Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Salpeterbakterier - Salpetergas - Salpetermel - Salpeterpapir - Salpeterplanter - Salpetersaltsyre - salpetersur Baryt - salpetersure Salte - salpetersur Strontian - salpetersurt Bly - salpetersurt Kali - salpetersurt Kobber - salpetersurt Kvægsølv - salpetersurt Natron - salpetersurt Sølv - salpetersurt Vismut - Salpetersyre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ammoniak kan iltes til Salpeter, saaledes at andre
Kvælstofforbindelser først gennem
Forraadnelsesbakteriers Virksomhed maa omdannes til
Ammoniak. Baade Ammoniaks Omdannelse til
Nitrit og Nitrits Omdannelse til Nitrat er kem.
Processer, ved hvilke der frigøres Energi, og
fælles for begge Slægter af S. er, at den
saaledes vundpe Energi benyttes til
Kulsyreassimilation (s. d.). S. formaar altsaa af uorganiske
Stoffer at opbygge organisk Stof uden Lysets
Hjælp og foretager en saakaldt kemosyntetisk
Kulsyreassimilation. Fælles for begge Slægter er
endvidere deres store Ømfindtlighed over for
opløselige organiske Stoffer, en Ømfindtlighed,
der er saa stor, at de ikke vokser paa de alm.
Substrater. Deres Rendyrkning lykkedes først,
da Winogradsky anvendte Kiselsyregelé i St f.
Gelatine ell. Agar-Agar (se Rendyrkning).
S. forekommer vidt udbredt i Naturen, i alm.
Agerjord, og spiller iflg. hele deres Virksomhed
en stor Rolle ved Kvælstoffets Kredsløb i
Naturen, idet de grønne Planter hovedsagelig
optager Kvælstoffet som Salpeter. I stærkt sure
Jorder som Højmoser synes de ikke at
forekomme, ligesom de, da de til deres Iltning af
Ammoniak eller Nitrit behøver fri Ilt, heller
ikke forekommer i stærkt vaade Jorder, hvor
Vandet udelukker Luftens Adgang. S. er smaa,
i visse Udviklingsstadier bevægelige, Kugle- ell.
Stavbakterier; Sporedannelse forekommer ikke.
Man har opstillet forsk. Arter inden for de 2
Slægter, men Artsforskellighederne er meget
smaa.
K. A. B.
Salpetergas (norsk, nitrøs Gas), en
Blanding af Kvælstofilte, NO, og Kvælstofoverilte,
NO2, der ofte dannes ved Salpetersyrens
Indvirkning paa iltelige Stoffer ell. ved
Fremstilling af Salpetersyre af Luftens Kvælstof.
S. P.
Salpetermel er pulverformet Kaliumnitrat
(s. d.), der fremstilles ved Trublering (Opløsning
i varmt Vand og hurtig Udkrystallisation ved
Afkøling og Omrøring) af Raasalpeter.
S. P.
Salpeterpapir er Filtrerpapir, som er
gennemtrængt med en Salpeteropløsning og tørret.
Benyttes som Middel mod Astma, idet man
brænder Papiret og indaander Dampene.
E. K.
Salpeterplanter kaldes saadanne, der
ophober kendelige Mængder salpetersure Salte i
deres Væv. Saaledes f. Eks. Nælde, Melde,
Tobak o. fl. a. Salpeteret optages fra Jordbunden.
B. J.
Salpetersaltsyre, d. s. s. Kongevand.
salpetersur Baryt, se Baryumnitrat.
salpetersure Salte, Nitrater, se
Salpetersyre.
salpetersur Strontian, se
Strontiumnitrat.
salpetersurt Bly, se Blynitrat.
salpetersurt Kali, se Kaliumnitrat.
salpetersurt Kobber, se Kuprinitrat.
salpetersurt Kvægsølv, se
Merkuronitrat og Merkurinitrat.
salpetersurt Natron, se Natriumnitrat.
salpetersurt Sølv, se Sølvnitrat.
salpetersurt Vismut, se Vismutnitrat.
Salpetersyre, HNO3. Acidum nitricum, er
en af de vigtigste uorganiske Syrer. Den
forekommer i Naturen som forsk. Salte, der kaldes
Salpeter. S. kendtes af Ægypterne, der
benyttede den til Opløsning af Sølv. I Europa
fremstillede Geber den i 8. Aarh. ved Ophedning af
Alun, Kobbersulfat og Salpeter. Den rene Syre
blev først fremstillet for et halvt Hundrede Aar
siden. Indtil 1900 vandtes S. udelukkende af
Raasalpeter og Svovlsyre, som blandes og
ophedes i Støbejerns- ell. Lerretorter, hvorved S.
frigøres og fordamper. Dampene ledes gennem
en lang Række tohalsede Stentøjskrukker, de
saakaldte Bombonner ell. Touriller. Heri
fortættes S., men ikke den Kvælstofilte og
Svovlsyrling, som er dannet samtidig med S. De maa
derfor ledes videre gennem høje Taarne, fyldte
med Kokes, hvorover der risler Vand, hvori de
opløses. Kom de ud i Atmosfæren, vilde de
nemlig ødelægge Omegnens Plantevækst. Den
saaledes vundne Syre er altid rød af
Kvælstofoverilte, der til Dels kan blæses ud med en
Luftstrøm. Langt bedre er det, som angivet af
Valentiner, at udføre Processen i lufttomt Rum;
man faar da straks en farveløs Syre, ja man
kan endog faa en Syre, der er omtr. 100 %, ved
at lede Svovlsyredampe »imod« S.-Dampene.
Den alm. raa S., hvis Vægtfylde er c. 1,4,
indeholder c. 65 % HNO3. Til Nitrering fremstilles
en stærkere, rygende S. med 98—99 % S. Denne
Syre er det meget farligt at transportere; den
vindes ved Destillation af en Blanding af den
raa S. og koncentreret Svovlsyre ell. ved
Afvanding med Polysulfater. Til Fabrikationen af
S. anvendes som Regel lige Molekyler Salpeter
og Svovlsyre efter Ligningen: NaNO3 + H2SO4
= HNO3 + NaHSO4, men vil man spare paa
Svovlsyren, og kun bruge det Halve: 2NaNO3 +
H2SO4 = 2HNO3 + Na2SO4, maa
Temperaturen forhøjes saa meget, at en Del af S.
sønderdeles. Man faar da den røde, rygende S., der
er omtr. mættet med Kvælstofoverilte. For en
Snes Aar siden lykkedes det at benytte
Atmosfærens Kvælstof til Fremstilling af S.
Metoderne hertil blev især under Verdenskrigen
gennemarbejdede med stor Energi; det viste sig
nemlig, at et Lands Kampkraft i væsentlig Grad
er afhængig af Ydeevnen af dets
Kvælstofindustri, idet for det første de fleste moderne
Eksplosivstoffer fremstilles ved Hjælp af S. og for
det andet, S. i Form af Gødningsstoffer er
nødvendig til »Fremstilling« af Korn, Kød og
Flæsk. Atmosfærens Kvælstof omdannes til S.
enten ved Forbrænding af Kvælstof i elektriske
Ovne ell. ved først at brinte Kvælstof til
Ammoniak og derpaa ilte dette til S. Ved alm.
Temp. forener Ilt og Kvælstof sig saa godt som
ikke (ellers vilde Atmosfæren være brændt), men
ved høj Temp. dannes noget Kvælstofilte, NO;
ved 3000° dog endnu kun c. 3 % af Luftmængden.
Ved Afkøling spaltes NO igen, saafremt man
ikke afkøler overordentlig hurtig ned til saa
lav Temp., at Spaltningshastigheden bliver
meget ringe. Den første tekn. brugbare Udnyttelse
heraf skyldes Birkeland (s. d.) og Eyde, der
opnaar den stærke Ophedning og pludselige
Afkøling ved at lede en Luftstrøm paa tværs
igennem skiveformede Ovne, hvori en Vekselstrøm
paa 4000 Kilowatt, ell. mere, mellem vandkølede
Kobberelektroderør danner en Lysbue, der af
et kraftigt Magnetfelt spredes ud til en tynd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
