Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schopenhauer, Arthur - Schopenhauer, Johanna - Schoppen - Schorlemer-Alst, Burghard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Konsekvensen for S. blive, at Villien vedblev at
jage fra Eksistens til Eksistens, at den Enkelte
stadig blev bedraget af Livet. Denne Konsekvens
drager S. imidlertid ikke, i sidste Instans
sniger der sig en Optimisme ind, der i Systemet
bliver en afgjort Selvmodsigelse. Over for hele
Verdensudviklingen stod hos Hegel den
Enkelte, der ikke vilde indordne sig under den,
som det irrationelle, for S. bliver det omvendt
den Enkelte, der naar til et virkelig rationelt
Standpunkt, i det Øjeblik han opdager
Bedraget, nægter at adlyde Villien til Livet. Men
inkonsekvent er det hos S., som det modsatte
var det hos Hegel, at et saadant Standpunkt
overhovedet kan indtages: det er den
fundamentale Vanskelighed ved Romantikkens Forsøg
paa at udlede alt af et eneste Princip, der paa
dette Punkt træder særlig klart frem hos S.
Erkendelsen, Verden som Forestilling, skal hos
S. alene forklares ud fra den blinde Villie til
Livet; men hvorledes kan saa Bedraget
opdages, hvorledes kan Villien til Livet gaa sig selv
imod, blive Villien til den absolutte
Tilintetgørelse? Inkonsekvent kunde hos Hegel den
Enkelte sætte sit Nej! mod Verdensordenen og
blive knust, inkonsekvent kan hos S. den
Enkelte sætte sit Nej! mod Verdensvilliens evige
Ja! og derigennem forløses fra Villien til Livet,
naa Nirvana. Selvopholdelsen og
Forplantningen var Grundformerne for den Enkeltes Ja
(Bejahung des Willens); Forløsningen gennem
Nej’et! (Verneinung des Willens) hævder S.
finder Sted paa tre Maader. I den æstetiske
Betragtning forholder vi os blot anskuende, vi
gaar op i Genstandene, Villien til Livet virker
ikke i de Øjeblikke, vi ikke selv virker, og
Lidelsen hører derved op. Men denne rent
betragtende Stilling til Livet er kun mulig i
enkelte Øjeblikke. Den anden Form er den etiske;
Følelsen for andre, der i S.’s pessimistiske Etik
konsekvent er bestemt som Medlidenhed, fører
ud over os selv, vi glemmer os selv i Arbejdet
for andre og ophæver dermed Villien til Livet.
Fuldstændig bliver denne Forløsning heller
ikke, kun gennem den tredie Form, den
etisk-religiøse ell. den asketiske, naas den absolutte
Overvindelse af Villien. Asketen har ikke blot
gennemskuet Livets Bedrag, men er, idet han
bevidst søger Ulysten frem for Lysten, ført helt
ud over Livet, har opnaaet det absolutte
»Kvietiv«. Selvmorderen har ikke frigjort sig for
Villien til Livet, han søger blot at undgaa
Ulysten og gaar derved paa den eneste
radikale Maade Livsvillien imod. S. viser her hen
til de indiske Selvplagere og til
Urkristendommens Asketer; han fremhæver det mørke og
verdensfornægtende som det dybe og store i
Religionen og stiller stadig frem Modsætningen
mellem de Religioner, der, som Buddhismen
og den opr. Kristendom, havde naaet en
virkelig Forstaaelse af Tilværelsen, og saa paa den
anden Side de optimistiske Religionsformer,
han særlig saa repræsenterede af Jødedommen
og Protestantismen. Særlig i den buddhistiske
Filosofi fandt S. de dybeste Tanker, der nogen
Sinde var tænkte; det store hos S. var ogsaa
den Medlidenhedens og Resignationens Filosofi,
der bunder saa dybt i Buddhismen, ikke den
tilspidsede Form, Livsfornægtelsen fik i hans
Fremhæven af visse asketisk-perverse Former
for Religion. S.’s Bet. ligger ikke i de
Begrundelser, han har givet for Pessimismen som
den eneste mulige Livsanskuelse, men i hans
berettigede Fremhæven af Livets Skyggesider,
i det dybe Blik, han havde for de Livsformer,
der hos alle maa vække Pessimisme; ingen har
fremhævet disse saa energisk og alvorlig som
han. S.’s samlede Værker blev efter hans Død
udgivne af Frauenstädt (6 Bd, 1873—74,
senere mange ny Optryk); nøjagtigst er dog
Grisebach’s Mønsterudgave (i Reclam’s
Universalbibliotek), hvortil slutter sig S.’s
Breve (1 Bd) og »Handschriftlicher Nachlass« (4
Bd). (Litt.: S.’s Liv er behandlet i to gode
Biografier: Gwinner, »S.’s Leben« [2.
forøgede Udgave 1878] og Grisebach, »S.«
[1897]; Fortegnelser over den store
S.-Litteratur er givne af F. Laban, »Die S.-Litteratur«
[1880]; af Arbejder om S.’s Filosofi skal blot
fremhæves: Frauenstädt, »Briefe über die
S. Philos.« [1854] og Sammes, »Neue Briefe«
[1876] og særlig hans store »S.-Leksikon«, I—II
[1871]; Herslet, »S.-Register« [1891] samt de
fortræffelige Fremstillinger af Volkelt [1900,
X Bd af Frommann’s »Klassiker der Philos.«]
og Høffding [i »Den nyere Filosofis
Historie«, II, 192—214]).
(A. T-n.).
Schopenhauer [’∫o-pənha^uər], Johanna,
f. Trosiner, tysk Forfatterinde, ovenn.’s Moder,
f. i Danzig 9. Juli 1766, d. i Jena 17. Apr. 1838.
Sammen med sin Mand, Købmand S., foretog
hun Rejser i Europa og bosatte sig 1806 efter
Mandens Død i Weimar, hvor hun lærte Goethe
at kende. Hun mistede 1819 største Delen af
sin Formue, og til sin Søn, Arthur S., stod hun
i Slutningen af sit Liv, som hun 1828—37
tilbragte i Bonn, for dog 1837 at vende tilbage
til Weimar, i et saa fjendtligt Forhold, at de
ikke mere saas. Hun udfoldede i sine senere
Aar en frodig litterær Produktion. Goethe roste
Fortællingen »Gabriele« (1819—20). Fortællingen
»Die Tante« er i vore Dage blevet genoptrykt
(Reclam Nr 233). Læseværdig er ogsaa
Novellecyklus’en »Die vier Jahreszeiten« (1826),
»Erzählungen« (1828), »Sämtliche Schriften« (24
Bd, 1830—31), »Nachlass«, Udg. ved Adele S.
(2 Bd, 1839). ((Litt.: Laua Frost,
»Johanna S.« [1905]).
C. B-s.
Schoppen [’∫åpən], Maal for flydende Varer
i det tyske Rige indtil 1884 = 0,5 l.
Th. O.
Schorlemer-Alst [’∫årlemər-alst],
Burghard, Friherre, tysk Politiker (1825—95), var
1845—57 preuss. Officer, men overtog derefter
Styrelsen af sine Godser og viste sig baade som
en dygtig praktisk Landmand og som en god
Landbrugsforfatter; blev ogsaa Formand for fl.
store Landboforeninger i Westfalen. 1870
valgtes han til det preuss. Underhus og 1874 til den
tyske Rigsdag; var i begge Forsamlinger en af
det katolske Centrumspartis Ledere og en kæk
og slagtærdig Taler i Kampen mod Bismarck;
blev til Løn udnævnt til pavelig Kammerherre.
Misfornøjet med sine Partifællers
Beskyttelsespolitik opgav han 1885 sit Sæde i Rigsdagen og
1889 tillige i Landdagen; blev 1884 Medlem af
Statsraadet og 1891 af Herrehuset.
E. E.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
