Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skotland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvis Søster Margrete han var gift, gjorde
Malcolm grumme Indfald i England, men maatte
anerkende baade Vilhelm Erobreren’s og
Vilhelm Rufus’ Overhøjhed, og 1093 omkom han
paa et Tog mod England. Baade Malcolm og
Margrete virkede ivrig for at bringe Kirken i
nøje Overensstemmelse med den rom., og
talrige Angelsachser bosatte sig i Lavlandene.
Rigets Sydgrænse var nu Solway-Fjord, Cheviot
Hills og Tweed. Kelterne i Nord frygtede det
fremmede og ny, og ved Kongevalget blev
Malcolm’s Sønner forbigaaede; kun ved Vilhelm
Rufus’ Hjælp kom den ældste, Edgar
(1097—1107), paa Tronen. Han regerede fredelig ud
fra Edinburgh, hans jævnligste Opholdssted, og
stod i Venskab med Kong Henrik I, der var
gift med hans Søster Eadgyth. Under Edgar’s
Regering kom Magnus Barfod sejlende med en
mægtig Flaade, og Edgar maatte formelig
afstaa Orkn-Øerne og Shetlandsøerne,
Hebriderne og Man til Norge. Hans to Brødre,
Alexander I (1107—24) og David fulgte ham
som Konger. — David I (1124—53) var
opdraget ved Henrik I’s Hof og støttede sin Magt
paa de indvandrede normanniske Baronslægter,
bl. hvilke Navnene Bruce og Fitzalan
(Stuarternes Stamfædre) findes. Ved Hjælp af disse
blev det David muligt at indføre Lensvæsenet
i S. og dermed mere Ro og Orden, særlig i
de keltiske Egne mod Nord, hvor meget Gods
blev givet til de indvandrede Stormænd, og hvor
Lensordningen bragte bedre Forhold for Folket
end under de keltiske Høvdinger. Det hidtil
næsten uafhængige Moray lagdes nu under
Kronen. Allerede paa Alexander I’s Tid havde der
været 3 Rigsembedsmænd: Drost, Kansler og
Justiciar; hertil føjede David Marsk, Skatmester
og Seneschal. Byerne blomstrede op under
Landefreden, ved Englænderes og Flamlænderes
Indvandring, især Edinburgh, Roxburgh,
Stirling og Berwiek. David berigede Kirken ved at
skaffe den Tiende, han anlagde mange Klostre,
og medens der før hans Tid kun havde været
4 Bispedømmer, føjede han hertil 4 ny. — Over
for England var David heldig stillet og
benyttede sig klogt af Tronstriden mellem Stephen
af Blois og Kejserinde Matilde, og tog den
sidstes Parti. I hans Tid strakte S.’s Grænse sig
til Floderne Tees og Eden, idet han ved et
rigt Giftermaal havde faaet Styrelsen over
Northumberland, og i Midtengland styrede han
Northampton og Huntingdon. Malcolm IV
(1153—65) maatte til Henrik II afstaa de
Lande, David havde haft, og hjemme havde
han idelig Kamp med Kelterne. Hans Broder
Vilhelm Løven (1165—1214) ønskede atter
at vinde Northumberland og Cumberland
tilhage og forbandt sig derfor med Ludvig VII af
Frankrig mod Henrik II og gjorde herved Beg.
til den Alliance med Frankrig, som siden hen
fjernede S. fra England, blev den bestandige
Hovedlinie i skotsk Udenrigspolitik, og bragte
Folkets øverste Lag under kendelig fr.
Paavirkning. Foreløbig fik dog denne ingen Bet., og
da Vilhelm sluttede sig til Prins Henrik i hans
Oprør mod Henrik II, blev han fanget under et
Indfald mod England og maatte ved Traktaten
i Falaise i Normandiet forpligte sig til at være
den eng. Konges Vasal og som Sikkerhed for
sin Troskab overgive Henrik II 4 Slotte. 1189
løste Richard Løvehjerte Vilhelm fra Traktaten
i Falaise, ophævede Lensforholdet mod en
Pengesum og tilbagegav Berwiek og Roxburgh, de
to eneste Slotte, Henrik II havde beholdt. Mod
Johan uden Land forbandt Vilhelm sig med
Filip Augustus. Hjemme i sit Rige fremhjalp
Vilhelm Kirken, men endnu mere Byerne; fra
hans Tid gaves de første Rettighedsbreve til
Købstæderne, saaledes til Rutherglen, Aberdeen,
Perth, Inverness og Ayr. — To dygtige Konger,
begge af Navnet Alexander, fulgte Vilhelm, og
i deres Regeringstid foregik en stærk
Folkeblanding i Landet, under hvilken Modsætningen
mellem Kelterhøvdingerne og de normanniske
Baroner udjævnedes. — Alexander II
(1214—49) havde til Samtidige i England Johan uden
Land og Henrik III; to Gange støttede han de
eng. Baroner mod Johan og hjalp dem til
Opnaaelse af Magna Charta. Til Gengæld lovede
Baronerne ham de 3 nordligste Grevskaber i
England; men da de efter Johan’s Død svigtede
Løftet, forbandt Alexander sig med den
hidkaldte fr. Prins Ludvig mod Henrik III. Da
Ludvig imidlertid maatte drage bort, kom en
Fred i Stand, idet Alexander aflagde Lensed til
Henrik for sine Len i England, deriblandt
Huntingdon, senere ægtede han Henrik’s Søster.
Sikker for Fare Syd fra kunde da Alexander
bringe Rigsdelene til at lystre; det stridige
Argyll lagdes under Kronen 1222, og i
Nordlandene stiftede han Orden og Fred. Med sine
Prælater og Baroner raadslog han ofte, og
Franciskanere og Dominikanere indvandrede.
— Alexander III (1249—86) øvede sin
vigtigste Kongegerning ved Erhvervelsen af
Hebriderne og Man. Om Hebriderne havde der
fra Alexander II’s Tid været ført forgæves
Forhandlinger med Hakon den Gamle af Norge;
1263 kom Hakon sejlende med en vældig
Flaade og modtog Hylding af Hebriderne og Man;
men da hans Angrebsplan mod S.’s Fastland
var glippet og han selv død paa Orkn-Øerne,
blev der sluttet Fred 1266 i Perth med Magnus
Lagabøter, og Hebriderne og Man afstodes til
S. mod en Betaling af 400 Mark straks og 100
aarlig i Evighed. Til Fredens Sikkerhed giftedes
Alexander’s Datter Margrete med den norske
Kongesøn Erik. I øvrigt afværgede Alexander
Pavens Pengeudpresninger fra den skotske
Kirke. — Da alle Alexander’s Børn var døde, blev
hans lille Datterdatter fra Norge Margrete, Erik
Præstehader’s Datter, af en
Stormandsforsamling anerkendt som Rigets Arving. Kort efter
døde Alexander ved et Fald med Hesten. Hans
Død var skæbnesvanger for S., da Edvard I af
England nu kunde haabe at gøre S. til et
Lydland af England. Hans første Plan om at naa
dette ved et Giftermaal mellem sin Søn Edvard
og Margrete glippede imidlertid, thi den lille
Margrete, »Pigen fra Norge«, døde under
Overrejsen paa Orkn-Øerne. Den skotske Trone stod
nu ledig og 13 Tronkrævere meldte sig. Da
maatte Skotterne tage Edvard I som Mægler og
Dommer i Egenskab af S.’s Lensherre. To
Efterkommere af David af Huntingdon, Vilhelm
Løven’s Broder, John Balliol, Dattersøn af
David’s ældste Datter, og Robert Bruce den
Ældre, Søn af David’s næstældste Datter, stod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
