Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sandby, Herman - Sandby, Paul - Sandceller - Sanddæmpning - Sande - Sande (Herred, Nord-Jarlsberg Sorenskriveri)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Instrument. Straks ved sin Debut i Kbhvn vakte
han Opsigt og har siden erhvervet sig et stort
Navn ved vidtstrakte Koncertturneer i Nordens
Lande, Tyskland, England og Amerika. Ogsaa
som Komponist er han optraadt, bl. a. med
fl. Værker for Kammermusik.
A. H.
Sandby [’sändbi], Paul, eng. Maler og
Radierer (1725—1809), har udført en Mængde
landskabelige og arkitektoniske Tegninger fra
Skotland og det syd- og vestlige England. Han
har ogsaa raderet meget og særlig gjort sig
bemærket ved sine Akvatintastik; paa dette
Omraade er han bleven Banebryder i eng. Kunst,
idet han skal være den første, der i England
har brugt Leprince’s Akvatintametode. Ogsaa i
Akvarelmaleriet var S. Foregangsmanden; man
har endog givet ham det smigrende Tilnavn
»Akvarelkunstens Fader« (se
Akvarelmaleri). En Del Tegninger og Akvareller af S. i
S.-Kensington-Museet. 1768—99 virkede han
som Tegnelærer ved Militærskolen i Woolwich.
Værker af P. S. i Brit. Mus., S.-Kensington, Gal.
i Edinburgh, Dublin m. v. (Litt.: F.
Gibson, P. a. Thomas S. [Studio Vol. 72]).
A. Hk.
Sandceller (bot.) kaldes de af talrige, meget
smaa Krystaller af Kalciumoxalat fyldte
Parenkymceller, som især er karakteristiske for
Slægter inden for Natskyggefamilien.
A. M.
Sanddæmpning kaldes det Arbejde, ved
hvilket man hindrer Flyvesand i at flyve. Den
fuldstændigste S. opnaas ved, at man dækker
hele Overfladen med Lyngtørv ell. oftere med
Lyng, som er hugget ell. rusket, og som lægges
tagformet med Rodenden mod Vinden.
Efterhaanden vil der da indfinde sig forsk.
Sandplanter, som til sidst danner et
sammenhængende Plantesamfund. Hyppigere bruges S. ved
Hjælp af Klittag (Psamma arenaria), som
plantes tæt i Rader hen over Sandet, vinkelret paa
Vindretningen. Klittag (Hjælmen) kan dog kun
vedblive at vokse og trives, saa længe der
tilføres nyt Sand; standser denne Tilførsel, gaar
Hjælmen efterhaanden ud og giver Plads for
andre Sandplanter. (Litt.: C. C.
Andresen, »Klitformationen« og J. P. F. Bang i
»Tidsskr. f. Skovbrug«, Bd XII, S. 1. ff.).
C. V. P.
Sande (sandar) kaldes paa Island de store
Grusstrækninger ndf. Jøklerne, som er dannede
af de utallige, foranderlige Elve, der strømmer
ud fra Gletscherne. De har størst Udstrækning
paa Sydkysten af Island ndf. Vatnajökull og
Mýrdalsjökull, hvor de optager et Areal af 2500
km2. Paa denne Kyst findes ingen Havne, de
løse Masser, som Gletscherelvene har nedført,
har lidt efter lidt udfyldt alle Fjorde, og Havet
udenfor er saa grundt, at det er farligt for
Skibe at nærme sig Kysten. S. er for største
Delen sammensatte af Flodgrus af forsk.
Størrelse og af Sand og Ler, og hvor Vulkaner er i
Nærheden, er vulkansk Aske og Skorier
blandede sammen med Flodgrus, Sand og skurede
Jøkelstene. Paa de flade Sandstrækninger
veksler Flodløbene idelig, da Vandmængden er
yderst variabel efter Issmeltningen i Jøklerne.
Alle Jøkelelve har det tilfælles, at de fører meget
Grus og Ler, og at de paa Fladlandet forgrener
sig meget stærkt; Floderne opdæmmes af det
medførte Grus, de stærkeste Arme river sig
frem gennem Gruset, møder ny Hindringer,
forgrener sig, forenes med andre o. s. v. En
saadan Elv er derfor et højst indviklet Kompleks
af Hundreder af Arme med mellemliggende
Sand- og Lerøer og Grusrygge, der er lige saa
foranderlige som Elven selv. Jøkelelvenes
Aflejringer er derfor meget vekslende med fint og
groft Materiale, der afsættes under Elvenes
daglige Arbejde paa S., men af og til indtræffer
større Katastrofer, de saakaldte Jøkelløb. Disse
er af to Slags, ordinære Løb, der fremkommer,
naar større ell. mindre Vandsamlinger i
Jøklerne bryder deres Dæmninger og udgyder sig
i Elvene, saa de oversvømmer deres Bredder,
og ekstraordinære Løb, naar Gletscherne
pludselig sønderbrydes af vulkanske Udbrud,
hvorved store Arealer oversvømmes af vældige
Vandflomme, ladede med store Isstykker, Grus
og Klippeblokke. De islandske S.’s Dannelse er
af megen Interesse for Glacialgeologien, da
store Sandstrækninger under Istiden paa en
lgn. Maade er blevne dannede foran
Indlandsisens Rand af Istidens utallige Floder, især i
Nordtyskland. (Litt.: Th. Thoroddsen i
»Geografisk Tidsskrift« XII [1894, S. 208—213];
Otto Torell, »Undersökningar öfver Istiden«
[»Öfversigt af Vetensk. Akad. Forhandl.«, Sthlm
1872, Nr 10]; K. Keilhack, »Vergleichende
Beobachtungen an isländischen Gletscher- und
norddeutschen Diluvial-Ablagerungen« [»Jahrb.
d. kgl. preuss. geolog. Landesanstalt für 1883«
[Berlin 1884]; Th. Thoroddsen, »Island,
Grundriss d. Geographie und Geologie« [Gotha
1905—06]; samme, »Lýsing Islands«, I—II
[Kmhofn 1908—11]).
(Th. Th.). B. Th. M.
Sande, Herred, Nord-Jarlsberg
Sorenskriveri, Nord-Jarlsberg Politidistrikt, Vestfold
Fylke, 179 km2 med (1920) 4277 Indb. S., der
tillige udgør S. Præstegæld og Sogn,
begrænses af Herrederne Skoger, Strømm, Botne og
Hof. S. ligger omkr. og N. f. den Arm af
Oslofjorden, der benævnes Sandesognsbugten ell.
Sandesognsfjorden. Med Undtagelse af 4
mindre Øer, hvoriblandt Kommersøen og Bjørkøen,
i den ydre Del af denne Bugt, bestaar S.
udelukkende af Fastland. Herredets Midtparti
dannes af en bred, aaben og veldyrket Slette
med Hovedretning fra Syd til N., der dog i sin
nordlige Del gaar over i et temmelig kuperet
Bakkelandskab. Saavel mod V. som mod Ø.
begrænses dette aabne Midtparti af skovklædte
Aas- og Fjeldstrækninger, af hvilke særlig de
paa Vestsiden er nok saa høje. Af Toppe her
kan nævnes Sletaas (c. 550 m) og længere mod
S. Vittingen, fra hvilket sidste Fjeld en Gren
skyder sig frem helt til Sandesognsbugten med
stejl Skraaning mod samme. Af Toppe i
Herredets østlige Fjeldbegrænsning kan nævnes
Storaas (360 m) og Røisaas (373 m). Herredets
dyrkbare Mark findes fornemmelig i selve
Sandedalen og langs Nordsiden af
Sandesognsbugten. Langs denne Bugt findes derhos nogle
Sandstensbrud, hvorhos der paa Kommersøen
findes Marmor, som har fundet Anvendelse ved
fl. Byggeforetagender, bl. a. til Christiansborg
Slot i Kbhvn. Desuden findes inden for
Herredet nogle, nu nedlagte, Gruber, der har tilhørt
det nedlagte Jarlsberg Værk, som først laa paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
