Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skredsvig, Christian - Skrefsrud, Lars Olsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1903]; J. Thiis, »Norske malere og
billedhuggere«, I 308, 312, II 140, 287—295; — »Tidens
Tegn« 29. Jan. og 3. Febr 1924; E. Lone,
»Harriet Backer« [1924], S. 20, 72, 96, 99, 104).
(Fr. O.). C. W.-Sch.
Skrefsrud [’skræfsrud], Lars Olsen,
norsk Missionær bl. Santalerne, f. 4. Febr 1840
paa Engesveen ved Lillehammer, d. 11. Decbr
1910 i Ebenezer i Santalistan. Faderen var en
dygtig
Haandværket men
drikfældig og
tyvagtig,
Moderen en from
Kvinde, som
arbejdede ihærdigt paa at
holde Hjemmet
oppe og give sine
mange Børn en
kristelig
Opdragelse. Allerede
som Skoledreng
viste S. stor
Videbegærlighed og en ualm.
Hukommelse. I
Konfirmationsalderen kom
han i Kobbersmedelære. Letsindige
Kammerater fik ham til at drikke; han begyndte
at stjæle, og efter at have begaaet en lang
Række Tyverier blev han arresteret. Straffen
blev Cellefængsel i Oslo i 2 Aar og 8 Maaneder.
I Fængselet gennemgik han voldsomme
Sjælekampe, men fandt til sidst Fred i Troen paa
Guds Naade. Birkedal’s Postil »Synd og Naade«
var ham til megen Hjælp, og særlig greb det
ham i et Bd af Mau’s »Kristelig Samler« at læse
om Per Fjellstedt, en sv. Bondedreng, der var
blevet Missionær. Skulde han ikke ogsaa kunne
blive det? Men kunde en løsladt Straffefange
bruges dertil? Allerede i Fængselet begyndte
han nu at samle de fornødne Kundskaber og
lærte Tysk og Engelsk. Efter at være løsladt
fik han Plads paa et mekanisk Værksted i
Oslo og anvendte al sin Fritid, ofte Nætterne
med, til at studere. Han lærte Fransk, Latin
og Græsk. 1862 søgte han Optagelse paa Det
Norske Missionsselskabs Skole i Stavanger, men
fik Afslag, da Selskabets Grundregler ikke
tillod Antagelsen af nogen straffet Person. Derpaa
rejste han til Berlin for muligvis at blive
antaget af et tysk Missionsselskab. I Berlin
sluttede han et varmt Venskab med den stærkt
missionsinteresserede danske Mekaniker H. P.
Børresen og blev optaget paa det Gossner’ske
Missionsselskabs Skole. Allerede 1863 bestod S.
Missionseksamenen som Nr 1 og blev med et
Par andre sendt til den Gossner’ske Missions
Arbejdsmark bl. Kolerne i Chota Nagpur, c. 300
km V. f. Calcutta. Her blev han ansat paa en
ny Station i Purulia. 1865 kom Børresen og
Hustru hertil, ligeledes udsendt af den
Gossner’ske Mission, sammen med S.’s Forlovede, Anne
Onsum, en norsk Gaardmandsdatter, som i sin
Tid havde besøgt S. i Arresten. Hun blev nu
gift med S., men døde allerede 1870. Da de
Gossner’ske Missionærer vilde nægte S. og
Børresen at arbejde paa samme Station, hvad
Bestyrelsen i Berlin havde lovet dem, traadte
de ud af det tyske Missionsselskab. Derpaa
skrev de til Det Danske Missionsselskabs
Formand, Dr. Kaikar, og tilbød at arbejde i
Selskabets Tjeneste bl. Tamulerne i Sydindien,
men fik Afslag, da Selskabet ikke turde
yderligere udvide sit Arbejde. Allerede i Purulia
var S. lejlighedsvis kommet i Berøring med
Santaler, og 1867 begyndte de nu en Mission
bl. dette Folk (se Santal-Missionen).
I Beg. arbejdede de sammen med en eng.
Baptistmissionær, Edward Johnson; men 1869
forlod han Santalistan. Under hans Indflydelse
lod S. sig omdøbe, en Handling, som han senere
fortrød. Med sin sædvanlige Iver kastede S. sig
over Studiet af det vanskelige Santalsprog, og
efter 3 Maaneders Forløb kunde han begynde
at prædike. Han blev snart en Mester i at
finde Tilknytningspunkter i Santalernes egne
religiøse Overleveringer. Han fulgte med dem
paa deres Jagter, spiste med dem og gav dem
gode Raad i alle vanskelige Forhold. Særlig
hjalp han dem mod de hinduiske
Undertrykkere og fik Regeringen til at indføre vigtige
Reformer af Ejendomsforholdene og Retsplejen
(1872). Derved vandt han Santalernes Tillid og
Taknemlighed, og en santalsk Folkeforsamling
vedtog nu, at der skulde være Religionsfrihed,
saa at de, der vilde være Kristne, skulde
beholde alle deres folkelige Rettigheder. I den
flg. Tid tog Antallet af Kristne stærkt til.
1873—74 maatte S. af Helbredshensyn vende tilbage
til Europa. Han besøgte Norge, England og
Skotland og vandt Missionen mange Venner.
1881—83 var han atter i Europa. Særlig i
Danmark og Norge, hvor han blev præsteviet i Oslo,
men ogsaa i Sverige, England og Skotland
flokkedes Tusinder om hans Talerstol, henrevne
af hans ildfulde Veltalenhed. Adskillige unge
fik Missionskaldet ved at høre S.; dette gælder
de senere saa dygtige Missionærer: Svenskeren
Ernst Heudmann i Santalistan, Danskeren L.
P. Larsen i Sydindien og Nordmanden Johs.
Johnson paa Madagaskar.
Da S. fra fl. Sider blev angrebet, fordi han
var Frimurer, forsvarede han sig i Skriftet
»Basis er vor Kristentro« (Kbhvn 1883), hvor
han hævdede, at det nordiske Frimureri hviler
paa Kristendommen og Bibelen, paa
Daabsbekendelsen og Troen paa Forløsningen ved
Kristus — en Opfattelse, som den danske
Kirkehistoriker, Prof. Frederik Nielsen angreb i fl.
Skr: »Frimureriet i Norden«, »Det nordiske
Frimureri og Historien«, »Frimureriets Basis«,
»Logen og Kirken« (de 2 første udg. 1882, de
sidste 1883). Diskussionen medførte, at S.
opgav at være Medlem af Logen.
1894—95 foretog han en større Rundrejse i
Nordamerika, hvor han vandt mange Venner i
de norske Menigheder. I Børresen’s sidste Aar
og endnu mere efter hans Død (1901) var S.
Missionens egl. Leder. Det overvældende
Arbejde sled ham op. 1909 blev han lammet ved
en Hjerneblødning, og n. A. døde han. Stor
Bet. har han ogsaa faaet ved sine banebrydende
litterære Arbejder. 1873 udgav han A Grammar
of the Santhal Language, senere en santalsk
Bibelhistorie og Salmebog. I mange Aar
 |
| L. O. Skrefsrud. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
