Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum / 591 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skjoldlus - Skjoldmøer - Skjoldnæs - Skjoldnæsholm - Skjoldtæger - Skjoldunger

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

S., naar de optræder i Mængde, gøre ikke
ringe Skade paa Kulturplanter. Forstlig Betydning
har Coccus fagi paa Bøgestammer, der ved dens
Angreb kan miste Partier af Barken, samt
Aspidiotus cryptogamus paa Pil, Poppel og Ask.
En stor Mængde Former optræder skadelig paa
Haveplanter og Frugttræer. Bedst kendt af
disse er Aspidiotus Nerei paa Nerium.

Paa den anden Side producerer S. en
ualmindelig stor Mængde Stoffer, der har faaet
tekn. Bet. Af disse maa særlig Cochenillen (af
Cochenille-S., Nopal-S., Kaktus-S.)
nævnes. Gummi dannes af Gummi-S. og
Skellak af Laks-S. (C. lacca). Denne lever paa
Anona squamosa, Ficus, Rhamnus o. a. Træer
i Indien. Lakken er Hunnernes Skjolde.
Kermes-S. (Lecanium ilicis) paa Sydeuropas Ege
(Quercus coccifera) producerer et rødt
Farvestof; et lgn. frembringes af Porphyrophora
polonica, der i Nord- og Centraleuropa lever paa
Rødderne af Polygonum cocciferum. Voks
produceres af en Mængde Arter, særlig Ceroplastes
ceriferus fra Indien. — Manna-S., Coccus
mannifera paa Middelhavslandenes
Tamarinder, producerer Manna, søde Udsvedninger,
rimeligvis Dyrenes Ekskrementer, som tjener
Araberne til Næring. Om Jødernes Manna, se
Manna. Illustration, se under Cochenille.
C. W.-L.

Skjoldmøer, Møer, der bærer Vaaben og
gaar i Kamp; er ikke saa sjældne bl. krigerske
Folkeslag paa et vist barbarisk Kulturtrin (jfr
Amazoner); men særlig yndede er de i, og
Navnet tilhører, det gamle Norden (oldnordisk
skjaldmeyjar, gammeldansk skielmøer).
Vikingetidens Kildeskrifter viser, at de ikke var
ukendte endnu i 10. Aarh. I Digtningen spiller
de en mere fremtrædende Rolle, dels som
ejendommelige for gammel Kultur i det hele, dels
som Underførere i Harald Hildetand’s Hær i
Braavalla-Slaget. I det hele er Interessen for
dem særlig stor i Danmark. Til S. hører
Alfhild, som Alf overvandt i Vikingekamp (se
Siklinge-Slægten), og fremfor alle
Hervar, Angantyr’s Datter, der henter Sværdet
Tyrfing ud af sin Faders Gravhøj; ligesaa
hendes Sønnedatter, den yngre Hervar, der falder
i Kamp mod Hunehæren.
(A. O.). G. K-n.

Skjoldnæs, Nordvestpynten af Ærø. Her er
bygget et rundt Fyrtaarn af Granit, hvorfra
der hvert 1/2 Minut vises Et-Blink. I tykt og
taaget Vejr giver en Sirene hvert Minut
Et-Stød.
G. F. H.

Skjoldnæsholm, Hovedgaard i Ringsted
Herred, omtr. 10 km N. f. Ringsted. Det ældste
S. laa paa en Odde ell. et Næs i Valsølille Sø,
hvor der endnu ses et overgroet Voldsted —
to ovale Borghøje, omgivne af fælles Grav og
Vold — og tilhørte opr. Kronen. 1368 skal S.
være bleven belejret, sagtens af kgl. Tropper.
1364 nævnes Væbner Peder Nielsen Jernskæg
som dens Ejer. Fra 1429, da Erik af Pommern
byttede sig den til, har den været et Len
under Kronen, og en Tid laa den under
Dronning Dorothea’s Livgeding. 1567 ophævedes
den som selvstændigt Len, den gl. Borg blev
nedbrudt, Stenene skal være benyttede igen
ved Byggearbejderne paa Frederiksborg, og
Lenet blev lagt ind under Roskilde-Gaard.
Frederik III’s bekendte Rentemester Henrik
Møller købte 1662 S. af Kronen, der fik den
tilbage ved hans Opbud, og 1683 overlod
Kongen den til sin Halvbroder Ulrik Frederik
Gyldenløve. Gennem hans Datter kom den i
Hænderne paa Hertug Christian August af
Augustenborg, der 1720 solgte den til F. A. Greve
Danneskjold-Samsøe. Fra 1794 har den været
i Familien Neergaard’s Besiddelse. 1844 blev
den oprettet til et Familiegods.
B. L.

Skjoldnæsholm.

Skjoldtæger, se Tæger.

Skjoldunger, Navn paa den danske
Kongeæt, særlig Heltedigtningens danske Kongeæt
(jfr Lejre). Navnet opfattes i senere Tid som
afledt af en Stamfader Skjold; rettere er det
modsatte: Skjold er en digterisk Figur, skabt
til Forklaring af Skjoldungætten. Navnet
omfatter i den ældste Tid ikke blot Kongeætten,
men hele Danernes Krigerskare (formodentlig
med Grundbetydning »Skjoldmænd«). Til den
heroiske Skjoldungæt hører tre Slægtgrupper:
1) den ældre Skjoldungrække, med
Skjold som opdigtet Stamfader, omfattende
Halvdan, hans Sønner Hroar og Helge, og
Sønnesønnen Rolf Krake; denne sidste Konges
Fald er det tragiske Midtpunkt, hvorom
Digtningsstoffet efterhaanden ordner sig; det hist.
Grundlag synes at være Danernes Kampe i
Folkevandringstiden og Grundlæggelsen af det
danske Bige. 2) Den yngre
Skjoldungrække; Hovedpersonen er Ingjald, Søn af
Frode, der atter nævnes som Søn af Fridleif;
en Frode den Fredegode er sagnagtig
Stamfader. Sagnkredsen har dog ikke sit
Tyngdepunkt i Kongeættens Personer, men i Kæmpen
Starkad den Gamle, særlig i den Opæggetale
(se Ingjalds-Kvadet), hvorved han
bringer Ingjald til at gribe til Vaaben og hævne
sin Faders Død. Denne Gruppe af S. har slet
ikke virkelige Danekonger til hist. Grundlag;
det er et gammelt Sagn om Hadbardekongers
Kampe imod Danerne, der i Vikingetiden er
blevet omdannet til dansk Heltesagn; og en
Gruppe af Sagn, til Dels med stærkt nationalt
Præg vokser op omkring det. 3) Den
yngste Skjoldungrække, Gruppen omkring
Harald Hildetand, udformes senere end
de andre, og Sagnstoffet fremtræder med
mindre poetisk Afrunding. Selve Emnet er dog
hist. Traditioner fra en Tid efter Rolf Krake’s
Død. Ved Siden af S. optræder en anden dansk

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>