Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schelling, Friedrich Wilhelm Joseph - Scheltopusik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skarpere Brevveksling (»Fichte’s und S.’s philos.
Briefwechsel« [1856], S. 80 ff.) kom det 1801
til et afgørende Brud mellem de to Venner.
Samtidig knyttedes et nærmere Venskab mellem
S. og Hegel, der nu var kommen til Jena; filos.
synes S. her at have været den Førende og har
sikkert øvet Indflydelse paa Vennens Udvikling.
S.’s tredie Stadium (1801—03) adskiller sig blot
fra det andet derved, at den Tanke: at Natur
og Aand er det samme, skydes mere i
Forgrunden; selve det absolutte som Identiteten bliver
Filosofiens egl. Objekt. Heraf følger, da de
samme Former skal gaa igen i de forsk.
Potenser, en endnu vilkaarligere Symbolik ell.
Analogiseren af de forsk. Naturfænomener og en
stærkere Fremhæven af den mystiske Skuen af
Enheden. Denne træder særlig frem i den
sværmeriske Dialog »Bruno« (1802); de andre
Skrifter fra denne Periode er: »Darstellung meines
Systems« (1801) og »Fernere Darstellung« (1802).
Særlig maa fremhæves: »Die Methode des
academischen Studium« (1803), der maaske er S.’s
betydeligste Værk. Interessant er her den hist.
mere underordnede Stilling, S. i Modsætning til
sin senere Filosofi giver Kristendommen
(Vorles., IX), og Udformningen af den Tanke, han
iflg. sin Fremhæven af det absolutte som det
opr. og højeste maatte naa til, og som i alle sine
Former er et af de typiske Mærker for
Romantikken: Dekadenceteorien, klarest udtrykt i de
Ord: »Der gives ingen Tilstand af Barbari, som
ikke stammer fra en Kultur, der er gaaet til
Grunde« (Vorles., VIII). Denne Overføring af
Princippet om at forklare det lavere ud fra det
højere, fra Naturfilosofien til det hist. Omraade
har særlig i Religionsvidenskaben spillet en stor
og højst uheldig Rolle (den S.-Creuzer’ske
»Urmonoteisme«). Ved denne Tanke om Frafaldet
fra Ideerne ytrer sig allerede stærkt en
platoniserende Tendens, der bliver det afgørende i S.’s
4. Stadium (1804—09). Hans Hovedværk fra
denne Periode er »Philosophie und Religion«
(1804), hvortil slutter sig »Das Verhältniss des
Realen und Idealen in der Natur« (1806),
»Darlegung d. wahren Verhältn. d. Naturphilos. z.
verbess. Fichte’schen Lehre« (s. A.), »Über d.
Verhältn. d. bildende Künste z. Natur« (1807)
og nogle Afh. (i »Jahrbücher d. Medicin«).
Medens alle disse Stadier glider over i hverandre,
sætter 1809, hans første Hustrus Dødsaar, et
afgørende Skel; den Filosofi, der ligger efter det
i hint Aar udkomne Skrift: »Untersuch. über d.
Wesen d. menschl. Freiheit«, betegner S. selv
som den »positive«; i Virkeligheden er det en
mere teistisk Religionsfilosofi i Modsætning til
hans Ungdoms Naturpanteisme. Efter sit
Jena-Ophold var han allerede ført ind paa det
religiøse Problem gennem Eschenmayer (»Philos. u.
Rel. Vorbericht«); sin nærmere Udvikling fik
hans Tænkning paa dette Punkt ved
Paavirkning fra Baader og særlig Jacob Böhme, hvis
mystiske Teosofi han optog i sit System. Mere og
mere skød Tanken om en opr. Modsætning i
Guddommen sig frem foran den tidligere
Hævdelse af det absolutte som det identiske. Til
nævnte Skrift slutter sig et skarpt Stridsskrift
mod Jacobi (1812) og et lille religionshistorisk
Skrift: »Die Gottheiten v. Samothrake« (1815).
Med 1809 var den store Standsning i hans
Produktion indtraadt. Som han engang holdt
Opgør med Fichte, var der blevet holdt Opgør
med ham selv; hans tidligere Ven og
Forbundsfælle, Hegel, der saa, at hans Filosofi førte ud
i Sværmeri og videnskabelig Tomhed, tog i
Fortalen til sit første store Værk
(»Phänomenologie« [1807]) Afstand fra S. og hans absolutte,
»Mørket, hvori alle Katte er graa«. Fichte havde
lagt Tyngdepunktet i Etikken, S. lagde det over
i Naturfilosofien, det blev nu Hegel, der førte
Romantikkens Filosofi videre ved væsentlig at
lægge det over i Historien; dermed brød han
Spekulationen og tillige den europ. Aandsvidenskab
ny Baner og erobrede efter Fichte’s Død
ubestridt Førerstillingen i den tyske Filosofi, hvad
S. aldrig tilgav ham. Da efter Hegel’s Død hans
Skoles venstre Fløj drog religionsfilosofiske
Konsekvenser af Mesterens Lære, der forekom
Kirken betænkelige, kaldte den reaktionære
Romantiker paa Preussen’s Trone 1841 S. til
Berlin for at støtte den kirkelige Reaktion. S.
begyndte sine Forelæsninger (»Philos. d.
Mythologie« og »Philos. d. Offenbarung«) under stor
Tilstrømning og store Forventninger; men disse
skuffedes bittert. Hans ny Filosofi, der skulde
vise Udviklingen fra »Urmonoteismen« gennem
Mytologien til den pavelige og den
protestantiske Kristendom og videre til Romantikkens
Yndlingsform for Kristendom, den Johanneiske,
er en bred og daarlig Fremstilling af urigtige
Ideer og ligner kun hans Ungdoms Værker ved
sine fantastiske Analogier og sin Foragt for
Kendsgerninger. Som sikkert ingen anden har
S., særlig ved sin Naturfilosofi, haft den
sørgelige Lod at bringe Filosofien i Vanry, og dog har
hans Tanker øvet en befrugtende Indflydelse
paa de forskelligste Kredse; en bestemt
afgrænset Skole har S., der selv saa ofte skiftede
Standpunkt, ikke efterladt sig. Under hans
Paavirkning var bl. a. Hegel, Baader, Fr. Krause,
W. Rosenkranz, Solger, Coleridge og af
Naturforskere Mænd som Johs. Müller, v. Baer, K. G.
Carus og H. C. Ørsted. Hans samlede Værker
(14 Bd) er udgivne 1856—61. (Litt.: »Aus S.’s
Leben. In Briefen« [udg. af Plitt, 1869—70];
Beckers, »S.’s Geistesentwickelung« [1875];
Kuno Fischer, »S.’s Leben u. Schriften«
1872—77 = »Gesch. d. neueren Philos.« VI];
Franz, »S.’s positive Philos.« [1879—80];
Høffding, »Den nyere Filosofis Historie« [1895], II,
143—155).
(A. T-n.).
Scheltopusik (Ophisaurus eller Pseudopus
apus, Pall) er Navnet paa en til Staalormenes
Familie (Anguidæ) hørende Firbeneform. Den
kan blive over 1 m lang og har en ikke ringe
Lighed med Staalormen, saavel ved
Skælklædningens Glans og Farve som ved sin
tilsyneladende Lemmeløshed; en nøjagtig Undersøgelse
viser imidlertid Rudimenter af Bagbenene paa
Siden af Gattet; langs ned ad Legemets Side
løber en tydelig Fure. Gabet er stærkt tandbesat,
idet der ikke blot findes svære, bredt
kegledannede Tænder i Kæberne, men ogsaa paa Gane-,
Plov- og Vingeben. Dens Bid er tilmed ret
kraftigt, og den er i Stand til at faa Bugt ikke blot
med Snegle, men endog med Slanger, Firben og
Mus; de haarde Dele (Knogler, Sneglehuse)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
