Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sijmons, Barend - Sik - Sik - Sikandra - Sikeler - Sikem - Sikher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
behandles med Lærdom og Skarpsindighed, og
med en kritisk Besindighed af den mest
tiltalende Art. Denne Indledning er for
Eddaforskningen af epokegørende Bet.
F. J.
Sik kalder Blikkenslageren en Rende oftest
af halvcirkelformet Profil, som man giver
Blikstykket for at forskønne det, afstive ell. samle
det. S. foroven paa en Daase tjener til at stoppe
Laaget. S. blev tidligere besværlig udført ved
Hammerslag (Sikstok og Sikhammer), nu har
selv det mindste Værksted sin Sikke- ell.
Børtlemaskine (se Børtling), og paa
denne udføres hurtig baade S. og Borter
(Børtler) til ell. ikke til Indlægning af Traad, og
ved at skifte de mere ell. mindre
skivedannede Valser (Hjul) kan man faa forsk. Profiler,
hvad der er af Bet., særlig naar Rammer ell.
Gesimser af Blik skal fremstilles.
(F. W.). D. H. B.
Sik (norsk), d. s. s. dansk Hælt, se
Laksefisk, S. 269.
Sikandra, Landsby i det nordlige Forindien,
Nordvestprovinserne, NV. f. Agra, har et
pragtfuldt Gravmæle for Akbar samt et Vajsenhus,
der underholdes af den eng. Kirkemission.
M. V.
Sikeler, se Sicilien »Historie«, S. 353.
Sikem, se Nabulus.
Sikher (nyere indisk »Sikh« ɔ: Discipel) er
Navnet paa et moderne indisk
Religionssamfund i Pandshab. Deres Lære, som blev
grundlagt c. 1500 af Sektens Stifter Nanak og
videre udviklet af hans Efterfølgere, findes
fremstillet i deres hellige Skrift Granth,
ogsaa alm. kaldet A di-Granth. Det maa
nærmest betragtes som et Forsøg paa at genoplive
den gl. indiske Panteisme i en populær Form
som Modvirkning mod Hinduismens Idolatri
paa den ene Side og den stærkt fremtrængende
Muhamedanisme paa den anden Side. M. H. t.
Indholdet er den eklektisk, idet dens
panteistiske Grundtanker er sammenarbejdede med
Enkeltheder fra Buddhismen o. a. filosofiske
Systemer (jfr Sankhya), ja endog fra
Islamismen; den kan derfor betragtes som et
naturligt Led i hele den Rk. af unitariske
Bestræbelser, som træder stærkt frem i de senere
Perioder af den religiøse Udvikling i Indien, og
staar i nær Berøring med Kabir’s Lære, thi
selve Lærens Grundlægger var en religiøst
bevæget Lægmand uden Lærdom ell. dybere
gaaende filosofisk Dannelse. Hovedprincippet i
Læren er Enhed af det højeste Væsen, der i
Reglen benævnes Hari (jfr Vishnu) og
teoretisk opfattes ganske panteistisk: Verden er kun
en Udvidelse (pasara) af det absolutte, de
endelige Væsener har ingen Eksistens for sig,
men er kun et Spil af det absolutte, der
fremkalder og tilintetgør dem i et evigt
kosmogonisk Kredsløb. Sjælen fremstilles som joti
(Lys, en Gnist af det guddommelige) emaneret
af det absolutte og udødelig, strengt adskilt fra
det materielle: dens Maal (Nirban =
Nirvana) er at blive reabsorberet ai sin Kilde. Men
Sjælens Tilbagevenden vanskeliggøres af
Gerningerne, thi Sjælen tiltrækker de materielle
sanser, og disse bringer igen Sjælen ud i
Handlingerne, som bevirker Sjælevandring. Over
hele Universet har Gud udbredt Illusionens Slør
(Maya), og derved bedrages alle og faar den
falske Forestilling om Individualitet (en
indbildt Forskel mellem Enkeltvæsener og det
absolutte). Menneskene drives til Handling ved
de 3 Egenskaber: Godhed, Lidenskab og Mørke
(Guna’er jfr Sankhya), og efter disses
Fordeling i Mennesket bliver Handlingerne og
deres Følger. Askese og Forsagelse, Valfarter,
Almisser og Ofringer er ganske unyttige, kun
Hari’s hellige Navn kan bringe Frelse og
Befrielse, som vindes ved Kærlighed og
Hengivenhed til Gud (bhakti) og ved andægtig
Fremmumlen af hans Navn. Det er dog ikke alle og
enhver, der kan anvende Guds Navn, men kun
de, som Guru’en (saaledes kaldes Sektens
Stifter og hans Efterfølgere) finder værdige
dertil Frelsen er altsaa kun for de udvalgte.
Enhver Discipel (Sikh) skal derfor fuldstændig
underkaste sig Guru’ens Befalinger, da Frelsen
er betinget af ham. I dette System er der egl.
ingen Plads for Etik, da det ikke er moralsk
Handlen, men snarere Frihed for Handlen,
som er Maalet, og dette naar man først, naar
man er naaet op paa det højeste Trin af
Fuldkommenhed, hvor alle Pligter hører op. Der
findes dog ogsaa Afsnit i den hellige Skrift, som
viser en noget finere Art af Panteisme,
nærmende sig til Teisme (udgaaet særlig fra
Paavirkning af Kabir og navnlig udformet af den
5. Guru, Arjun); her fremhæves Guds Godhed
og hans Forsorg for alle Skabninger, og den
absolutte Guddom identificeres ikke med
Universet. Men Panteismen egnede sig ikke for
Folkets brede Lag, og under Indflydelse fra
Islam vandt Deismen Indgang, saa at Folket
antog Troen paa een personlig Gud med
Udelukkelse af alle hinduiske Guder og uden
Begreb om den panteistiske Definition af det
absolutte. De hinduiske religiøse Ceremonier
afløstes af særegne (krigerske) Ceremonier (se
Govind Singh); Kastevæsenet angrebes
ikke direkte, men der lagdes ingen Bet. deri,
eftersom alle Sektens Tilhængere efterhaanden
udviklede sig til et krigersk Broderskab, der
med Lethed fik Herredømmet over den
uvidende Befolkning (Jat-Stammen) i hele Pandshab.
Deres Historie op til Midten af 19. Aarh. udgør
et betydningsfuldt Afsnit af Indiens politiske
Historie med mange blodige Optrin; nu, da
deres politiske Bet. er forbi, er deres Religion
i stærk Tilbagegang, splittede som de er i en
Mængde forskellige mindre Sekter uden nogen
egl. Præstestand. — Nanak (1469—1538)
overgav Sektens Ledelse til sin Tjener Angad
(1538—52); dennes Efterfølger Amar Das
(1552—74) var af Krigerstand og videnskabelig
dannet, han overgav Guruværdigheden til sin
Svigersøn Ram Das (1574—81), som med stor
Energi udvidede Menigheden og lod
Værdigheden gaa i Arv til sin Søn Arjun
(1581—1606). Under denne samledes de hellige Skr til
en afsluttet Kanon; han grundlagde Sektens
Helligdom i Amritsar og gav den en fast
Organisation. Arjun’s Søn Har Govind
(1606—38) omgav sig med en Livgarde og organiserede
et militært System, medens Sektens Tilhængere
stadig steg i Antal; efter ham fulgte hans
Sønnesøn Har Rai (1638—60), en fredelskende
Mand, der overgav Guruværdigheden til sin
mindreaarige Søn Har Kisan (1660—64).
Denne døde imidlertid snart efter af Kopper,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
