Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skatteopkrævning - Skatteovervæltning - Skattepligt - Skatteprocent - Skatteraad - Skattering - Skatter og Afgifter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skatteopkrævning. Ved S. forstaas de admin.
Foranstaltninger, der har til Formaal at bringe
de Befolkningen paalagte Skatter ind i
Statskassen. Som Form for S. anvendtes tidligere
(ogsaa i den nyere Tid) den saakaldte
Skatteforpagtning, hvor Staten mod en
Forpagtningssum overdrog Opkrævningsretten til andre. Dette
gav ofte Anledning til Misbrug, idet
Skatteforpagterne søgte at udpine Skatteyderne og ikke
holdt sig strengt til Lovens Ord. Kendt og
berygtet er saaledes Skatteforpagtningens Historie
i Frankrig under l’ancien régime, hvor Staten
hyppigt saa gennem Fingre med
Skatteforpagterne, fordi den var økonomisk afhængig af
dem, bl. a. p. Gr. a. ydede Laan. Denne
Opkrævningsform findes i Statsbeskatningen nu
kun sjælden i civiliserede Stater (den findes dog
i Tyrkiet og Ægypten); derimod anvendes den
i den kommunale Beskatning ved Oktrojerne.
Hovedformen for S. er nu den direkte af Staten
og Kommunerne gennem deres egne
Embedsmænd. Ikke sjælden lader Staten paa sine Vegne
S. foretage ved kommunale Embedsmænd, i
Danmark t. Eks. for Indkomst- og
Formueskatter, ligesom man ogsaa har Eksempler paa, at
Staten opkræver Skatterne for Kommunerne (f.
Eks. i Frankrig).
C. T.
Skatteovervæltning, se Skatter og
Afgifter.
Skattepligt. Herved forstaas den retlige
Forpligtelse, som en Stats Undersaatter har til at
erlægge Skat. Berettigelsen af en saadan Pligt
er given med Anerkendelse af en med
Tvangsmyndighed udstyret Stat, der til Gennemførelse
af sine Formaal bruger flere Midler, end
Erhvervsindtægter og Gebyrer indbringer. Staten
er da med Nødvendighed henvist til at lægge
Beslag paa en Del af sine Undersaatters
Indtægter. Ved Lovgivningens Mellemkomst kan der
ogsaa paalægges Statens Undersaatter en S.
over for Kommunen.
C. T.
Skatteprocent. Ved en Kommunes S.
forstaas den Procent, som den samlede personlige
Skat til Kommunen som Opholdskommune i et
givet Skatteaar udgør af de samlede p. Gr. a.
Ophold i Kommunen skattepligtige Indkomster.
Da de virkelige Indkomster ikke beskattes i lige
Forhold, idet der finder Forhøjelser ell.
Nedsættelser af dem Sted under Hensyn til
Lejligheden og efter Omstændighederne deres
Kilde (se Skattevedtægt), og kun de
derved fremkomne forhøjede ell. nedsatte
Indkomster beskattes med samme Procent, den
saakaldte Ligningsprocent, er S. altid en blot
Gennemsnitsprocent, der intet oplyser om, hvor
stor en Procent den enkelte Skatteyder maa
betale af sin Indkomst, hvilken Procent kan
være baade betydelig højere og betydelig
lavere. S.’s Størrelse har i fl. Henseender
retslig Bet.
P. J. J.
Skatteraad. I Medfør af Lov af 15. Maj 1903
og senere Love er der i Danmark oprettet S.,
der ved Ligningen af Indkomst- og
Formueskatten samvirker med de kommunale Myndigheder.
Landet, undtagen Hovedstaden, inddeles i denne
Hensigt af Finansministeren i et passende Antal
Skattekredse, og for hver Skattekreds oprettes
et S. Hovedstaden danner en Skattekreds for
sig, og den tidligere Ligningskommission kaldes
efter Apr. 1904 for I S. I Landet uden for Kbhvn
bestaar S. af 3 Medlemmer og 3 Stedfortrædere,
der vælges af Finansministeren, som tillige
bestemmer, hvem af dem der skal være Formand.
Medlemmerne beskikkes for 6 Aar, saaledes at
hvert 3. Aar fratræder Halvdelen, og hvis
Antallet er ulige, første Gang den større Halvdel.
I Kbhvn bestaar S. af Borgmesteren og
Raadmanden for Magistratens 2. Afdeling, henh. som
Formand og Næstformand, og af 5 andre
Medlemmer, nemlig 3 af Borgerrepræsentationen bl.
dennes Medlemmer og 2 af Finansministeren
valgte Medlemmer. Valget gælder ogsaa her for
6 Aar.
C. T.
Skattering [alm. sja’te’reŋ], se
Skyggegivning.
Skatter og Afgifter. Ved Skatter forstaas de
Ydelser i Penge ell. Pengeværdi, som
Lovgivningsmagten paalægger Enkeltpersoner ell.
Institutioner at erlægge til Dækning af Staternes
ell. Kommunernes Udgifter. Mellem Skatter og
Afgifter er Grænsen ikke skarp. Ordet Afgifter,
der for saa vidt er vidererækkende end Skatter,
da det indbefatter Gebyrer, har bevaret nogen
Forbindelse med Begrebet Regaler og benyttes
f. Eks. (vekselvis med Skat), hvor Ydelsen i gl
Dage opkrævedes som Følge af Kronens
Overhøjhedsret (f. Eks. Told), medens Ordet
Skatter mere benyttes om saadanne Ydelser, der
fordeles efter visse ensartede Regler paa hele
Befolkningen, og som til alle Tider har været
opfattede som et Udslag af Statens alm.
Beskatningsret. (Man taler baade om indirekte Skatter
og Afgifter, men kun om direkte Skatter). I del
flg. vil Ordet Skatter blive brugt som
Fællesbetegnelse for de to Begreber. — Et Spørgsmaal,
som levende har beskæftiget Finansvidenskaben,
er dette, om der gives et almengyldigt Princip
for Skatternes retfærdige Fordeling. De to
Teorier, der her har spillet den største Rolle, er
Nytte- ell. Interesseteorien paa den ene Side,
Evne- ell. Offerteorien paa den anden.
Tilhængerne af den førstnævnte vil have Skatterne
fordelte efter den Nytte, Borgerne har af
Samfundet, ell. efter deres Interesse i dets Bestaaen;
sit skarpeste Udtryk har disse Synspnkter
fundet i den saakaldte Forsikringsteori, iflg. hvilken
Skatterne maa opfattes som Betaling for den
Retsbeskyttelse for Person og Gods, som Staten
ydede den enkelte Borger. Derimod lægger
Evneteorien Hovedvægten paa Undersaatternes Evne
til at yde Skat. Uden her at turde komme
nærmere ind paa de to Teorier og deres
Begrundelse skal blot nævnes, at i Nutiden har
Evneteorien fundet den stærkeste Tilslutning i den
Forstand, at den angiver den alm. Retningslinie
for Skatternes Fordeling, der dog tillige bør
bestemmes af andre samfundsvigtige Forhold,
som Sikring af tilstrækkelig Kapitaldannelse og
Bevarelsen af en social Trinstige. Ej heller
udelukker Evneprincippet, at Nytteteorien kan have
sin begrænsede Berettigelse, f. Eks. naar
Skatter paalægges bestemte Landsdele ell.
Samfundsklasser ud fra det Synspunkt, at en Del af
Statens Virksomhed fortrinsvis er kommen dem til
gode.
Evneprincippet giver sig navnlig Udslag i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
