Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sigillaria - Sigillum - Sigiri - Sigismund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stammer var ugrenede ell. hen imod Spidsen een
ell. fl. Gange gaffelformet grenede, dog ikke saa
rigt grenede som hos Lepidodendron, saa at
gaffelgrenede, Stammestykker af S. findes langt
sjældnere end af Lepidodendron. Bladene var
lange og smalle med en kraftig Midtnerve og
hyppigst stillede i tydelige Længderækker;
efter at være faldne af efterlod de regelmæssige,
oftest sekskantede, Bladar paa Stammens
Overflade. Aftryk af velbevarede Stammer ser ud,
som om de var prydede med utallige Indtryk
af et skarpt Signet (deraf Navnet Segltræ
sigilla = Segl); inde i Bladarrene ses ofte
Mærker efter Bladenes Karstrenge. Efter
Bladarrenes Stilling og Barkoverfladens Glathed eller
Ruhed m. m. inddeles Slægten i flere
Underslægter. Fruktifikationsorganerne havde, som
hos Lepidodendron, Aks- ell. Kogleform; de
udgik fra Stammen, var stilkede og efterlod, naar
de faldt af, særlige Ar mellem Bladarrene.
Baade Mikro- og Makrosporerne sad paa den
nederste Del af spydformede »Frugtblade«.
Barken var tyk; Stammen havde en
Cambiumring og virkelig Tykkelsetilvækst. Ang.
Rødderne, se under Stigmaria. De voksede paa
sumpet ell. maaske helt vanddækket Terrain
og bidrog meget til Stenkullagenes Dannelse.
S. og Lepidodendron (samt Stigmaria)
sammenfattes nu alm. i een Gruppe: Lepidophyta.
(N. H.). J. P. R.
Sigillum (lat.), Segl; S. confessionis, i den
kat. Kirke Bedestolens Hemmelighed, den
absolutte Tavshedspligt, der paahviler
Skriftefaderen.
A. Th. J.
Sigiri, Løveklippen, 20 km fra Damballa paa
Ceylon, er en søjleformet Klippe, hvis øverste
Del hænger ud over den nederste. Oppe paa
Toppen byggedes 477 et Palads, hvoraf der
endnu er betydelige Ruiner tilbage.
M. V.
Sigismund, romersk-tysk Kejser, Konge af
Ungarn og Böhmen, f. 14. Febr 1368, d. 9.
Decbr 1437,
næstældste Søn
af Kejser Karl
IV, blev efter
Faderens Død
af sin Broder,
Kejser
Wenceslav, forlenet
med
Brandenburg, som han
afstod til
Borggreve Frederik
af Nürnberg
1415. Da S.
1380 blev
forlovet med
Ludvig den Store
af Ungarn og
Böhmens ældste
Datter Marie,
fik han Udsigt til at arve begge disse Lande,
hvad der dog kun for Ungarns Vedk. blev til
Virkelighed (se Polen). Efter Modstand og
Kampe blev han 1387 viet til Marie og
anerkendt som Ungarns Konge; dog maatte han i
de flg. Aar kæmpe mod gentagne Oprør. Skønt
S. saaledes havde Vanskeligheder nok at
kæmpe med inden for sit Riges Grænser, laante han
dog Øre til den gr. Kejsers Anmodning om
Hjælp mod Osmannerne og besluttede at gøre
et Forsøg paa at kaste Kristenhedens Fjender
ud af Europa. Efter at han ved et Gesandtskab
forgæves havde forsøgt at bringe Vesteuropa til
en fælles Optræden mod Tyrkerne, drog S. i
Spidsen for en Korshær, hvis Styrke angives
at have været henved 90000 Mand, deriblandt
ogsaa mange Tyskere og Franskmænd, af
hvilke sidste en Del hørte til Frankrigs fornemste
Adel, i Efteraaret 1396 langs med Donau for
at bringe det af Osmannerne truede Nikopolis
(i Bulgarien) Hjælp. Her kom det 28. Septbr
s. A. til et Slag, der ved de fr. Ridderes
Uforsigtighed endte med et fuldstændigt Nederlag
for de Kristne; S. slap i yderste Øjeblik ud
paa Donau, ad hvilken han naaede det sorte
Hav, hvor et venetiansk Skib optog ham. I
Ungarn, hvor S. var lidet yndet, blev der nu
valgt en Modkonge mod ham, og først 1406
kunde han vende tilbage til sit Rige, efter at
han i Mellemtiden bl. a. havde styret Böhmen
(1401—04), som sin Broder Wenceslav’s
Stedfortræder. Ungarn fik nu i nogle Aar god Nytte
af S., idet denne tilvejebragte Ro i Landet,
forbedrede Administrationen og gav gode Love,
medens han udadtil styrkede Riget ved
Erobringen af Bosnien og Dalmatien og ved at lægge
Serbien ind under Stefans-Kronens Overhøjhed.
De mange Reformplaner og politiske Ideer, der
stadig beskæftigede ham, blev dog som oftest
ikke virkeliggjort, hvad der skadede hans
Anseelse, der end yderligere forringedes ved de
ydmygende Situationer, hvori hans idelige
Pengetrang bragte ham. Trods alt dette havde han
ikke vanskeligt ved at vinde Folk for sig, da
han med sit tiltalende Ydre og ridderlige
Væsen forenede venlig Nedladenhed og
Rundhaandethed. Efter Jobst af Mähren’s Død 1411 blev
han valgt til Kejser, men var ikke i Stand til
at løse den vanskelige Dobbeltopgave, der
derved blev stillet ham, nemlig at bringe Ro og
Orden tilbage i Riget og som Kristenhedens
verdslige Overhoved skaffe Kirken ud af det
Uføre, det store Skisma havde bragt den i.
P. Gr. a. en Krig med Venetianerne kunde han
først komme til Tyskland 1414 (Kroningen i
Aachen fandt Sted 8. Novbr s. A.) og søgte da
straks at gøre Ende paa Kirkestriden, idet han
foranledigede Sammenkaldelsen af Koncilet i
Konstanz (1414—18), paa hvis Beslutninger han
i de første Aar øvede en vigtig Indflydelse. Paa
hans Forlangende afsatte Koncilet Pave Johan
XXIII, og de kirkelige Reformplaner, Flertallet
af Kirkeforsamlingens Medlemmer gjorde sig
til Talsmænd for, fandt en stærk Støtte i ham;
af Hensyn til disse Planer og de kirkelige
Unionsbestræbelser satte han sig ikke imod, at
Johan Huss blev dømt og brændt som Kætter,
skønt denne var kommet til Konstanz med
kejserligt Lejdebrev. Men da han efter et Par
Aars Ophold i Vesteuropa (1415—17), for at
bringe de sp. Konger til at tage Del i
Kirkemødet og gøre et (forgæves) Forsøg paa at
mægle Fred mellem Frankrig og England,
vendte tilbage til Konstanz, var han ikke i
Stand til at hindre, at Pave Martin V ved
Underhandlingen aned Nationalkirkerne
umuliggjorde Kirkereformerne, som S. derfor opgav.
 |
| Sigismund. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
