Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skottsberg, Carl Johan Fredrik - Skotusa - Skougaard, Johan Kristian - Skougaard-Severini - Skov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skottsberg [’skåtsbærj], Carl Johan
Fredrik, sv. Botaniker, f. 1880 i Karlshamn,
fil. Doktor 1907, Konservator ved det botaniske
Museum i Upsala 1909—14. Forestod 1915—23
Anlægget af en botanisk Have i Göteborg, hvis
Forstander han derpaa blev. S. har foretaget
en stor Mængde Forskningsrejser, hovedsagelig
til Syd-Amerika; saaledes deltog han 1901—03
i den sv. Sydpolsekspedition (Antarctic), ledede
1907—09 selv en Ekspedition til Falklandsøerne,
Ildlandet, Patagonien og Juan Fernandez-Øerne
ud for Chiles Kyst. Senere (1916—17) har han
atter undersøgt sidstnævnte Øer i bot.
Henseende. Fra alle disse Rejser har S. hjembragt store
bot. Samlinger, hvoraf han i talrige Afh. har
bearbejdet Blomsterplanterne og til Dels
Havalgerne; disse Afh. er dels af systematisk, dels
af plantegeografisk Karakter. Rejserne har han
ogsaa beskrevet populært i flere Bøger.
C. H. O.
Skotusa (Skotussa), Oldtidsby i
Landskabet Pelasgiotis i Thessalien, ikke langt fra
Kynoskefalai.
H. H. R.
Skougaard [å’skä^ugår], Johan Kristian,
norsk Vejdirektør, f. i Egvåg ved Farsund 31.
Juli 1847, d. i Oslo 25. Septbr 1925, blev Officer
1868, tog militær Højskoleeksamen 1872 og
ansattes 1873 i Statens Vejvæsen. 1886 avancerede
han til Kaptajn i Hæren, men tog 1887 sin
Afsked. I Vejvæsenet blev han 1895
Overingeniør og var 1904—18 Vejdirektør. S.
indehavde en Række tekniske og andre Tillids- og
Æreshverv; han var saaledes Formand i
Polyteknisk Forening 1897—99, Jurymand ved
Verdensudstillingen i Paris 1900, Ordfører i Oslo
1905 og Viceordfører 1906—07, senere Medlem
af Bystyret. Han repræsenterede Norge ved de
internationale Kongresser for Vejvæsen i Paris
1908 og i Bryssel 1910; blev 1911 norsk Medlem
af Centraladministrationen for L’Association
internationale de la route. Han har bl. a. udgivet
»Det norske veivæsens historie« (2 Bd,
1899—1914) og »Fransk-norsk ordbok« (1921).
Wt. K.
Skougaard-Severini [’skå^ugår-],
Kunstnernavn for Severin Skougaard, norsk
Tenorsanger, f. 11. Maj 1837 i Ekvaag ved
Farsund, d. 14. Febr 1885 i New York. Tidlig
kom han til en Onkel i Memel, hvor han fik en
god Skoleuddannelse og forberedtes for
Handelen; ved Siden af syslede han med Musik- og
Sangøvelser. For at fuldende sin Uddannelse
rejste han til London, begyndte at tage
Sangundervisning hos Garcia og forlod definitivt
Handelen for at uddanne sig som Sanger. Han
rejste til Paris, hvor han studerede hos Duprez,
kom saa til Italien, hvor han optraadte 1860.
Efter at være vendt hjem koncerterede han i
Oslo og fl. norske Byer; gjorde derefter en
vellykket Tourné til Kbhvn og Nordtyskland og kom
1861 til Paris, hvor han studerede to Aar hos
Panofka. 1864 debuterede han i Sthlm. 1866
optraadte han med Held i fl. norditalienske
Byer og rejste s. A. til New York, der fra nu af
blev hans faste Opholdssted, og hvor han
udfoldede en betydelig Virksomhed som Sanglærer.
I en Rk. af Aar gav han hvert Foraar Koncert
i Chickering Hall med sine Elever, og næsten
hvert Aar besøgte han Norge, hvor han
koncerterede og optraadte, sidste Gang i Opera paa
Oslo Teater 1876 i Verdi’s »Ernani«. S. havde
en høj, meget bøjelig lyrisk Tenor, hans
Foredrag vidnede om alsidigt Studium og mus. Sans.
Han ligger begraven i Langesund. (Litt.:
»Nord. Musiktidendé« 1885; A. C. Clark, »L.
S. Skougaard« [New York 1885]).
I. H.
Skov kaldes de Plantesamfund, hvori Træer
udgør den væsentlige Bestanddel og staar saa
tæt, at Kronerne omtr. naar hverandre. Absolut
skovløse er kun de koldeste Dele af Jorden,
omkr. Polerne og paa Højfjeldet, hvor
Sommervarmen er utilstrækkelig til at tillade en saa
kraftig Plantevækst. Skovenes Nordgrænse
falder omtr. sammen med Juliisotermen for 10°.
Stærk Vind er ligeledes hemmende for
Skovvækst, da Træer er mere udsatte for Vindens
udtørrende Magt end lavere Planter. Forblæste
Kyster er derfor ofte skovløse, ligeledes mange
Bjergspidser, hvor Varmen i og for sig var
tilstrækkelig til at tillade Skovvækst. Stor
Lufttørhed og ringe Regnmængde er ikke gunstig
for S. Paa Grænsen mellem Skovlandet og
Stepperne spiller Jordbundens Saltholdighed en stor
Rolle, idet Saltholdighed hos Jorden hemmer
Røddernes Vandoptagelse. S. holder sig her til
Bakker, hvor Udvadskningen lettere foregaar,
men skyr flad Bund. I Steppe- og Ørkenlande
er S. ikke absolut udelukket, da Fugtighed hos
Jordbunden kan bøde paa den ringe
Regnmængde. Langs Vandløb kan her findes S.
(Galeriskov). I tørre Lande vil ogsaa
Bjergskraaningernes rigeligere Forsyning med Nedslag
være iøjnefaldende, idet de ofte er skovklædte,
hvor Lavlandet er skovløst. I det koldt
tempererede Bælte optræder S. i to
Hovedformer; den stedsegrønne Naaleskov (hertil
slutter sig de stedsegrønne S. af smaabladede
Bøge paa den sydlige Halvkugle) og den
løvfældende S. (Sommerskov). Den løvfældende
S. er værnet mod Vinterens Ugunst ved
Bladløshed paa denne Aarstid. Naaleskoven er ved
smaa tykhudede Blade værnet mod for stærk
Fordampning i den kolde Tid, da Vandoptagelse
fra Jorden er umulig. Den stedsegrønne S. har
den Fordel fremfor den løvfældende at kunne
begynde Ernæringsarbejdet tidligere om Foraaret.
Den er derfor overvejende i de nordlige Egne,
hvor Sommertiden er kort, og ligeledes paa tør
Bund, medens Løvskoven er overvejende, hvor
Sommeren er længere, og hvor Jorden er god.
Paa sumpet Jord optræder Sumpskov (Æl,
Pil). I Floddale findes ofte Parklandskab
(sv. Löfeng) af Eng, vekslende med Smaapletter
af Løvskov. Hvor S. bestaar af stærkt
skyggende Træer (f. Eks. Rødgran), kan Bunden
være næsten uden Planter, medens Træer med
ringere Skygge tillader en frodig
Bundvegetation af Buske og Urter. I Løvskoven findes et
stort Antal Urter, der ved Oplagsnæring i
Knolde og Løg sættes i Stand til at fuldende
Blomstringen inden Træernes Løvspring. Jo tættere
Løvtaget bliver om Sommeren, jo mere er
saadanne Foraarsblomster overvejende i
Skovbunden, saaledes i Bøgeskov. I det subtropiske
Bælte optræder S. væsentlig i to Typer: den
subtropiske Regnskov (s. d.), hvor
Regntiden falder om Sommeren, og
Sklerofylskov, hvor Regntiden falder om Vinteren.
Sklerolfylskovens Træer har de smaa
læderagtige Blade fælles med Middelhavslandenes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
