842—44). Meget ejendommelige og af
stor retshistorisk og kulturhistorisk Interesse er
de middelalderlige Billedhaandskrifter af S.,
hvor Teksten helt igennem er ledsaget af
Illustrationer, der vil anskueliggøre Indholdet af
de enkelte Bestemmelser. Det mest værdifulde
af de bevarede Haandskrifter af denne Art (fra
c. 1350) udgives af K. v. Amira, »Die
Dresdener Bilderhandschrift des Sachsenspiegels«, I
(Facsimile der Handschrift), II, 1.
(»Erläuterungen« [Leipzig 1902 og 1925]).
(Ludv. H.). P. J. J.
Sachsen-Weimar-Eisenach
[’zaksən-’va^imar-’ai^zənak], tidligere et til det tyske Rige
hørende Storhertugdømme, siden 1919
Bestanddel af Fristaten Thüringen, bestod af 3 større
(Hovedlandet: Weimar-Kredsen,
Eisenach-Kredsen og Neustädter-Kredsen) og nogle mindre
Landsdele. Arealet var 3610 km2 med (1919)
433314 Indb.
O. K.
Sachser [saksər],o: »Sværdmænd« (af sachs,
et kort Sværd), er Navnet paa adskillige
Stammer i tyske og eng. Egne. 1) S.’s Hjem er
Holsten; her nævnes de af Geografen Ptolemaios
efter rom. Meddelelser fra 1. Aarh. e. Kr. De
talte en egen Dialekt, der blev Grundlaget for
Nutidens Engelsk, og maaske ogsaa har været
talt af deres Naboer Anglerne, men deres
politiske og kulturelle Forbindelser knyttede dem
dog nærmere til sydligere Stammer, saasom
Langobarderne, der endnu i Italien mindedes,
at S. var deres »gl Venner«. Under den store
Folkevandring, omtr. fra 3. Aarh. e. Kr.,
udbredte S. sig ad Søvejen til Kystlandene omkr.
Strædet ved Calais og Loires Munding samt ad
Landvejen mod V. til Zuider-Søen og Rhinen
og mod S. til Floden Unstrut i Thüringen,
medens en Afdeling fulgte med Langobarderne til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
