Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Simonsen, Niels Juel - Simonsen, Peter - Simonsen, Rudolf Herman - Simonsen, Simon Ludvig Ditlev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der, naar den udfoldede sig i al sin Vælde,
kunde virke med en Naturmagts Styrke,
imponerende og rent fys. betagende, medens den, naar
Sangeren lagde en Dæmper derpaa, var i
Besiddelse af en ganske egen Klangskønhed og Ynde.
Dertil et træfsikkert Øre, en udpræget rytmisk
Sans og et Foredrag, der som oftest rent
intuitivt, uden i Enkelthederne at gennemføre en
dybere ell. mere indgaaende Karakteriseren,
vidste at træffe det rette, navnlig hvor det
gjaldt at tolke enkle usammensatte Stemninger
og Følelser. Endelig havde han en ypperlig
Støtte i sin mandige og statelige Skikkelse, og
dertil en rent umiddelbar Evne til at fylde paa
Scenen. Intet Under, at han gennem Aarene
kom til at bære hele det store
Barytonrepertoire, og til Tider, alene i Kraft af sin overlegne
Stemmefylde, ragede et Hoved op over alt
Folket. Den første ny Rolle, S. fik efter sin Debut,
var Agamemnon i »Iphigenia i Aulis«, en
Skikkelse, hvis storslaaede og dog retlinede
Konturer, saavel i mus. som dram. Henseende, faldt
nøje i Traad med S.’s egen
Kunstnerpersonlighed og derfor, efterhaanden som han mere og
mere vandt Herredømme over sine dram.
Virkemidler, blev en af hans mest fremragende
Ydelser. Noget lgn. gjaldt om hans Udførelse af
Wilhelm Tell, og fremfor alt om den Skikkelse,
der maaske staar som mest typisk i S.’s store
Figurgaleri, Marsk Stig i »Drot og Marsk«, der,
foruden at være en Mand, tillige har den
Egenskab at være en dansk Mand, to Ting, der
særtegner væsentlige Sider af S.’s Personlighed. Og
mange er de danske Komponister, hvis Værker
har faaet en mægtig Støtte gennem de Skikkelser,
som S. har baaret frem paa sine brede Skuldre:
Kong Valdemar i »Tove«, Noureddin i »Aladdin«,
Sverkel i »Liden Kirsten«, Frode, Abbeden i
»Oluf«, Saul o. m. fl. Over vide Felter spændte
S.’s Repertoire; men har han end paa den
lettere og den komiske Operas Omraade ydet
noget saa betydeligt som Rodolphe i »Den lille
Rødhætte« og Figaro i »Barberen« og »Figaros
Bryllup«, var det dog særlig i den store Opera,
at han hørte hjemme. En Opregning blot af
Navnene paa de væsentligste af hans Roller vil
vise, paa hvor alsidigt et Omraade han har
været virksom. Han har, foruden de alt nævnte,
sunget Simeon i »Josef og hans Brødre«, Don
Juan og Masetto, Pizarro i »Fidelio«; den fr.
Opera var repræsenteret bl. a. ved Saint-Bris i
»Hugenotterne«, Lothario i »Mignon«, Hamlet,
Valentin i »Faust«, Mercutio og Capulet i
»Romeo og Julie«; af Verdi omfattede hans
Repertoire Rigoletto, Greven af Luna i
»Troubadouren«, Germont i »Traviata«, Amonasro i »Aïda«,
Falstaff og Jago, og endelig sang han af
Wagner’ske Partier Wolfram i »Tannhäuser«,
Telramund i »Lohengrin«, den flyvende Hollænder og
Hans Sachs i »Mestersangerne«. 6. Marts 1906
optraadte S. sidste Gang som Lothario i
»Mignon«. 1874 var han bleven udnævnt til
Kammersanger. Men ogsaa uden for Teatret virkede S.
i vide Kredse; ikke for intet kaldte man ham
»Folkets Sanger«, for saa vidt som han netop
ofte, hvor de brede Lag var samlede, lod sin
Stemme lyde; ved alle større festlige
Lejligheder, hvor en Kantate rummede et
Barytonparti, var S. den selvskrevne Bærer af dette,
ligesom han med Ihærdighed deltog i Koncert-
og Sangforeningslivet. Endnu kan nævnes, at
han i fl. Aar var Formand for
Skuespillerforeningen og for de danske Vaabenbrødres
kbhvn’ske Afdeling.
S. L.
Simonsen, Peter, sønderjydsk Bladmand,
f. i Branderup, Haderslev Amt, 24. Novbr
1864. Efter Studier ved tyske Univ. blev han
1893 Medarbejder ved »Flensborg Avis« og har
i denne Stilling især med Dygtighed redigeret
Bladets udenrigske Rubrik »Verdens Gang«. I
den nationale Kamp blev han sin Chefs, J.
Jessens, fuldtro Mand og delte med ham de onde
Kaar, som de preuss. Herrer særlig beredte
Stridsmændene i den yderste danske
Forpostlinie. Han udstod saaledes flere haarde
Fængselsstraffe og var interneret som Statsfange i de
første Maaneder af Verdenskrigen. S. har
virket for at styrke Danskheden i Flensborg, hvor
han bl. a. er Medlem af Borgerforeningens
Bestyrelse. Den dybe Skuffelse, som Udfaldet af
Afstemningen i »Anden Zone« 1920 voldte ham
og hans Fæller ved »Flensborg Avis«, bragte
ham ikke til at opgive Kampen. Han er blevet
paa sin Post og staar nu midt i det kraftige
Arbejde, som efter Fastsættelsen af Danmarks
ny Sydgrænse er taget op for Danskhedens
Bevarelse i Mellemslesvig. S. arvede (1907) efter J.
Jessen’s Død hans Sæde i Sprogforeningens
Tilsynsraad og var Medarbejder ved »Haandbog
i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie«
(1901).
H. L. M.
Simonsen, Rudolf Herman, dansk
Komponist og Pianist, f. i Kbhvn 30. April 1889.
Student 1906, Cand. jur. 1912, samtidigt Elev af
det kgl. Musikkonservatorium, studerede Piano
hos Agnes Adler, Komposition hos Otto Malling.
Debuterede som Pianist 1911. Studierejser til
Berlin og Paris og, paa det Ancker’ske Legat
(1920), til Rom. Fra 1916 Lærer ved det kgl.
Konservatorium i Kbhvn. Af hans Kompositioner
er en Ouverture, en Klaverkoncert og en
Klaverkvintet opført i »Dansk Koncertforening«, to
Korstykker (»Kyrie« og »Gloria«) ved
Paaskekoncerten i Vor Frue Kirke (1914), senere i
»Musikforeningen« og i Berlin. Af hans tre Symfonier
er to (»Zion« og »Hellas«) trykt og opført i
Kbhvn, Göteborg, Berlin og Braunschweig, en
tredie (»Roma«) er endnu Manuskript, ligeledes
to Strygekvartetter.
A. H.
Simonsen, Simon Ludvig Ditlev,
dansk Dyrmaler, ovenn. N. S.’s Søn, f. i
München 19. Jan. 1841; 4 Aar gl kom han med
sine Forældre til Kbhvn, hvis Kunstakademi
han besøgte 1855—60 samtidig med, at han
malede under sin Faders Vejledning. Som
Udstiller debuterede han 1859 med »En Ko, halv
naturlig Størrelse«, for hvilket Arbejde den
Neuhausen’ske Præmie blev ham tilkendt; 1861
fik han den anden Gang for »En Hingst fra
Frederiksborg Stuteri«, tredie Gang 1867 for
»Heste uden for en Landsbysmedje«. Foruden
disse Billeder udstillede S. allerede i sin
Ungdom adskillige andre, der vandt ham et ikke
ringe Publikum og let fandt Købere; 1864
erhvervedes saaledes »De to Venner« til Museet
i Göteborg, 1866 »Heste i Spring« til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
