Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Semitter - Semle - Semler, Johann Salomo - Semliki - Semlin - Semmelweis, Ignaz Philipp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bl. de legemlige Kendetegn, der er fælles
for alle rene S., er de vigtigste: dolichokefal
Hovedskal, langagtig Ansigtsform med
Krumning af Næsens øverste Del, sort og rigelig
Haarvækst, slank Legemsbygning, særlig svagt
udviklede Lægge, paa hvilket Punkt den ogsaa
af Sprogvidenskaben fremdragne Forbindelse
med den hamitiske Race {se semitiske
Sprog) træder tydelig frem.
Vanskeligere er det naturligvis at ville
fastsætte den semitiske Races sjælelige
Kendemærker. Et glimrende Forsøg i denne Retning er
gjort af Ernest Renan i Indledningen til
hans Histoire générale des langues sémitiques,
men netop i sin Aandrighed og i sin
Tilbøjelighed til at generalisere skyder hans
Karakteristik ofte over Maalet. Fælles for S. er deres
Mangel paa aandelig Nuancering i Forbindelse
med en meget stærk Subjektivitet; de optager
kun faa Naturindtryk, men optager dem meget
intensivt. Deres Poesi bliver udelukkende
lyrisk; deres Digtning kommer til at mangle
baade Epos og Drama, ligesom deres Religion
kommer til at mangle Mytologi. Skønt
inderlig religiøst bevægede er S. blottede for
Interesser for transcendentale Spørgsmaal; S. har
ingen Filosofi (Middelalderens saakaldte arab.
Filosofi er græske Tanker, gengivne af for
en stor Del persiske Forfattere paa det
arab. Sprog). De semitiske Folks Historie synes
tillige at røbe en vis Utilbøjelighed til
Organisation, en vis Uvillie hos Individet til at
indordne sig som Led i et større Hele;
Statsideen tilhører fortrinsvis de indoeuropæiske
Folk fremfor de semitiske.
Medens der ved alle disse, væsentlig
negative Karaktermærker er at give et vist
Spillerum for de hist. Undtagelser paa hvert enkelt
Punkt, frembyder den semitiske Aand et
Særtegn, som i Menneskehedens Udviklingshistorie
giver dens Race en særlig fremtrædende Plads:
det er fra denne, at den monoteistiske
Idé er udgaaet. De tre monoteistiske
Religioner er opstaaede hos semitisk talende Folk, og
den Nation blandt disse, hvor Monoteismen er
blevet skarpest og mest ensidig formuleret,
nemlig den arab., er ogsaa den reneste
Repræsentant for den semitiske Race. Man kan nu
med Renan betragte denne Særlighed i de
religiøse Anlæg som Tegn paa en Slags aandelig
Fattigdom, ell. man kan omvendt heri se en
af Aandens genialeste Erobringer, den
historiske Kendsgerning staar fast, at det er paa
Grundlag af denne Idé, den monoteistiske, at
S. faar Bet. uden for deres eget Omraade og
bliver medvirkende i den alm.
Verdensudvikling, baade direkte religiøst og indirekte
politisk og kulturelt.
J. Ø.
Semle, et lgn. Bagværk som Brioche.
Semler [’zæmlər], Johann Salomo,
luthersk Teolog, f. 18. Decbr 1725 i Saalfeld,
d. 14. Marts 1791 i Halle, hvor han havde
været ansat som Prof. fra 1752. S. staar som
Teolog paa Overgangen til Rationalismen. Han
drager et skarpt Skel mellem Kirkens Lære
og den Enkeltes Religion og teol. Anskuelse,
vil paa den ene Side ikke opgive den lutherske
Læreform, men hævder paa den anden Side,
at Hovedsagen for den Kristne er at gaa
fremad i moralsk Henseende, og den kristne Moral
bestemmes atter som fornuftmæssig. S.’s egl.
Bet. ligger paa det isagogiske og det
dogmehistoriske Omraade. Han har grundlagt den
metodiske hist. Kritik af Kanon, men han gik
ganske vist unødvendig vidt, idet han nærede
Mistro til det mikuraløse, og idet han lærte,
at Jesus og Apostlene havde akkomoderet sig
efter Datidens Tankegange, saaledes at
Skriftens autoritative Bet. for den senere Kirke blev
betydelig forringet. Baade paa det isagogiske
og det dogmehistoriske Omraade har han
indvundet meget nyt Stof og samtidig sigtet det
gamle. Han var uhyre produktiv, han skal
saaledes have udg. i alt 171 Skr, men han gav
sig ikke Stunder til at forme Indholdet,
saaledes at det blev let tilgængeligt, Stoffet er
tværtimod ret kaotisk. Navnlig ved sin første
Fremtræden samlede han imidlertid mange
Tilhængere. (Litt.: S. har selv udg. sin
Levnedsbeskrivelse: »J. S. S.’s Lebensbeschreibung«,
I—II [Halle 1781—82]).
A. Th. J.
Semliki, Flod i Centralafrika, afvander
Edward Njansa og løber i en Dalsænkning V. om
Ruwenzoris Bjergknude ud i Sydspidsen af
Albert Njansa. Dens Længde er c. 175 km og
Dybden c. 3 m. S. opdagedes af Stanley
1888.
C. A.
Semlin [zæm’li.n], se Zemun.
Semmelweis [’zæməlva^is], Ignaz Philipp,
ung. Læge, f. i Ofen 1. Juli 1818, d. 13. Aug.
1865 i Döbling Sindssygeanstalt ved Wien. S.
blev Dr. med. 1844 (Afh.: De vita plantarum),
og var 1846—49 Reservelæge ved
Fødeafdelingen ved »Allgem. Krankenhaus« i Wien. Der
gjorde han de Observationer, der skulde føre
til Barselfeberens Udryddelse som epidemisk
Svøbe. Afdelingen havde to Servicer, en til
Lægernes, en anden til Jordemødrenes
Undervisning. Paa denne sidste var
Barselfeber-Dødeligheden betydelig ringere end paa den første,
hvor Lægerne, ofte direkte fra Lighusene, kom
og undersøgte de Fødende. Da Retslægen
Kolletschka 1847 døde af Pyæmi som en Følge af
et ved en Obduktion inficeret Saar, og S.
overværede Sektionen, slog det ham, at de
patologiske Forandringer i Liget ganske svarede til,
hvad man fandt hos de Kvinder, der var døde
af Barselfeber. Han indførte nu at lade de ved
Fødslerne Assisterende vaske Hænderne med
en Klorkalkopløsning, og derefter faldt
Dødeligheden i Løbet af 2 Aar fra 9,92 til 1,27 %.
Lgn. Metoder havde Englænderen Ch. White
og den amer. Digterlæge Oliver Wendell
Holmes (1843) været inde paa, men S.’s
Fortjeneste ligger i, at han erkendte Barselfeberen som
en Slags Pyæmi, indgaaet fra Fødselsvejen, at
den ikke er af miasmatisk eller kontagiøs
Oprindelse, men skyldes et Smitstof, der
overføres af Lægens ell. Jordemoderens Haand. Der
begyndte nu, en Prøvelsens Tid for S., idet han
ingen Anerkendelse fandt og den ældre Skole
stillede sig absolut afvisende over for hans
Teorier. Han skrev til Europas Fødselsstiftelser
og opfordrede til at prøve hans Forslag, men
afvistes saa godt som overalt, ofte af rent
teoretiske Grunde, som i Kbhvn. S. forlod da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
