Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Samur - Samurai - Samursakan - Samvat - Samvittighed - Samvittighedsægteskab - Samwer, Karl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den optager talrige Fjeldbække, og udmunder
i det kaspiske Hav gennem fl. Arme, af hvilke
den nordligste Kmu-S. munder 20 km SØ. f.
Derbent. S. er 214 km lang, men aldeles
usejlbar. Paa sit nederste, nordøstlige Løb danner
den Grænsen mellem Sovjetrepublikken
Azerbeidzhan og den autonome Republik Daghestan.
(H. P. S.). N. H. J.
Samurai, japansk Kriger eller Vasal i en
Daimios Følge. I det gamle Japan, før
Omvæltningen 1858, dannede S. den fornemste Stand,
Krigerstanden. I den tidlige Middelalder,
allerede før 12. Aarh., sagdes Krigerne i Mikadoens
Palads at samurai ɔ: »at være paa Vagt«.
Efterhaanden, som Lensvæsenet udvikledes, gik
Ordet S. over til at betegne hele Krigerstanden,
Lavadelen, hvorfra ogsaa Højadelen,
Daimioerne, rekrutteredes. Som Helhed kaldtes
Højadel og Lavadel i Forening Buke i
Modsætning til den kejserlige Hofadel Kuge, og det
adelige Lensstyre under Shogunernes
Førerskab kaldtes Bakufu. Sin højeste Blomstring
naaede S.-Standen i Tokugava-Shogunatets Tid
1600—1868. Inden for S.-Standen udviklede sig
i Aarhundredernes Løb en særlig ridderlig
Moral og Verdensanskuelse, fuldt udformet som et
etisk System, kaldet Bushi-do (s. d.). Af S.
krævedes først og fremmest Tapperhed,
Oprigtighed og Sanddruhed, intet maatte kunne
skræmme en S., og enhver Art af Anstrengelse
maatte han kunne udholde. Dertil krævedes en
til det yderste gaaende Selvbeherskelse,
saaledes at en ægte S. aldrig ved Ord eller Mine
røbede nogen som helst Følelse, legemlig eller
sjælelig, af hvad Art nævnes kan. Højdepunktet
i Udøvelsen af dette Selvherredømme naaedes
i det ridderlige Selvmord, Harakiri, der
udførtes som en højtidelig ceremoniel Handling,
hvori man allerede som Dreng øvede sig med
Træsværd og Kniv. Den ægte Kriger, Bushi,
burde elske og ære sine Forældre, altid være
retfærdig og føre sine Vaaben i en retfærdig
Sags Tjeneste og have Medlidenhed med de
Svage og Undertrykte, endvidere burde
Ridderen gøre sig gældende ved Høflighed og
fornem Optræden, og i Samkvemmet med sine
Standsfæller følge Etikettens fint udviklede
System; at hilse, gaa og sidde til Bords udførtes
ceremonielt og værdigt, Tedrikningen blev til
en ceremoniel Kultus (se Cha no yu). Man var
sig vel bevidst, hvilken Bet. denne Etikette
havde over for det øvrige Folk: »Dette er al
Etikettes Maal: Du maa danne dit Sind,
saaledes at selv den raaeste Skurk ikke vover at
arigribe din Person, endog naar du sidder
rolig«. S.’s højeste Pligt var Trofasthed og
Lydighed over for sin Lensherre. For denne maatte
han ofre alt, selv sin Familie, sine Børn og til
Tider endog sin Ære. Denne Lydighed var
frivillig, men en Befaling, der krænkede Ærens
ell. Samvittighedens Lov, kunde en S. kun
unddrage sig ved Harakiri. Den klassiske
Skildring af S.’s Æresbegreber og Vasaltroskab
findes i det endnu i vore Dages Japan yndede
Drama Tsjusingura, de 47 Ronin, der efter at
have dræbt deres Herres Morder, en fornem
Daimio, alle 47 begaar Harakiri paa deres
Herres Grav. Sammenligningen mellem S. og det
middelalderlige europ. Ridderskab ligger nær.
Begge Steder udviklede den ridderlige Æreslov
gode og kraftige Egenskaber, men kunde
naturligvis ogsaa, særlig i Dekadencetider,
frembringe indholdsløse Ceremonier og sygeligt
overdrevne Æresbegreber. Imidlertid har den
Ridderaand og høje Kultur, S.-Standen udviklede
i det gamle Japan, haft den største Bet. for
Opdragelsen af det jap. Folk ogsaa i Nutiden.
Der er ingen Tvivl om, at det er denne Aand,
der har gennemsyret det japanske Folk og saa
hurtigt sat det i Stand til at hævde sig i
Kampen mod de europ. Nationer. (Litt.: Inazo
Nitobé, Bushido, the Soul of Japan [1899];
N. H. Chamberlain, Things Japanese
[1902]; A. B. Mitford (Lord Redesdale],
Tales of Old Japan [London 1871, talrige Udgaver];
Karl Larsen, »Japansk Aand« [1909]).
F. de F.
Samursakan, Landskab i Georgien, ligger
langs Kysten mellem Sortehavet og Kaukasus og
er 65 km langt og 40 km bredt. S. er næsten
ganske dækket af Skov og bebos af
muhammedanske Georgier.
(H. P. S.). N. H. J.
Samvat, Navn paa en alm. udbredt
Tidsregning i Indien. Den gaar hyppig under
Navnet Vikramaditya’s Æra, fordi den
begynder med Aaret 57 f. Kr. under Kong
Vikramaditya’s Regering. Anledningen til dens
Indførelse kendes ikke; nogle mener, at
Udgangspunktet er regnet efter Kong Kanishka’s
Tronbestigelse ell. en anden Begivenhed under hans
Regering, men det er meget muligt, at den
først er blevet indført fl. Aarh. efter Kr. (Litt.:
N. L. Westergaard, »Bidrag til de ind.
Lande Malavas og Kanyakubjas Hist.« [Kbhvn
1868]; L. D. Barnett, Antiquities of India
[London 1913]).
D. A.
Samvittighed, se Etik, S. 512.
Samvittighedsægteskab. I lange Tider har
Retsordenerne og nu de nordiske
Ægteskabslove (norsk 1918, svensk 1920 og dansk 1922)
fastholdt, at det Forhold mellem Mand og
Kvinde, hvis Stiftelse ikke opfyldte Lovens
vigtigste Formbetingelser (dansk Ægteskabslov
1922 § 36, 2. Stykke og § 38), var et retligt
Intet som Ægteskab. Dette gælder lige meget,
om Forholdet har en løsere Karakter, ell. det
af Parterne tilstræbes ført efter de etiske
Krav til et Ægteskab, hvilket sidste er blevet
kaldt for et S. (Litt.: Bentzon,
»Familieretten«, I, § 4 [Kbhvn 1924]).
V. B.
Samwer [’zamvər], Karl, tysk
(slesvigholstensk) Politiker og Forf. (1819—82), tog 1843
jur. Eksamen i Kiel og blev derefter Sagfører;
skrev 1844 »Die Staatserbfolge der
Herzogthümer Schleswig-Holstein«, en systematisk
Fremstilling af den slesvig-holstenske Lære herom,
og kom derved i Forbindelse med Hertug
Christian af Augustenborg. 1846 var han
Hovedtaleren paa Neumünster-Mødet mod det kgl.
»Aabne Brev« og skrev »Die Vorgänge des Jahres
1721«, der yderligere udviklede hans Opfattelse,
samt et nyt Modskrift »Das
Commissionsbedenken über die Erbfolge« (1847). Han flyttede
1846 til Kiel, tog i Marts 1848 vigtig Del i
Oprøret og anførte selv de Frivillige fra Kiel, der
medvirkede ved Rendsburgs Overrumpling, samt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
