Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sankt Gotthard - Sankt Gotthard-Banen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bygget op, er Gnejs, men tillige forekommer
Granit, Hornblendeskifer og Glimmer. Gips,
Dolomit, Kalksten o. a. Sedimentbjergarter findes
kun paa Massivets Rande mod N. og Syd.
Lagene i Bjergmaterialet er rejste næsten lodret
op og viger ud mod N. og Syd, saaledes at et
Tværsnit bliver vifteformet. S. G. er af stor
Interesse for Turisten ved sit storslaaede Præg,
for Geologen ved sin Bygning og sine intensive
Forvitringsfænomener og for Mineralogen ved
sin Rigdom paa Silikater o. a. Mineraler. I
geografisk Henseende spiller S. G. en Rolle ved
sin Beliggenhed som Centrum for de
schweiziske Alpesystemer og derved, at det er
Kilderegion for Aare, Reusz, Rhinen, Ticino og
Rhône. Til S. G.-Systemet i videre Forstand
regnes ogsaa undertiden Bjerglandet Ø. f.
Val-Canaria indtil Val Medels og Lukmanier-Passet
samt den mod SØ. gaaende Udløber, der
begrænses af Dalene om Brenno og Ticino indtil
disse Floders Sammenløb, og som i Pizzo di
Molare hæver sig til 2583 m. S. G. var allerede
kendt i Oldtiden og svarer tilnærmelsesvis til de
gamles lepontiske Alper.
Passet S. G., hvorefter hele
Bjerggruppen har faaet Navn, er det eneste Sted i de
schweiziske Alper, hvor to lige over for
hinarden liggende Tværdale skærer sig ind til
selve den centrale Kerne af Hovedkæden. De to
omtalte Tværdale er Reusz-Dalen, der kommer
N. fra mellem Berner- og Glarus-Alperne, og
Ticino-Dalen S. fra mellem Ticino-Alperne og
Adula-Gruppen. Skønt S. G. følgelig tilsteder
ved Overskridelsen af et eneste Bjergdrag at
komme fra Nord- til Sydskraaningen, er det dog
p. Gr. a. Terrainets Uvejsomhed en af de
yngste bl. de store Samfærdselsveje i Alperne.
Romerne benyttede ikke S. G. 569 trængte
Langobarderne frem over S. G. Syd fra og byggede
en Hængebro over Reusz-Slugten, som skal have
eksisteret til Karl den Store’s Dage. Først i
Midten af 13. Aarh. blev S. G.-Passet taget i
hyppigere Brug af Pilegrimme og senere af
Købmænd. En Sti for Lastdyr omtales første
Gang 1293 og et Hospits med den hellige
Gotthard’s Kapel først 1331. I de flg. Aarh. tjente
S. G. hyppig som Hærvej. 1708 opnaaede man
ved Sprængning af Tunnelen gennem
Urnerloch at kunne undgaa den farlige Passage ad
Hængebro over den vildtbrusende Reusz.
Endnu var Vejen kun en 3—4 m bred, med
Rullestensblokke brolagt Sti, der dog 1775 passeredes
af det første Køretøj. 1799 var S. G.
Skuepladsen for haardnakkede Kampe mellem
Franskmændene og de fra Italien fremrykkende
Russere. 1820—24 byggede Kantonerne Uri og
Ticino den nuv. Postvej, der fra Flüelen til
Bellinzona har en Længde af 125 km og mellem
Fibbia og Monte Prosa naar sin største Højde,
2111 m. Omtr. 1/2 km SØ. f. dette Punkt ved
Enden af Gotthard-Søen ligger Hospits S. G.,
hvis nuv. Bygninger er opførte 1834—37, og et
Hotel. Fra 1882 er Post- og Persontrafikken, der
da beløb sig til 60—70000 Rejsende, gaaet over
til S. G.-Banen (s. d.). Siden 1885 har den
schweiziske Regering med en Bekostning af 32
Mill. Kr anlagt en Række Værker til Forsvar
af S. G.-Passet og S. G.-Tunnelen, og
førstnævnte udgør nu med alle sine Adgangsveje
dækkede en udmærket befæstet Lejr. (Litt.:
Türler, »S. G., Airolo und Val Piora« [Bern
1891]).
(H. P. S.). O. K.
Sankt Gotthard-Banen danner Forbindelse
over Alperne mellem de ital. Baner paa den
ene Side og de schweiziske og derigennem hele
det mellemeuropæiske Banenet paa den anden.
Hovedlinien (2250,10 km) er: Luzern—Arth
Goldau—Flüelen—Bellinzona—Chiasso, og hertil
slutter sig fl. Sidelinier, nemlig: Zug—Arth
Goldau (15,76 km), Giubiasco—Pino (Grænsen)
(21,83 km) og Cadenazzo—Locarno (12,46 km),
saa hele Nettets Længde bliver 275,15 km.
Bestræbelserne for at tilvejebringe en
Forbindelsesbane over Alperne gaar helt tilbage til 1838,
idet Ingeniør La Nicca fra Graubünden med
denne Tanke for Øje undersøgte de
østschweiziske Pas ved Splügen og Lukmanier; 1845 fik
han Koncession paa Anlæg af en saadan
Jernbane; først noget senere (Aug. 1852) udpegedes
Skt-Gotthard-Overgangen som den heldigste,
nemlig dels af Ingeniør Koller, dels af
Overingeniør Luchini fra Tessin. Der stod
imidlertid endnu mange Forhandlinger og
Overvejelser tilbage, inden man kunde begynde paa
Planens Realisation, og først efter at der 15.
Oktbr 1869 var sluttet en Overenskomst mellem
Italien, Schweiz og Tyskland (suppleret ved
Tillægsoverenskomster af 12. Marts 1878 og 16.
Juni 1879) ang. Subventioner til et samlet Beløb
af 119 Mill. frc. (58 fra Italien, 31 fra Schweiz
og 30 fra Tyskland), der skulde ydes til et
privat Baneselskab, lykkedes det 6. Decbr 1871
Escher at faa stiftet et saadant Selskab,
og Efteraaret 1872 toges da fat paa Bygningen;
Strækningernei Lugano—Chiasso og
Biasca—Bellinzona aabnedes for Drift 6., henh. 20. Decbr
1874; 1. Jan. 1882 indrettedes en provisorisk
Drift mellem Göschenen og Airolo, og s. A.
aabnedes Strækningen Bellinzona—Lugano
(Monte—Cenere-Linien) 10. Apr., hele Linien
Immensee—Chiasso 1. Juni og Strækningen
Bellinzona—Luino 4. Decbr for Drift. Først 1. Juni
1897 blev de resterende Tilslutningslinier
Luzern—Immensee og Zug—Arth Goldau taget i
Brug, og hermed var hele Banenettet fuldført.
— Teknisk set betegner S.’s Bygning en af de
ypperste Præstationer paa Bjergbanernes
Omraade. Den egl. Alpebane har 90 km’s Længde
og strækker sig fra Erstfeld (Nord) til
Biasca (Syd); den falder i Hovedsagen i 3
Afsnit: den nordlige Rampe i Reusz-Dalen
(Erstfeld—Göschenen) med 26 ‰
Maksimalstigning, den sydlige i Tessin-Dalen
(Airolo—Biasca) med 27 ‰ Stigning og derimellem den
store Skt-Gotthard-Tunnel;
Tilslutningsstrækningerne N. og S. fra har i det væsentligste 10 ‰
Stigning; den mindste og hyppigste Kurveradius
er 300 m, men der er undtagelsesvis anvendt
ned til 280 m Radius. Traceringen af Banelinien
er overordentlig interessant, idet man for at
kunne nøjes med de angivne Stigninger her for
første Gang anvendte spiralformede Tunneler
(»Kehrtunnel«), hvorved der skaffedes Længde
nok for Stigningen. Hosstaaende Figur viser
det interessanteste Parti paa den nordlige
Rampe, nemlig den omtr. helt cirkelformede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
