Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Salicornia - Salicylaldehyd - Salicylalkohol - Salicylsyre - Salicyltalg - Salicylvat - Salier - Salieri, Antonio
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Salicornia, se Salturt.
Salicylaldehyd, Salicylsyrling,
o-Oxybenzaldehyd, C6H4(OH)COH, er en
Bestanddel af Spiræaolie, som faas af Blomster af
Spiræa ulmaria. Den opstaar ved Iltning af
Salicylalkohol og kan fremstilles syntetisk af
Fenol ved Indvirkning af Kloroform og Natronlud.
S. er en olieagtig Vædske, der koger ved 196,5°
og har Vægtfylde 1,17. Ved Indvirkning af
Natriumamalgam reduceres den til Saligenin
(Salicylalkohol), og ved Iltning giver den Salicylsyre.
S. benyttes til Fremstilling af Kumarin og
Farvestoffer.
(O. C.) S. P.
Salicylalkohol, Saligenin,
o-Oxybenzylalkohol, C6H4(OH)CH2OH, opstaar ved
Indvirkning af fortyndede Syrer ell. Emulsin
paa Glykosidet Salicin, og danner tavleformede
Krystaller, der let sublimerer. S. smelter ved
86° og er opløselig i 15 Dele Vand ved 22°, samt
i Alkohol og i Æter; den vandige Opløsning
farves blaa af Jernklorid. Ved Iltning giver S.
Salicylaldehyd og Salicylsyre; ved Indvirkning af
Syrer og vandsugende Stoffer giver den
Saliretin, et gult Pulver, som er uopløseligt i
Vand, men opløseligt i Alkohol og i Alkalier.
(O. C.) S. P.
Salicylsyre, Fenolkarbonsyre,
o-Oxybenzoësyre, Acidum salicylicum,
C6H4(OH)COOH, blev opdaget 1838 af Piria, der
fremstillede den ved Indvirkning af Kali paa
Salicylaldehyd og gav den Navnet S. Cahours
viste 1844, at Olien af Gaultheria procumbens,
den saakaldte Vintergrøntolie, for største Delen
bestaar af salicylsurt Metyl; heraf kan S. faas
ved Forsæbning. S. fremstilles teknisk efter en
Metode, der i det væsentligste skyldes Kolbe og
som gaar ud paa, at man opheder Fenolnatrium
med Kulsyre i lukkede Kar til 130°.
Fenolnatrium bringes i en Autoklav, og der indpumpes
under Afkøling noget mere end 1 Molecule
Kuisyreanhydrid; derved dannes fenylkulsurt
Natron, C6H5O . C02Na; derpaa ophedes dette
under Tryk til c. 140° i flere Timer, hvorved det
gaar over til Natriumsalicylat, C6H6(OH) .
CO2Na, som pulveriseres støvfint, opløses i Vand og
sønderdeles med Saltsyre, hvorved S. frigøres.
Raaproduktet, som er stærkt farvet, renses ved
Destillation med Vanddamp.
S. krystalliserer af varm vandig Opløsning i
lange Naale, som ved 100° ere opløselige i 12,6
Dele, ved 15° i 444 Dele, men ved 0° først i c.
1100 Dele Vand. Den smelter ved 156°,
sublimerer ved forsigtig Ophedning uforandret, men
spaltes ved stærk og pludselig Ophedning i
Fenol og Kulsyre. Med Jernklorid giver dens
vandige Opløsning en violet Farve.
Saavel S. som de talrige Salicylpræparater
udmærker sig ved en beroligende Indflydelse paa
Nerverne og anvendes derfor i stor
Udstrækning ved Gigtlidelser og mod Hovedpine og
Nervøsitet; i større Mængde virker de skadeligt, bl.
a. aandssløvende. Det hyppigst anvendte
Præparat er Acetylsalicylsyre (d. s. s. Aspirin),
endvidere Salol og Saltene, Salicylaterne, af
Natrium, Magnium, Litium, Vismut o. s. v. S.
virker ogsaa kraftigt desinficerende og
gæringshæmmende uden at være saa giftigt og ætsende
som Fenol. Det benyttes derfor til Konservering
af Blæk, Lim- og Gummiopløsninger. Til
Næringsmidler er det forbudt i de fleste Lande.
Af S. fremstilles mange Farvestoffer, saaledes
Alizaringult, Diamantsort og de fleste
Salicin-farvestoffer.
(O. C.) S. P.
Salicyltalg, en Blanding af Talg og
Salicylsyre (alm. 2 %), benyttes mod Hudløshed o. l.
Salicylvat er affedtet Vat, som er
gennemtrængt med en spirituøs Opløsning af
Salicylsyre og tørret. Man benytter saavel 2- som 10
procentholdigt S. til antiseptisk Forbinding.
E. K.
Salier (Salii), et ældgammelt Præsteskab i
Rom i Oldtiden. De var delte i to Kollegier,
hvert paa 12 Medlemmer, Salii Palatini og Salii
Agonales ell. Collini; de skulde altid tages bl.
Patricierne. De Guder, hvis Præster de var,
var Mars Gradivus og Quirinus, og deres
Virksomhed stod i nær Forbindelse med de hellige
Skjolde (ancilia), hvoraf det ene skulde være
faldet ned fra Himlen under Kong Numa, som
derefter, da Rigets Bestaaen var knyttet til det,
lod forfærdige 11 andre, som fuldstændig
lignede det, for derved at forhindre, at det blev
stjaalet. Ved S.’s Hovedfest i Marts drog de
rundt i Byen med disse Skjolde, idet de opførte
Vaabendanse og afsang gamle Sange (carmen
Saliare), der i den senere Oldtid var
Uforstaaelige. Ved denne Lejlighed afholdt de tillige
overdaadige Maaltider.
H. H. R.
Salieri [sa’liæri], Antonio, ital. Komponist
(1750—1825), var allerede fra Barn af uddannet
til Musiker og kom 1766 til Wien i Følge med
den bøhmiske Komponist Gassmann, der
opdagede S. som Sangerdreng i Marcus-Kirken i
Venedig og tog sig af hans Undervisning.
Allerede 1770 kunde S. optræde som Komponist med
en komisk Opera, og denne og de følgende af
samme Art vandt Kejserens og Publikums
Yndest i den Grad, at S. blev Gassmann’s
Efterfølger som »Kammerkompositeur« og derhos
Leder af den ital. Opera. Ogsaa Gluck havde
vist Interesse for S., og denne, der besad ægte
Italiener-Snuhed, drog til Paris for at lære at
efterligne Gluck’s Stil. Hans Opera Les
Danaides, hvortil Gluck havde overladt ham Teksten,
gik længe og sikkert langtfra mod S.’s Ønske
for et fælles Værk af de to Musikere, hvilket
sandsynligvis bidrog til dens Held over for
Pariserne. S. skrev desuden to fr. Operaer, bl.
hvilke Tarare (senere omarbejdet og kendt som
Axur), hvortil Teksten skyldtes Beaumarchais,
var et Forsøg paa en Forening af opera seria
og buffa. 1788 vendte S. tilbage til Wien og kom
ved sin Anseelse og Snedighed til at indtage
en fremskudt Plads; hans Intriger mod Mozart
er velkendte, og hans Navn (som Lærer)
forekommer baade i Beethoven’s. Schubert’s og
Franz Liszt’s Historie. Som Operakomponist
tilhører S. den neapolitanske Skole med betydelig
Paavirkning af Gluck. Han var en klog og
dygtig, men ikke meget original Musiker. Foruden
Operaer og det tyske Sangspil
»Rauchfangkehrer« skrev han adskillig Kirkemusik og en Del
Koncertmusik (to Klaverkoncerter, Serenader,
Variationer etc.). (Litt.: Biografier af I. von
Mosel og Alb. von Hermann [1897]).
W. B.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
