Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sebastian (portug. Konge) - Sébastiani, Horace François Bastien - Sebastiano del Piombo - Sebastopol - Sebastos - Sebbelow, Christian August - Sebberkloster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de Vantro i Afrika. Han døde i det ulykkelige
Slag ved Alcazar 4. Aug. 1578.
Chr. H.
Sébastiani [sebastia’ni], Horace
François Bastien. Greve og Marskal af
Frankrig, f. 1772 paa Corsica, d. i Paris 1851.
Bortjaget fra Corsica, søgte S. til Frankrig, hvor
han tog Ansættelse som Underofficer i Hæren.
Han udmærkede sig i Frankrigs datidige
mange Krige og avancerede gennem alle Grader,
indtil han efter Slaget ved Austerlitz, i hvilket
han blev saaret, udnævntes til Divisionsgeneral.
S. A. modtog han Posten som Gesandt i
Konstantinopel, hvor han udfoldede en betydelig
diplomatisk og militær Virksomhed. 1807
kaldtes han tilbage, fik Grevetitlen og ansattes paa
ny i den fr. Hær, i hvis Rækker han
udmærkede sig 1812 og 1813. Under Restaurationen
sluttede han sig til Ludvig XVIII, men vendte
tilbage til Napoleon, saa snart denne satte sin
Fod i Land ved Cannes efter det korte Ophold
paa Elba. S. deltog i Slaget ved Waterloo, efter
hvilket han søgte Tilflugt i England indtil 1816,
da han atter begav sig til Frankrig og modtog
Valg til Deputeretkamret. I Spidsen for
Venstrepartiet kæmpede han ivrig for at faa
Hertugen af Orléans paa Tronen. Senere virkede
han først som Marineminister, derefter som
Udenrigsminister, indtil han 1833 udnævntes til
Ministre d’Etat uden Portefeuille. Endelig
virkede han som Gesandt, dels i Neapel, dels i
London.
(A. T. L.). E. C.
Sebastiano del Piombo, egl. Sebastiano
di Francesco Luciani, efter sin
Hjemstavn kaldet Sebastiano Viniziano
(tegner sig selv Sebastianus Venatus),
senere Tilnavnet del Piombo (idet Clemens
VII 1531 gjorde ham til piombatore, officio
del piombo, d. v. s. pavelig Seglbevarer), ital.
Maler, f. i Venedig c. 1485, d. i Rom 1547
Efter først at have helliget sig Musikken blev
han Elev af Giovanni Bellini, uddannede sig
derefter i Tilslutning til Giorgione og senere i
Rom (en kortere Tid atter i Venedig) under
Michelangelo’s Indflydelse. Fra hans tidligste
Tid i Venedig skriver sig Pietà-Billedet i Galeri
Layard (betvivlet) og St Chrysostomos med
andre Hellige (i pragtfulde Farver og skønne
Skikkelser, Kvinderne til venstre) i S. Giovanni
Crisostomo. Efter at være blevet kaldt til Rom
af Agostino Chigi malede han for denne i
Farnesina (1511) Scener (Fresker) af Ovid’s
Metamorfoser og en mægtig Polyfem. Fra denne
Tid sluttede han sig stærkt til Michelangelo,
der endogsaa forsynede L. med Tegninger til
hans Kompositioner; dette Forbund mellem de
to Kunstnere var rettet mod Rafael for at
undergrave dennes overvældende Autoritet; af
dette Samarbejde er bl. a. fremgaaet L.’s
Hovedværk: »Lazarus’ Opvækkelse« (1519, Londons
Nat. Gallery), der skulde fordunkle Rafael’s
»Transfiguration«. Andre religiøse Værker af S.
er Alterbilledet: »Pietà« (Mus. Comunale,
Viterbo), »Den hellige Agatha’s Martyrium« (1520,
Pitti, Firenze), Fresker (1514—19) i S. Pietro
in Montorio (»Kristi Hudflettelse«) og i
Cappella Chigi i S. Maria del Popolo, »Den hellige
Familie« (Neapel, malet paa Skifer), »Pietà«
(i Petrograd), »Maria’s og Elisabeth’s Møde«
(Louvre) og »Kristus bærende Korset« (Madrid,
Kopi i Dresden). En særlig fremragende Plads
i S.’s Kunst indtager hans fornemme
Portrætter: Violinspilleren fra Sciarra, Fornarina
(Uffizi) og det rom. Kvindeportræt (Dorothea,
Berlin); alle disse 3 har før været tilskrevne
Rafael, hvem enkelte endnu tildeler
»Violinspilleren«; endvidere Paveportrætterne (Hadrian
VI og Clemens VII, begge i Neapel), Aretino’s
Portræt (Arezzo) og Andrea Doria’s (i Gal.
Doria, Rom). I de senere Aar, efter at S. var
blevet Seglbevarer, helligede han sig hovedsagelig
litterære Sysler. (Litt.: Milanesi, Les
Correspondants de Michelange, I, Seb. del
Piombo [Paris 1890]; Propping, »Die künstl.
Laufbahn des S. del P. bis zum Tode Raffaels«
[Leipzig 1892]; Bernardini, »S. d. P.«;
Pietro d’Achiardi, S. d. P. [Rom 1908]).
(A. R.). A. Hk.
Sebastopol [siva’ståpålj], se Sevastopol.
Sebastos (gr.: ærværdig) var i den østlige
Halvdel af det rom. Kejserrige (i hvilken Græsk
var officielt Sprog) en alm. kejserlig Titel, der
fuldstændig svarede til det lat. Augustus. Ordet
S. findes ogsaa i Kejsernes hieroglyfiske Titler
i Ægypten, omskrevet med Hieroglyffer.
Medens Kejseren havde Titelen S., var
Kejserindens Titel Sebaste.
V. S.
Sebbelow, Christian August, norsk
Testastor, f. i Kristiansand 23. Maj 1805, d. i
Paris 28. Maj 1886, tog norsk jur. Eksamen
1826 og var i en Række Aar (fra 1835)
Prokurator i Vestfold. I den sidste Halvdel af
1860’erne opgav han sin Praksis og flyttede til
Paris. Helt til sin Død udfoldede han herfra
en storartet Velgørenhed, skønt Offentligheden
næppe blev vidende om mere end de aarvisse
Gaver, som tilflød Blindeinstituttet i Oslo. Ved
Testament af 29. Juli 1867 skænkede han sin
Formue til en Stiftelse i Oslo for fattige og
ulykkelige Mødre. »S.’s Stiftelse« styres af en
kommunevalgt Bestyrelse og er grundlagt paa
en Kapital, stor 400000 Kr (opr. ved Boets
Opgør c. 337000 Kr); dets Bygning indviedes 4.
Oktbr 1903. Iflg. Statutter af 7. Marts 1890 og
14. Novbr 1898 yder den Tilflugtssted for ugifte
Mødre og deres Børn før og efter Fødslen.
I Reglen optages, kun Kvinder, der føder første
Gang. Moderen, der i Reglen ikke kan forblive
længere end et Aar i Stiftelsen, faar passende
Arbejde og søges senere ansat i fast Arbejde;
der sørges for Børnenes Anbringelse, naar de
forlader Stiftelsen. Ogsaa for trængende Søfolk
og deres Efterladte oprettede S. et Legat, der
bærer hans 1834 afdøde Søsters, Grevinde
Margrethe Trampe’s Navn.
(O. A. Ø.). Wt. K.
Sebberkloster, nu Sebbergaard,
nævnes første Gang 1268 og laa under Viborg
Bispestol. Det var et Nonnekloster (vistnok af
Benediktinerordenen). 1520 havde Bispen Jørgen
Friis i Sinde at overflytte Nonnerne fra Vor
Frue Kloster i Aalborg hertil; 1528 forlenede
han det paa Livstid til sin Halvbroder, Niels
Friis, Kantor i Viborg, der imidlertid forsømte
Klostret i den Grad, at Nonnerne maatte klage
til Kongen. Ved Reformationen blev det
inddraget under Kronen, som 1581 mageskiftede
det til Oluf Brockenhuus, hvis Slægt ejede S.
i et Hundredeaar omtr. Den gik derefter over
til en lang Række skiftende Ejere.
B. L.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
