Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sankhya - Sankoniaton
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men bliver selvbevidst gennem Forening med
Materien, fra hvilken ahankara
(»Jegheden«) er udviklet, den Substans, der gør
Sjælen bevidst og paatrykker den den
Vrangforestilling, at det er den selv, der hører, ser
o. s. v., men i Virkeligheden er den selv
hverken frembragt af noget andet ell. Frembringer
af noget, thi selv alle Forestillinger og Indtryk
kommer fra Materien. Det er alene Materien,
der frembringer den eksisterende Verden: i
Urmaterien er de 3 guņa’er i en Tilstand af
Ligevægt med hverandre, men naar denne
Ligevægt forstyrres, begynder Omblandingen, og da
opstaar Verden gennem en lang
Udviklingsproces (sarga), der begynder med Udfoldelsen af
buddhi og ender med de grovere Elementer;
derefter indtræder en ny Periode (visarga).
i hvilken Verden bestaar, og den skabende
Naturkraft udvikler Individerne o. s. v., og efter
denne kommer igen en tilsvarende
Opløsningsperiode, en Reabsorption (pralaya), og
saaledes gentager dette sig i det uendelige.
Aarsagen til Bevægelsen er en gensidig mekanisk
Paavirkning mellem Materien og Sjælene, og
den Afhængighed, hvori Sjælene derved
kommer til Materien, har atter sin Grund i
Karman (Gerningen) (s. d.) fra en tidligere
Verdensperiode, som fordrer Kompensation i en ny
Periode; Fejlen er altsaa den, at Sjælene, hvis
Tal er uendeligt, i deres Enkelttilværelse ikke
har frigjort sig gennem den rette Erkendelse
(jfr ovf.). Materiens Udfoldelse har derfor det
Maal, dels at skaffe Sjælene i en
Erfaringstilstand (bhoga), hvor de bevidst kan nyde (ɔ:
føle Lyst og Smerte), dels at give dem Lejlighed
til Erkendelse af den rette Sammenhæng. Det
her anførte er blot en Antydning af
Sankhyafilosofiens Grundtanker, som i Systemet er
udførte i langt mere detailleret Skikkelse, der paa
mange Punkter vidner om fin Dialektik og
Originalitet. Sankhyalæren har derfor ogsaa haft
en stor Bet. for hele den filosofiske Tænkning i
Indien, og mange af dens Tanker er gaaede
over i de øvrige indiske Systemer og blevne
almen-indiske, saaledes Læren om Guņa’erne;
men p. Gr. a. sit pessimistiske Livssyn og sin
skarpe Rationalisme naaede den dog ikke den
Popularitet som Vedanta-Læren. Overfor
Vaiçeshika-Filosofiens Lære om Atomerne
stiller den sig i skarp Opposition, thi selv de
fineste Elementer (aņu) kan ikke opfattes som
udelelige; over for samme fastslaar den ogsaa
Grundsætningen ex nihilo nihil, ligesom den
P. Gr. a. sin hele Opfattelse af Materien som
evig og uendelig identificerer Aarsagen med det
frembragte Produkt. Af Sankhyafilosofien
fremgik senere den nærbeslægtede Yoga-Filosofi,
som dog afviger derfra ved sin afgjorte
teistiske Karakter. Ogsaa uden for selve Indien
synes Sankhyalæren allerede i Oldtiden at have
øvet Indflydelse; saaledes antages det
almindelig for sikkert, at saavel Gnosticismen som
Nyplatonismen er i ikke ringe Grad
paavirket af S.
Som Grundlægger af Sankhyafilosofien
angiver Traditionen en vis Kapila, der i
buddhistiske Kilder sættes i Forbindelse med
Bynavnet Kapilavastu, Buddha’s Fødested. Han
antages at have levet henimod 600 f. Kr., men der
vides for øvrigt intet historisk om ham, og
ingen Skr af ham er bevarede. Den ældste
Fremstilling, vi har af S., er vistnok den, som
findes i Mahabharata, særlig i 12. Bog, og i
Bhagavadgita, men der findes dog her en Del
Afvigelser fra det System, som foreligger i de
egl. Lærebøger, der er af forholdsvis sen
Oprindelse. En stor Mængde af Puraņa’ernes
Kosmologi er ogsaa overensstemmende med S.,
men omtydet og blandet med Vedanta-Filosofi.
Den ældste Lærebog, som der hentydes til, var
forfattet af Pañcaçikha, men hans Værk
eksisterer ikke; i de nærmeste Aarh. efter Kr.
synes Sankhyaskolen at have haft sin
Blomstringsperiode, og det er sandsynligt, at
Içvara-Kŗshņa’s Sankhya-karika, den
ældste fuldstændige Lærebog, som haves,
stammer fra denne Tid; den blev i 6. Aarh. oversat
paa Kinesisk. Til denne Lærebog (udg. og
overs. af Colebrooke og Wilson [Oxford
1837 og Bombay 1887]) haves to udmærkede
Kommentarer af Gaudapada (700 Aar e.
Kr.) og af Vacaspatimiçra (12. Aarh.).
De saakaldte Sankhya-Sutra’er, der
falskelig tilskrives Kapila, er en senere
Kompilation fra c. 1400 e. Kr. (The
Sankhya-pravacana-bhasya, by Vijñanabhikshu, ed. by R.
Garbe [Cambridge, Mass. 1895]). Jfr.
Indisk Filosofi. (Litt.: R. Garbe,
»Sankhya-Philosophie« [Leipzig 1894];
samme, »Sankhya und Yoga« [= »Grundriss der
Indo-arischen Philologie und Altertumskunde«,
III Bd, 4. H., Strassburg 1896]; Max Müller,
Six Systems of Indian Philosophy [Lond. 1899];
H. Jacobi, »Der Ursprung des Buddhismus
aus dem Sankhya-Yoga« [»Nachr. d. Gött. Ges.
d. Wiss.«, 1896]; H. Oldenberg, »Buddha«
[3. Opl. Excurs., Berlin 1897]; A.
Macdonell, A History of Sanskrit Literature
[Lond. 1900]).
D. A.
Sankoniaton [saŋko’niato’n] omtales i senere
Skr som en fønikisk Forf., der menes at have
levet omtr. ved Aar 1250 f. Kr. og siges i
fønikisk Sprog at have skrevet en Bog om
Fønikernes Historie og Religion. Af et saadant Skrift
haves der ikke det allermindste Brudstykke,
hvorimod der hos Eusebios er bevaret Stykker
af et paa Græsk affattet Skrift, der skyldes
Herennios Filon fra Byblos, og som udgiver sig
for en Oversættelse af et ældgammelt fønikisk
Skrift af S. Dette er imidlertid en ren
Umulighed. Det, vi har af Filon’s Skrift, bærer helt
igennem Vidnesbyrd om at være fremkommet
i den hellenistiske Tid; men herved er det ikke
udelukket, at Filon i alt Fald delvis kan have
øst af ældre, virkelig fønikiske Optegnelser,
muligvis ogsaa af Skr, der henførtes til en vis
S. Men nogen nærmere Oplysning kan ikke
gives. De Brudstykker, der haves af S. hos
Filon, er udgivne af Orelli (Leipzig 1826) og
senere af C. Müller, »Fragm. Hist. Græc.«, III
(Paris 1849). 1836 udgav Fz. Wagenfeld fra
Bremen »S.’s Urgeschichte der Phönicier« og
derpaa den gr. Tekst af Filon’s Oversættelse af
S. med lat. Gengivelse (Bremen 1837) og en
tysk Oversættelse af det hele (Lübeck 1837).
Men det paavistes snart, at her forelaa et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
