Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skovgaard-Petersen, Carl Axel - Skovgangsmand - Skovgrund - Skovgræsning - Skovhammer - Skovhornugle - Skovhugst - Skovinddeling - Skovingeniør - Skovinspektør - Skovkantonerne - Skovkappe ell. Bevoksningskappe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Ungdommens Bog« (1909), »Jesu Lignelser« (1921),
»Erfaringer fra Prækestolen« (1921) og »Landet,
hvor Kilderne sprang«, I—II
(1923—24).
A. Th. J.
Skovgangsmand (isl. skógarmaðr), se
Skóggangr.
Skovgrund, Jord, som enten nu er bevokset
med Skov, ell. som egner sig fortrinsvis til at
dyrkes med Skov; S. er et ofte misbrugt
Udtryk, især naar Talen er om »absolut S.«,
hvorved da menes Jord, som overhovedet ikke kan
dyrkes med Agerbrugsplanter; Fejlen ligger i,
at saadan Jord som oftest heller ikke kan
dyrkes med Skov, idet den er for næringsfattig ell.
for fladgrundet ell. for vaad til, at den for
Skovens vedvarende Trivsel nødvendige
Mulddannelse kan finde Sted.
C. V. P.
Skovgræsning er Brugen af det i Skoven
forekommende Græs til Føde for Husdyr, som
tager det paa Stedet. I tidligere Tid dreves S.
i stor Stil for alle Husdyr lige fra Hesten til
Faaret, men ved Skovforordningen af 1805 blev
S. forbudt, idet der ved den samtidig paabudte
Udskiftning af Skoven skulde tillægges de
Græsningsberettigede Vederlagsarealer, paa hvilke
Træerne da maatte afdrives. Nu bruges S. kun
undtagelsesvis, og alene med Hornkvæg, som
Middel til at fjerne Græs mellem de træagtige
Planter; men Kreaturerne gør følelig Skade ved
at træde paa og, for nogle Træarters Vedk.,
bide af de unge Planter.
C. V. P.
Skovhammer er en Stempelhammer med eet
ell. fl. ophøjede Bogstaver paa Hammerbanen.
Efter at have hugget, med Økse, en Splint af
Træet baade helt nede ved Jorden og et Stykke
oppe ad Stammen, stemplede man begge Steder
ved et Slag med S.; Hensigten var, at man efter
Fældningen skulde kunne kontrolere, at Træet
virkelig havde været udvist til Hugst, og denne
Kontrol spillede i Danmark en stor Rolle, da
man oftest solgte Træerne paa Roden.
Efterhaanden som denne Salgsmaade har tabt sig,
er S. gaaet mere og mere af Brug.
C. V. P.
Skovhornugle, Skovugle (Otus
vulgaris), se Ugler.
Skovhugst er Fældning af Træer i Skoven
og omfatter dels Udhugning, dels
Hovedskovning, efter som Træerne hugges enten for de
tilbageblivendes Skyld ell. af Hensyn til en
Opvækst, som skal afløse det nuv. Træsamfund.
Tidligere udførtes S. i Danmark ofte af Køberne,
idet Træerne solgtes paa Roden, især for
Hovedskovningens Vedk.; nu er det Reglen, at
Skovbrugerne selv sørger for Hugsten,
Opskovningen og til Dels den videre Tildannelse, idet
Træet sælges i Kævler, Rummeter, Bunker ell.
som tildannede Raavarer. Om S. i Norge, se
Tømmerdrift.
C. V. P.
Skovinddeling er den allerførste
Forudsætning for rationel Skovdrift, idet man deler
Skoven i saadanne Afdelinger, at enhver Del af
Arealet yder det størst mulige Udbytte. For saa
vidt Afdelingens Grænser ikke følger Veje ell.
andre tydelige Linier, gøres de retlinede og
mærkes med Sten (Betonstøtter, Træpæle) i
Vinkelpunkterne samt med en malet Stribe paa
Træerne langs begge Sider af Linien.
Hovedsagen ved S. er, at enhver Afdeling er ell. ved
førstkommende Foryngelse af Bevoksningen
bliver en Enhed i teknisk, økonomisk og
administrativ Henseende; derfor skal enten hele
Afdelingen kun bære een Slags og lige gamle
Træer, ell. hvis den p. Gr. a. Forskel i
Jordbund bærer to Træarter, skal disse kunne
følges ad ved Udhugning og i Omdrift. Den
umiddelbare Virkning af S. er, at man saa meget
som muligt undgaar de knastede, lidet
værdifulde Randtræer; en anden Virkning er, at
enhver Del af Skoven bliver passet med Hugst og
Kultur paa bedst mulige Maade; og endelig kan
man kun i en inddelt Skov, gennem afdelingsvis
Bogføring, faa saadan Oplysning om Forholdet
mellem Aarsag og Virkning, som alene kan
danne Grundlaget for en paaviseligt rationel
Skovdrift. Hidtil er S. kun gennemført paa de
nogenlunde store Distrikter i Danmark; men
Erkendelsen af dens Nytte breder sig ogsaa til
de mindre Skovejendomme. — I Smaaskove,
hvor der ikke er Plads til regelmæssig
Højskovsdrift, maa S. bestaa i, at man indlægger
saakaldte »Aarshugster« ved at mærke Grænsen
mellem dem paa ovenn. Maade; der skal da
være saa mange Aarshugster, at Skoven stadig
kan give omtr. samme aarlige Indtægt. — I
Udlandet nøjes man ofte med en Slags S. i lige
store regelmæssige Figurer (Rektangler), enten
fordi Skovens Naturforhold er mere ensartede
end i Danmark, ell. vel oftere, fordi
Skovbruget er mindre intensivt.
C. V. P.
Skovingeniør [-sje-] var tidligere i Norge
en offentlig Funktionær, der havde at meddele
private Skovejere Raad og Vejledning m. H. t.
Skovbehandlingen. S.’s Arbejde er nu overtaget
af Skovmestrene (s. d.).
(K. F.). Wt. K.
Skovinspektør kaldes i Norge efter
Forstetatens Omorganisation fra 1. Jan. 1896 den
Tjenestemand, hvis Virksomhed det er at føre
Tilsyn og Kontrol med de egl.
Skovadministratorer, Skovforvalterne. Deres Antal er f. T.
(1925) 3 (Nordlandske, Nordenfjeldske og
Søndenfjeldske Skovinspektorat), hver med 8—15
Skovforvaltningsomraader. S. svarer til dansk
»Overførster«.
(K. F.). Wt. K.
Skovkantonerne, fra Beg. af 14. Aarh.
Betegnelse for de 3 schweiziske Urkantoner
Schwyz, Uri og Unterwalden, til hvilke 1332
Luzern sluttede sig som det fjerde. I den
helvetiske Republik dannede de 3 førstnævnte eet
Kanton, der benævnedes med den tyske Form
Waldstätten. Efter de 4 S. har
Vierwaldstätter-Søen Navn.
(H. P. S.). O. K.
Skovkappe ell. Bevoksningskappe
kaldes Randen af et Træsamfund, naar den er
klædt med Løv (Naale) lige fra Toppen af
Træerne ned til Jorden; en saadan S. yder nemlig
Læ mod Vinden og Skygge mod Solen, saa
Mulddannelsen kan foregaa uforstyrret lige til
Randen. En egl. S. kan kun dannes af
Skyggetræer, hvis nedre Grene kan holde sig i Live og
vedblive at vokse; ved Lystræerne, hvis nedre
Grene dør bort, maa S. sammensættes dels af
Hovedtræarten, dels af dennes Undervækst. For
at udvikle en god S. maa man hugge meget
stærkt og hyppigt i den unge Bevoksning,
saaledes at der senere intet bliver at hugge; er
det forsømt, kan der senere ikke frembringes
nogen virkelig S., men kun et mere ell. mindre
I ufyldestgørende Surrogat for den.
C. V. P.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
