Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sansibar - Sanskrit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
S. til Udgangspunkt. Det selvstændige Sultanat
S. ophørte at eksistere 1890, da Besiddelserne
paa Fastlandet gik over til Tyskerne og
Englænderne, og Øerne S. og Pemba, der forblev
Sultanens Ejendom, kom under britisk
Protektorat. 1913 blev Kontrollen over Protektoratet,
som foruden S. omfatter Øen Pemba (83000
Indb.), overført fra Udenrigsministeriet til
Kolonialministeriet. Guvernøren over
Kenya-Kolonien i Østafrika er Højkommissær, den lokale
Administration er i Hænderne paa en britisk
Resident. Sultanatet er vedblevet at bestaa, og
Sultanen er Præsident i et Protectorate
Council paa 9 Medlemmer, der dog kun har
raadgivende Myndighed, men Dekreter, udstedte af
Sultanen, har Gyldighed, hvis de er
kontrasignerede af den britiske Resident. (Litt.: R.
N. Lyne, Zanzibar in contemporary times
[1905]; F. B. Pearce, Zanzibar. The Island
Metropolis of Eastern Africa [1920];
Drumkey’s Yearbook for East Africa [aarlig]).
C. A.
Sanskrit er i videre Forstand den alm.
Betegnelse for det gl. indiske Sprog (»Oldindisk«),
hvori den ældre indiske Litteratur er affattet
(se indisk Litteratur), Modersproget til
alle de yngre ariske Sprogformer i Indien (se
indiske Sprog 4.), og repræsenterer altsaa
den ældste Type af den østligste Gren af de
indoeuropæiske Sprog, blandt hvilke det er
nærmest beslægtet med de oldiranske Sprog. S.
skrives med et særegent Alfabet, det saakaldte
Nagari ell. Devanagari (maaske
»Købstadskrift«, i Modsætnig til provinsielle
Alfabeter [?]), hvilket er udviklet af den i de ældste
indiske Indskrifter anvendte Brahma-lipi
ell. Brahmi, Grundtypen for alle de forsk.
Alfabeter, der anvendes i Nord- og Sydindien,
i Tibet, Bagindien og paa de ostindiske Øer;
men foruden dette Alfabet bruges dog ogsaa i
selve Indien de forsk. Landsdeles egne
Alfabeter (bengalsk, tamulisk o. s. v.) til at skrive
det hellige Sprog med. I de i Europa trykte
S.-Bøger anvendes Devanagari-Alfabetet eller
sjældnere det latinske Alfabet med Indførelse
af forsk. Ændringer ved Typerne. Alfabetet,
der skrives fra venstre til højre, er delvis en
Stavelsesskrift, for saa vidt som alle
Konsonanttegnene, naar ikke særlige Vokaltegn er
tilføjede, læses som en Stavelse, der indeholder
Vokalen a (ka, pa, la o. s. v.); de øvrige
Vokaler har nemlig, foruden deres særegne
Hovedtegn, tillige hver et mindre Tegn, der
bruges til at sætte i Forbindelse med
Konsonanttegnene. Til dette Tegnsystem hører
endvidere 10 Taltegn, nemlig Tegn for Tallene 1—9
og et særligt Tegn for Nul (çunyabindu, »den
tomme Prik«), hvilket sidste, som er en spec.
ind. Opfindelse, opr. havde Form af et Punkt,
men senere ændredes til et kredsformet Tegn.
Alfabetet indeholder Tegn for flg. Lyd, der er
ordnede efter fonetiske Principper: A. Vokaler:
a, ā, i, ī, u, ū, r, ṝ, ḷ, ḹ, e, āi, o, āu. B.
Konsonanter: 1) Gutturaler: k, kh, g, gh, ṅ; 2)
Palataler: c, ch, j, jh, ñ; 3) Lingvaler: ṭ, ṭh,
ḍ, ḍh, ṇ; 4) Dentaler: t, th, d, dh, n; 5)
Labialer: p, ph, b, bh, m; 6) Halvvokaler: y, r,
l, v; 7) Hvislelyd: ç (ell. ś), sh (ell. ṣ), s; 8)
den tonende Spirant: h; hertil kommer den
tonløse Aandelyd ḥ (Visarga) og Næselyden m
(Anusvara), der delvis erstatter resp. en
udlydende Hvisler ell. Nasal. Ejendommeligt for
S. er saaledes r- og l-Vokalerne, det komplette
System af aspirerede Konsonanter (kh, th o.
s. v.), hvis Udtale er forsk. fra tysk ch og eng.
th (se Aspirata), fremdeles den lingvale
(cerebrale) Konsonantrække (t, d o. s. v.), der
under Sprogets Udvikling vinder mere og mere
Terrain, og endelig det tonende h.
Halvvokalerne er tonende og henføres resp. til 2.—5.
Konsonantgruppe med Hensyn til
Artikulationsstedet. Hvislelydene ç (palatal), sh (lingval)
og s (dental) er derimod alle tonløse, idet den
indoeuropæiske tonende s-Lyd (z) er
bortfalden i S. Over for fælles-indoeuropæisk
frembyder S. endvidere en Række andre
Ejendommeligheder, af hvilke særlig skal fremhæves,
at de korte Vokaler a, e, o alle er faldne
sammen til a (jfr de ndf. nævnte Eks.), og S. a
repræsenterer derfor ogsaa opr. a, e og o,
medens S. e og o er opstaaede af opr.
Tvelyde (ai, ei, oi og au, eu, ou); paa den
anden Side finder man i S. undertiden i for
indoeuropæisk a (ə?), f. Eks. pitar (pater),
sthitas (status). De opr. r- og l-Vokaler
er bevarede (l dog kun i ganske faa Ord), men
n- og m-Vokalerne er erstattede af a (ell. an)
som i Græsk. Som Følge af denne Udvikling
af Vokalsystemet er a-Lydene mere
fremherskende i S. end i de andre indoeuropæiske
Sprog. De opr. Bagtungekonsonanter er i S.
udviklede saaledes, at k-Rækken gik over til
ç (s), j og h, f. Eks. çatam (lat. centum),
janas (lat. genus), vaha, førende (gr. όχος),
medens q-Rækken optræder dels som k, g, gh,
dels (foran opr. palatale Vokaler), som c, j,
jh, saaledes at Pronominalstammen ka-
svarer til lat. quo-, men ca (og) = lat. que o. s. v.
(jfr indoeuropæiske Sprog). M. H. t.
den grammatiske Bygning er S. ligesom de
øvrige indoeuropæiske Sprog et Fleksionssprog.
I Nominalbøjningen findes Former for Ental,
Total og Flertal, hver med 8 Kasusformer:
Nominativ, Vokativ, Akkusativ, Instrumentalis,
Dativ, Genitiv, Ablativ, Lokativ, af hvilke dog
fl. falder sammen i fl. af Bøjningstyperne og
navnlig i Total, hvor man kun har 3 Former;
Ordene er enten af Hankøn, Hunkøn ell.
Intetkøn, hvoraf Hunkønsordene i de fleste Tilfælde
har særlige Endelser, medens Hankøns- og
Intetkønsendelserne næsten er identiske (Nom.
og Akk. Neutr. falder altid sammen).
Verbalbøjningen er særlig rig paa Former:
Endelserne falder i 2 Rækker, de aktive og de
mediale, og inden for hver af disse haves særlige
Endelser for de 3 grammatiske Personer i de
3 Tal. Tempus-Formerne er: Præsens med
Imperfektum, Aorist, Perfektum og Futurum; ved
Siden af det alm. Perfektum og Futurum findes
ogsaa perifrastiske Former. Det alm. Futurum
er et s-Futurum (med Stavelsen -sya-), og det
alm. Perfektum dannes som i Græsk ved
Reduplikation: da-dárça (gr. δέδορκα),
ca-kara (af kar-, gøre), bi-bhéda (af
bhid-findo), tu-tóda (lat. tutudi) o. s. v.
Imperfektum og Aorist dannes med
Augmentstavelsen á- (gr. ε); af Futurumstammen dannes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
