Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sindssyge - Sindssygehospitaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke S. som saadan, men Sygdommens Evne til
at berøve Personen hans etiske Valgfrihed er
det afgørende for Strafskyldens Bedømmelse.
Da nu mange S.-Former ikke i og for sig
berøver den Angrebne hans Evne til at skelne
mellem det etiske og uetiske, det tilladelige og
ikke-tilladelige, det lovlige og ulovlige, følger
heraf, at S. efter disse Straffelove ingenlunde
ubetinget udelukker Straf, men i Princippet kun
da, naar den har medført, at den Paagældende
ikke har været sig »Handlingens Strafbarhed
bevidst« [Strfl. 1866 § 38).
Nutidens Strafferet har forladt disse paa
Indeterminismen opbyggede Distinktioner, og ser
i Straffen kun et praktisk brugbart Middel til
at betrygge Retssikkerheden i Samfundet — et
Middel, der følgelig ikke bør benyttes, hvor det
paa Forhaand maa antages at være, ell. efter
de konkrete Resultater viser sig at være
unyttigt ell. endog skadeligt. De Sindssyges
Strafbarhed maa herefter bero paa, om Straf over
for dem har noget fornuftigt Formaal. Herom
er Meningerne delte, idet nogle Kriminalister
ikke anser det for udelukket, at visse
Sindssyge kan paavirkes gennem Straf, medens
andre anser det for formaalsløst at underkaste
nogen Sindssyg Straf, uanset S.’s Form og
uanset om der kan paavises noget
Kausalitetsforhold mellem de sygelige Forestillinger og
den begaaede Forbrydelse, eftersom enhver
konstateret Sindssygdom indeholder Beviset for, at
hele det psykiske Liv fungerer abnormt;
Tilstedeværelsen af en virkelig forbrydersk Villie
kan derfor ved de Sindssyges Handlinger ikke
godtgøres, og dermed bortfalder Straffens
psykologiske Forudsætning. Hertil kommer — efter
de sidst omtalte Kriminalisters Mening —
Umuligheden af at angive praktisk brugbare Kriterier
for, hvilke Sindssyge der kan antages at være
egnede Strafobjekter, hvilke ikke, og den deraf
følgende nærliggende Mulighed for i de
konkrete Tilfælde at gøre sig skyldig i
skæbnesvangre Fejlgreb. Da imidlertid alle er enige
om. uanset det principielle Udgangspunkt, at
Samfundet bør beskyttes ikke mindre over for de
sindssyge Lovovertrædere end over for de ikke
sindssyge, og da Spørgsmaalet saaledes kun
staar paa, om Sikkerhedsforanstaltninger (s. d.)
ell. Straf bør gives et noget videre ell.
snævrere Omraade, er den praktiske Betydning af
Striden ikke særdeles betydningsfuld, saa meget
mindre som Uenigheden i det væsentlige kun
angaar Grænsetilfældene mellem egl. sindssyge
og andre psykisk abnorme Individer, for hvilke
sidste man nu i Modsætning til tidligere er enig
om, at Straf i stort Omfang bør fortrænges af
Sikkerhedsforanstaltninger. Divergensen vil
derfor i Retslivet kun sjældent føre til forskellige
Resultater og kan med nogen Ret betragtes
som den sidste Udløber af den gamle Strid
mellem Læger og Jurister — selv om der nu i
begge Lejre findes baade Læger og Jurister —
om, hvem der i sidste Instans skal kunne tale det
afgørende Ord om Anvendelse af Straf ell.
andre Foranstaltninger over for de Sindssyge. — I
Straffelovskommissionens Udkast 1917 er de to
Standpunkter stillet ret skarpt over for
hinanden og har i Motiverne fra begge Sider
fundet omfattende Begrundelse. I det af
Regeringen 2. Decbr 1924 Rigsdagen forelagte Forslag
til ny Straffelov har Justitsminister Steincke
tiltraadt det Standpunkt, der fører til ubetinget
Straffrihed for alle Sindssyge (se i øvrigt
Tilregnelighed).
A. Gl.
Sindssygehospitaler er Hospitaler til
Behandling og Forplejning af Sindssyge. De
betegnes endnu ofte som Sindssygeanstalter,
hvilket Navn lige saa vel som det ældre
Daareanstalter er blevet fortrængt af Bestræbelsen
for at mildne Menigmands indgroede Uvillie mod
alt, hvad der har med Sindssygdom at gøre.
Nutidens S. kan føres tilbage til ældre Tiders
Daarekister, der ikke gav sig af med
Lægebehandling af de Sindssyge, men kun tilsigtede
at afsondre de farlige og besværlige Sindssyge
og i gunstigste Fald yde dem god Pleje. En af
de ældste kendte Daarekister i Europa er
»Helligaandshuset« i Upsala, der 1305 indrettedes til
Brug for syge »Vandrere« og Sindssyge, men
allerede langt tidligere, helt tilbage til 7. Aarh.,
forefindes i de under arabisk Kulturindflydelse
staaende Lande i Nordafrika og Lilleasien
Anstalter for Sindssyge (saaledes i Bagdad,
Damaskus, Cairo og Fez). Ordenen de la Merced,
der virkede ved at løskøbe kristne Fanger fra
de Vantro, og som under sit Arbejde havde
lært disse Daarekister at kende, gav Stødet til,
at lgn. Anstalter oprettedes i Spanien i 15.
Aarh. (saaledes i Valencia 1409, i Sevilla 1436,
i Barcelona 1412 o. fl.). Fra 16. Aarh. kendes
forsk. Daarekister i Tyskland, saaledes i
Nürnberg og Hamburg. Ligeledes Wiens
»Narrenthurm« er kendt. 1533 omdannedes Klostrene
Haina, Merxhausen og Hofheim til
Daareanstalter. I England indrettedes 1547 det kendte
Bedlem Hospital til Daareanstalt, hvorimod de
berømte fr. Anstalter Charenton, Bicêtre og
Salpêtrière først stammer fra 17. Aarh.
Danmarks første egl. Daareanstalt er Skt Hans
Hospital (s. d.).
Det afgørende Skridt, der omformede
Daarekisterne fra rene Interneringsanstalter til
Helbredelsesanstalter, skete ved Overgangen fra 18.
til 19. Aarh. Chiarugi i Firenze (1786),
Daquin i Chambery (1788) og Kvækeren
William Tuke i York (1792) havde hver for
sig paabegyndt et Reformarbejde, men mest
Bet. fik dog Franskmanden Philippe
Pinel’s Virksomhed i Paris* store Anstalt Bicêtre.
Det var egl. Bicêtre’s Direktør Pussin, der
23. Maj 1798 (ikke som ofte fejlagtig anført
1793) gjorde det betydningsfulde Skridt at
bryde med Fortidens fængselsagtige Behandling af
de Sindssyge, men Pinel og hans berømte Elev
Esquirol førte i betydelige Værker
Tankerne frem og afgav Grundlaget for Nutidens
Sindssygevæsen. Esquirol’s Planer til Bygning
af S. blev 1820 benyttet ved Opførelsen af S. i
Slesvig. Over Tyskland, hvor de ny Tanker blev
grebet med Iver, og hvor der i Aarh.’s Beg.
byggedes en Mængde S., hvoraf en af de
berømteste er Sonnenstein i Sachsen, bredte
Bevægelsen sig til Danmark. Dens første Mænd her
var Jens Rasmussen Hübertz, der
gjorde et forberedende statistisk Arbejde, og
Harald Selmer, der 1852 fik gennemført
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
