Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Scholten, von - Scholten, Jobst - Scholten, Jan Hendrik - Scholtz, Bernhard - Scholtz, Friederich von - Scholtz, Julius - Scholtz, Wilhelm von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Linier. Den førstnævnte var Fader til vestindisk
Regeringsraad Jobst Gerhard von S.
til Lundbygaard (1783—1824), hvis Søn,
Oberstløjtnant Jobst Gerhard von S.
(1814—64), deltog i den første slesvigske Krig og —
som Chef for 20. Regiment — i Kampen 1864
foran Dannevirke og Fredericia og ved Dybbøl,
hvor han, der havde ført sit Regiment med
Bravur, fandt Heltedøden. En anden Søn af
Oberst C. V. v. S., Generalguvernør over de
vestindiske Øer, Generalmajor, Kammerherre
Peter Carl Frederik von S.
(1784—1854), knyttede sit Navn til en af de mest
blomstrende Perioder i Øernes Historie. Han
oprettede Skoler for Negrene og skaffede dem
Selverhverv og var en Modstander af de
Forholdsregler, der førte til Opstanden paa Skt
Croix 1847. Tvunget til at proklamere Slavernes
Frigørelse blev han kaldt tilbage, men frikendt
ved en flg. Proces. — Kun Slægtens første og
tredie Linie tæller nu mandlige Medlemmer her
i Landet.
P. B. G.
Scholten [sjåltən], Jobst, dansk General,
f. omtr. 1646 i Amsterdam, d. 1721. Slægten
hørte opr. hjemme i Westfalen, men S.’s Fader
indvandrede i Holland, og herfra kom Sønnen
maaske alt i 14 Aars Alderen til Danmark. 1670
kom han ind i den danske Hær, steg meget
hurtig og blev allerede 1690 Generalmajor. Trods
denne Karriere i Fodfolket var S. dog
fortrinsvis Ingeniør og udfoldede som saadan stor
Virksomhed, saaledes i den Skaanske Krig ved
Wismar, Malmö, Landskrona, Bohus og
Helsingborg. Efter Freden i Lund byggede han
Fæstningen Christiansburg ved Jahde-Bugten og
udvidede Rendsborgs Befæstning; desuden ledede
han Belejringsarbejderne i Hertugdømmerne i
Smaakrigene, særlig Erobringen af de
holsten-gottorpske Skanser baade 1697 og 1700. 1701
blev han Generalløjtnant o. s. A.
Næstkommanderende ved det Korps, som blev sendt til
Nederlandene i Sømagternes Sold, og kæmpede
her med Hæder, indtil han 1708 efter eget
Ønske traadte ud af dansk Tjeneste.
Størst Bet. for Danmark fik han som
Hærleder under den store nordiske Krig. S. overtog
Posten 1710 efter Reventlow, og førte Hæren
med afvekslende Held til 1719. Han var ingen
stor Feltherre, trods mange gode militære
Egenskaber; i Slaget ved Gadebusch viste han sig
Magnus Stenbock aldeles underlegen. Siden var
han heldigere: tvang Stenbock til at kapitulere
i Tönningen og tog denne Fæstning og erobrede
1715 Rügen og Stralsund, Da Frederik IV
samlede Tropper ved Kbhvn til Landgang i Skaane
sammen med en russ. Hærafdeling, førte S. det
danske Landgangskorps og paadrog sig derved
en aldeles ugrundet Beskyldning fra Peter den
Store for at være bestukket af England til at
trække Foretagendet i Langdrag. 1719 blev S.
Generalguvernør i Forpommern og Rügen, men
fratraadte denne Stilling ved Freden. (Litt.:
Tychsen, »Fortifikations-Etaterne og
Ingeniørkorpset« [1684—1893]; »Fr. IV’s første
Kamp om Sønderjylland«, udarbejdet af
Generalstaben).
(A. L.). E. C.
Scholten [’skåltə(n)], Jan Hendrik,
nederlandsk protestantisk Teolog, f. 17. Aug. 1811 i
Vleuten ved Utrecht, d. 10. Apr. 1885, var Fører
for den moderne kritiske teologiske Skole i
Holland. Han arbejdede baade paa det
dogmatisk-filosofiske Omraade og paa det nytestamentlige;
paa det sidste Omraade vakte især hans
isagogiske Værker med deres ofte meget radikale
Anskuelser Opsigt. Fra 1843 virkede han som
Prof. i Leyden. Bl. hans Skr maa nævnes: »De
leer der heervormde kerk«, I—II (1848—50),
»Geschiedenis van Godsdienst en wysbegeerte«
(1853), en Religionens og Filosofiens Historie,
overs. paa Dansk i forkortet Form af R. R.
Vestergaard (1886), »Inleiding tot de
schriften des N. T.« (1853), »De vrije wil«
(1859) og forsk. Værker om Evangelierne og om
Paulus. Sin egen teologiske Udvikling har han
beskrevet i »Afscheidsrede bij het neerlegen van
het hoogleeraarsambt« (1881).
A. Th. J.
Scholtz [∫ålts], Bernhard, tysk Musiker
(1835—1916), Elev af den fremragende
Teorilærer S. Dehn i Berlin, blev en Tid lang
Kapelmester ved Operaen i Hannover og overtog
1883 Ledelsen af det ansete Hoch’ske
Konservatorium i Frankfurt a. M., hvilken Stilling han
beklædte til 1908. S., der ogsaa optraadte som
Klaverspiller, var en Musiker af udpræget
konservativ Retning. Han har komponeret en lang
Række Værker, Operaer, Klaverkoncert, et Par
Symfonier og nogle Kammermusikstykker m. m.
samt bearbejdet og udg. Dehn’s, i Manuskript
efterladte, Lærebog om Kontrapunkt og Fuga,
og selv forfattet teoretiske Skr samt udgivet
Memoirer, »Verklungene Weisen« (1911).
W. B.
Scholtz [∫ålts], Friederich von,
preussisk General, f. 1851, blev Officer 1872 og tjente
skiftevis i Artilleriet og Generalstaben; 1908 blev
S. Generalløjtnant og Divisionsgeneral og
senere General der Artillerie. Under
Verdenskrigen var han særlig kendt for den udmærkede
Føring af et Armékorps ved Tannenberg,
ligesom han viste stor Dygtighed som Chef for en
Armé og Armégruppe paa Saloniki-Fronten.
1919 tog han sin Afsked.
E. C.
Scholtz [∫ålts], Julius, tysk
Historiemaler, f. 12. Febr 1825 i Breslau, d. 2. Juni 1893
i Dresden. S. virkede fornemmelig i Dresden,
hvor han uddannedes under Hübner, og hvor
han 1874 blev Professor. En Tid var han
sysselsat i Petrograd som Portrætmaler. S.’s
betydeligste Værker er »De Wallenstein’ske
Generaler« (1861, Karlsruhe-Gal.) og »De
Frivilliges Mønstring« (Mus. i Breslau, i større
Maalestok i Berlins Nationalgal.). Til
Albrechtsburg udførte han en Cyklus Vægmalerier fra
Hertug Albrecht’s Liv. Han var en anset
Portrætmaler, som dog under Bestillingernes
Mængde blev vel rutineret.
A. Hk.
Scholtz [∫ålts], Wilhelm von, tysk Forf.,
f. i Berlin 15. Juli 1874, studerede Filosofi i
Berlin, Kiel og München, levede en Tid lang
i sidstnævnte By, hvor han 1897 promoverede, og
i Weimar, senere især i Konstanz. Som
Dramatiker viser S. (Paavirkning af Hebbel, der tidlig
gjorde Indtryk paa ham, og til hvis
Forstaaelse han har bidraget med en Biografi, »Fr.
Hebbel« (1905) og ved »Hebbel’s Dramaturgie«
(1906). Som Dramatiker debuterede han med
»Frühlingsfahrt« (1896); nævnes maa endvidere
Dramaerne »Mein Fürst« og »Der Gast«, den
ofte spillede Tragedie »Der Jude von Konstanz«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
