Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skotland (Sprog) - Skotland (Litteratur) - Skotland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nordspidsen af Loch Long til Fort George ved
Moray Firth, saa at hvad der ligger S. og Ø. f.
denne Linie samt den nordøstligste Spids af
Caithness taler Skotsk-Engelsk. Før 16. Aarh.
brugtes Navnet skotsk Sprog kun om Gælisk
(opr. om Irsk), medens Beboerne af Lavlandene
altid kaldte deres eget Sprog for Engelsk
(Inglis), men efterhaanden bevirkede den politiske
Modsætning til England, at Navnet Skotsk
(Scots) ogsaa blev brugt om det, der egl. kun
er en Dialekt af Engelsk og fra først af kun
skiller sig meget lidt fra Northumbrisk. Skotsk
Sprog har været i litterær Brug i stor
Udstrækning i Middelalderen som et selvstændigt
Skriftsprog, der føltes som ligeberettiget med
Sproget i England, men i de sidste Aarhundreder
(bl. a. hos Ramsay, Burns, Scott og hele den
nyeste Skole af skotske Forfattere: R. L.
Stevenson, J. M. Barrie, J. Watson) nærmest som
et Bondemaal for at give Lokalfarve til
Folkelivsskildringer o. l.; det skrives for en stor Del
i en halvt konventionel Form og stærkt blandet
med eng. Bogsprog. De vigtigste
Ejendommeligheder, hvorved skotsk Sprog adskiller sig fra
Engelsk, er: oldeng. langt a er blevet til en æ-
ell. e-Lyd, skrevet a: bane, bone, wame, womb,
ane, one. Den gl. ch-Lyd (som tysk ch) er
bevaret, som i thocht, thought, laach, laugh. K og
g er bevarede i mange Tilfælde, hvor Engelsk
har t∫ og dз: kirk, Church, thack, thatch, brig,
bridge. L er ofte faldet bort: fu’ full, a’, all,
row, roll. Formerne sal (ogsaa s) og sould
(sood, suid) bruges for shall og should. I
Nutid faar alle Personer s som Endelse, dog kun
hvis et Pronomen ikke staar umiddelbart ved
Verbet: the burds cums, men thay cum; it’s
mey at cums fyrst, it is I that come first, men
aa cum fyrst. Præsens participium, (opr. paa
-and) og Verbalsubstantivet paa -ing holdes
adskilte, medens de i Engelsk er faldne sammen.
Den alm. Nægtelse er -na: isna, winna, will
not. Der er en Mængde Særord, hvoraf ikke
faa stemmer med nordisk: ken kende, gar gøre,
kail Kaal, bairn Barn, hoast hoste, medens dette
ikke gælder f. Eks. om tod Ræv, unco meget,
blethers Sludder, o. s. v. (Litt.: J. A. H.
Murray, The Dialect of the Southern Counties of
Scotland [Lond. 1873]; A. J. Ellis, On Early
English Pronunciation V, Existing Phonology of
English Dialects [Lond. 1889]; G. Gregory
Smith, Specimens of Middle Scots [Edinburgh
1902]; W. Grant, The Pronunciation of
English in Scotland [Cambridge 1913]; W. Grant
& J. M. Dixon, Manual of Modern Scots
[Cambridge 1921]; J. Wilson, The Dialect of
Robert Burns [Oxford 1923]; J. Jamieson,
Etymologicai Dictionary of the Scottish
Language [Edinburgh 1808 og ofte siden, selv i de
nyeste Optryk stærkt forældet]; A. Warrack,
A Scots Dialect Dictionary [Lond. 1911]; J.
Wright, English Dialect Dictionary [Lond.
1898—1905]).
O. Jsp.
Litteratur.
(For den skotsk-gæliske Litteratur se
Keltisk Litteratur. — Hovedtrækkene af den
lavskotske Litteraturs Historie er behandlede
sammen med den eng. i Afsnittet »Litteratur«
under England; her gives kun en kort
Oversigt over den skotske Litteratur, der har et
nationalt Særpræg). — I Middelalderen, da
Dialekterne endnu beherskede Litteraturen, dannede
Sydskotsk og Nordengelsk een stor Dialektkreds,
inden for hvilken der opstod en rig folkelig
Litt., væsentlig bestaaende af Sagn og
Folkeviser. De gik fra Mund til Mund, men blev ikke
paaagtede i de dannede Kredse og blev først
nedskrevne langt senere. Da det eng.
Skriftsprog sammen med Reformationen trængte ind
i S., blev den gamle skotske Poesi glemt, og de
skotske Digtere skrev deres Værker paa
Engelsk. Først et Par Aarh. senere, i Beg. af 18.
Aarh., vaagnede Interessen for den folkelige
Digtning. Man begyndte at optegne og samle de
gamle Ballader, og Allan Ramsay udgav og
moderniserede en Del af dem. Senere bidrog
Biskop Percy’s Udgave af gamle Folkeviser i høj
Grad til at vække Interessen for denne
Digtning, og ogsaa Walter Scott samlede og udgav
gamle Sange. Den stærke Hengivenhed,
Skotterne nærede for Stuart’erne, fremkaldte i 18.
Aarh. en Række Sange, de saakaldte
Jakobiterdigte. I Slutn. af dette Aarh. betegner Burns
Højdepunktet i skotsk Digtning og faar fl.
Efterfølgere, som A. Wilson, A. Boswell o. a.
Desuden genoplives den gamle Ballade af fl.
kvindelige Digtere; den berømteste af disse er Lady
Anne Barnard, hvis Auld Robin Gray (1771) blev
sunget over hele S. Fra Beg. af 19. Aarh. kan
nævnes Folkedigteren James Hogg, der i sine
Digte giver smukke Skildringer af skotsk Liv.
De fleste skotskfødte Forfattere skriver dog
rent Engelsk og maa regnes med til den eng.
Litt., om de end bevarer et vist Særpræg. Dette
sidste gælder særlig paa det videnskabelige
Omraade, hvor S.’s nære Forbindelse med Holland
og Frankrig har bidraget til at give den
skotske Forskning en Særstilling inden for den eng.
Verden. Især har Skotterne udmærket sig paa
Filosofiens Omraade, og den skotske Filosofi
har haft, og har endnu, stor Indflydelse, ikke
blot i England, men ogsaa paa Fastlandet.
(Litt.: David Irving, History of Scottish
Poetry [1861]; S. Taylor og J. L. Watson,
Songstresses of Scotland [2 Bd, 1871]; J. Rosy,
Early Scottish Literature [1884]; H. Walker,
Three Centuries of Scottish Literature [1893];
Laing, Ancient Scottish Poetry [2 Bd, 1894]).
(T. L.). I. O.
Historie.
Med Aar 80 e. Kr., da den rom. Feltherre
Julius Agricola drog ind i Nordbritannien,
begynder S.’s Historie. Om den Tid, der gaar
forud, kan kun Oldgranskningen give
Oplysninger, men før hist. Tid synes S.’s Beboere
at være naaet ud over en rent barbarisk
Levevis. Romernes Indflydelse blev ingenlunde
indgribende, deres Herredømme var kun rent
militært; f. Eks. kan ikke Byanlæg, opstaaede
af deres Lejre, paavises, Romerne gik kun ud
paa at ave Nordens Stammer, Caledonierne, og
hindre deres Overfald paa det kultiverede
Sydbritannien. Agricola gjorde i alt 6 Tog, paa det
andet grundede han en Række Forter mellem
Forth- og Clyde-Fjordene. Derpaa tugtede han
Stammerne hinsides denne Forsvarslinie, til han
standsede sin Fremtrængen med sin vældige
Sejr over Caledonierne ved Mons Graupius,
hvis Beliggenhed ikke kendes. I det hele er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
