Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sibirien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vandret Slette. Jordbunden bestaar af stenfrit
Ler ell. Sand, mod Syd dækket af Løss, ved
Foden af den nordlige Del af Uralbjergene af
Moræne. Det østlige S. er gennemgaaende
Højland. Mellem 90° og 110° ø. L. findes de
største Højder ved Sydgrænsen af S. Landet er
her opfyldt af de mægtige Bjergsystemer Altai,
sajaniske Bjerge, Kentei-Bjergene, hvorfra
Terrainet skraaner mod Syd, ned mod Mongoliets
Højsletter og mod N. ned mod Ishavet. De
højeste Punkter er Munku Sardyk (3490 m) i
de sajatniske Bjerge og Bjelucha (3350 m) i
Altai. Længere Ø. paa bøjer Højlandets Akse
under Navnene Jablonoj-Bjergene og
Stanovoj-Bjergene mod NØ. og fortsætter sig op til
Berings-Strædet, afgivende Forgreninger til
begge Sider, hvoriblandt de verchojanske Bjerge
og Kamtshatkas Bjerge. De sidste udmærker
sig ved deres Rigdom paa Vulkaner, af hvilke
Kljutshew (5180 m) er den højeste.
Bjerggrunden i Sibirien har været underkastet Foldning,
dels i Devontiden, dels i Kulperioden. Senere
er de derved dannede Bjergkæder planerede.
De nuv. Terrainforhold skyldes Forskydninger
langs Brudlinier og det rindende Vands
Erosion. Kun Kamtshatka har deltaget i
Tertiærtidens Bjergkædefoldning sammen med de jap.
og ind. Øer. S. er rig paa store Floder. Mod
N. løber Ob, Jenissej, Chatanga, Lena, Jana,
Indigirka, Kolyma o. fl. Mod Ø. løber Anadyr
og Amur. I Sommermaanederne besejles de
store Floder af ikke faa Skibe og er af uhyre
Bet. for den indenlandske Trafik. En Kanal
sætter Ob og Jenissej i Forbindelse med
hinanden og skaber derved en Vandvej fra
Grænsen af det europ. Rusland til Baikal-Søen. Et
kort Stykke er Vandvejen afbrudt, fra Amur
fortsætter den indtil det stille Hav. Da de
Have, hvori Floderne udmunder, enten slet
ikke er tilgængelige for regelmæssig Sejlads ell.
dog kun en kort Tid af Aaret, har Floderne
ingen Bet. for Handelen med Udlandet, og ved
ingen af Flodmundingerne findes betydelige
Handelsstæder. Den største Sø i S. er
Baikal-Søen, der ligger i Højlandet, nær Sydgrænsen.
Klimaet er bestemt af den geogr. Bredde
og de herskende Vinde. Om Vinteren afkøles
Fastlandet stærkt, der danner sig højt
Lufttryk, hvorfra Luften strømmer ud til alle
Sider. Centrum for det høje Lufttryk ligger over
Østsibirien. Om Sommeren opvarmes
Fastlandet, lavt Lufttryk hersker, Vinden strømmer ind
fra Havet og medfører rigelig Fugtighed. I
Østsibirien er Vinteren karakteristisk ved streng
Kulde, Mangel paa Sne, klar Himmel og svag
Vind. Foraaret kommer pludselig, og Varmen
stiger stærkt, men Sommeren varer kun kort.
Eksempler paa Middeltemp.: Werchojansk: Jan.
÷ 51,2°; Juli 15,0°; Irkutsk: Jan. ÷ 20,8°; Juli
18,4°. Aarets Middeltemp. er under 0°, og
Jorden er stedse frossen i større Dybde, men i
den korte, hede Sommer tør den op
tilstrækkelig dybt til, at Skoven kan trives; S. f. 60°
n. Br. modnes Kornet godt. Paa S.’s Østkyst
giver Vinterens Landvinde streng Kulde,
medens Søvinden giver en raakold Sommer.
Ochotsk: Jan. ÷ 23,7°; Juli 13,3°. Paa
Nordkysten giver Søvinden fra Ishavet en endnu
koldere Sommer. Jorden tør her kun op i faa
cm’s Dybde, hvorfor al flad Jord forsumper.
Sagastyr (ved Lena; 1883): Febr ÷ 42,0°, Juli
4,9°. Vestsibirien har en langt mindre streng
Vinter end Østsibirien. Der hersker om
Vinteren overvejende sydvestlige Vinde, der
bringer en Del Sne. Om Foraaret raser ofte
frygtelige Snestorme. Nedbøren er i hele S. ringe,
ved Ishavskysten mindre end 20 cm aarlig, i
Vestsibirien c. 35 cm. Overalt falder den
største Del af Nedbøren om Sommeren og bliver
derved, trods sin ringe Mængde, tilstrækkelig
for Plantevæksten. Plante- og
Dyreverden. Ved Ishavskysten er Sommeren for kold
for Skovvækst, og Vegetationen har derfor et
arktisk Præg. Over de flade Strækninger
breder sig endeløse Moser (Tundraer), kun paa
bakkede Steder findes Hede med mange
smukke Blomster. Ved Kysten lever Sæler, Isbjørne
og talrige Søfugle, i Tundraerne de sædvanlige
Polardyr: Ren, Lemming, Snehare, Polarræv,
Rype o. s. v. Man skal imidlertid ikke fjerne
sig langt fra Kysten, inden den stigende
Sommervarme sætter sit Præg paa Vegetationen.
Snart begynder Lærkeskoven paa den om
Sommeren kun i faa cm’s Dybde optøede Jord.
Længere mod Syd kommer Birken til, derefter
Gran, Fyr og Ædelgran. Den største Del af S.
er en uhyre Naaleskov, dog afbrudt af
udstrakte Eng- og Mosedrag. Ved Østkysten og
paa Kamtshatka bestaar Skoven p. Gr. a. den
kølige Sommer af andre Træarter end i det
Indre (nærmere se: Kystprovinsen og
Kamtshatka). Mod SV. frembringer den
hede Sommer en Overgang til Steppevegetation
(se Kirgisersteppe). De sibiriske Skove
har en rig Dyreverden af væsentlig de samme
Arter som Nordeuropas. Her lever Elsdyr,
Raadyr, Ulv, Bjørn, Sobel, Egern, Flyveegern
o. s. v. Ved Amur har Tigeren sin Nordgrænse.
Befolkning. Langt den overvejende Del
af Befolkningen bestaar af Russere,
Efterkommere af forviste og frivillige Indvandrere, til
Dels stærkt blandet med de opr. Indb.
Indvandringen fra Rusland er stadig betydelig og
Folketallet derfor i stærk Stigen. Den opr.
Befolkning tæller nu tilsammen næppe mere end
3—400000 Individer og formindskes stadig ved
Sammensmeltning med Russerne. Blandt de
vigtigste Stammer kan nævnes Ostjaker og
Samojeder ved Ob, sibiriske Tatarer i
Vestsibirien, Burjæter og Sojoter ved Mongoliets Grænse,
Tunguserne i et bredt Bælte fra Jenissej til
Mantshuriet, de tyrk. Jakuter ved Lena,
Jukagirer, Tschuktscher, Korjæker og
Kamtshadaler mod NØ. Den sidste Nationalitetstælling
er afholdt 1897. Den samlede Befolkning i S.
var dengang 5,7 Mill., hvoraf 4,6 Mill. Russere,
61000 finske Folk, 476000 tyrk. Folk (Jakuter og
sibiriske Tatarer), 70000 Tunguser, 289000
mongolske Folk (med Burjæter). Da de opr.
Folkeslag næppe er tiltaget meget siden den Tid,
maa Russerne i Øjeblikket antages at udgøre
c. 90 % af Befolkningen i S. De indfødte
Stammer staar paa højst forsk. Kulturtrin. Langs
Ishavskysten ernærer de sig som Fiskere eller
Rensdyrnomader, i Skovbæltet mest ved Jagt,
Jakuterne er Kvægavlere, og ligeledes i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
