Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stavelseskrift; 2) Ren Stavelseskrift. B. Alfabet:
1) Det semitiske Alfabet; 2) Det gr. Alfabet
(Bogstavskriften). Fra det semitiske Alfabet
nedstammer direkte ell. indirekte alle Alfabeter
i Verden.
I hele denne lange Udvikling har sikkert
nok enkelte Menneskers Snille og enkelte
Folkeslags overlegne Begavelse spillet en Rolle. Men
iøjnefaldende er det, at selve Sproget saa at
sige har arbejdet for de talende Mennesker.
De forsk. Sprogtyper har hver for sig givet et
Bidrag til S.’s Udvikling. Allerede det
allerførste Skridt, Overgangen fra fortællende
Billeder til en virkelig S. med Tilknytning til
Sprogets Lyd, vilde ikke være lige let i hvilket som
helst Sprog. Da Lydtegn, der skal kunne have
nogen praktisk Anvendelighed, ikke gerne maa
bestaa af mere end én, helst ikke alt for
sammensat Stavelse, er det klart, at dette første
Skridt lettest kunde gøres af et Folk, hvis Sprog
var rigt paa Enstavelsesord, men fattigt paa
Medlydsgrupper. Et saadant Sprog talte i det
mindste ét af de Folk, som tidligt var i
Besiddelse af en Skrift, Sumererne i Mesopotamien.
Men nogen stærk Tilskyndelse til
Simplifikation indeholder et saadant Sprog ikke. Ved
Enstavelsesordene kunde Modsætningen mellem
Ordtegn og Stavelsetegn (Billede og Rebus) let
udviskes, hvoraf den naturlige Følge var, at
S. vedblev i overvejende Grad at benytte
Ordtegn. Og det er næppe nogen Tilfældighed, at
S. hos Kineserne, hvis Sprog ikke blot er rigt
paa, men udelukkende bestaar af simpelt
byggede Enstavelsesord, har faaet den ganske
særlige Udvikling, hvorved den er blevet til en
tilsyneladende ren Ordskrift. En Tilskyndelse
til Simplifikation maatte derimod fremkomme,
naar S. gik over til et Sprog med lange,
Tostavelses- og Trestavelsesord. Her maatte
Modsætningen mellem Ordtegn og Stavelsetegn
træde klart frem. Det var derfor en gunstig
Omstændighed for S.’s Udvikling, at
Sumerernes Arvtagere i Mesopotamien, Assyrierne og
Babylonierne talte et stavelserigt Sprog med
forholdsvis simpelt byggede Stavelser (ingen
Stavelse begyndte ell. endte med mere end én
Medlyd). I et saadant Sprog maatte
Stavelsetegnene faa Overvægt over Ordtegnene. Men
nogen stærk Trang til Opløsning af de
sammensatte Stavelser kunde ikke opkomme. Den
maatte derimod straks melde sig, naar S.
overførtes til et indoeuropæisk Sprog af den gl.
Type, f. Eks. til Persisk, som i Oldtiden var
rigt paa Ord, der begyndte med to Medlyd
(bratar = »Broder«), og paa Grupper af tre
Medlyd i Ordets Indre (Baxtri-š = »Baktrien«).
Paa et saadant Sprog kunde den
sumerisk-assyriske S. simpelthen ikke anvendes uden
voldsomme Opløsninger af Stavelserne (der
saa meget lettere gennemførtes, fordi det nye
Folk ikke var bundet af den ortografiske Inerti,
som altid udvikler sig, hvor der er en gl
Skrifttradition). Det er derfor intet Under, at
S. hos Perserne naaede en høj Grad af
Simpelhed. Men den særlige Simplifikation, hvorpaa
Alfabetet beror, den Opfindelse at lade
Stavelsetegnene være ubestemte m. H. t. Selvlydene,
kunde bedst gøres i saadanne Sprog som
Ægyptisk og Semitisk, hvor Selvlydene stadig
vekslede under Bøjning og Afledning, medens som
Regel alle Ord, der indeholdt de samme
Medlyd i samme Rækkefølge, var indbyrdes
beslægtede (arab. katala, »han dræbte«; kutila, »han
dræbtes«; ja-ktulu, »han vil dræbe«; katlun,
»Drab« o. s. v.); hvis Tegnene blot antydede,
med hvilke Medlyd Stavelserne (ell. de
rudimentære Stavelser) begyndte, vilde de, selv om
de ikke sagde noget om Selvlydene, alligevel
straks lede Læserens Tanke til den rette
Betydningssfære, og den nøjagtige Læsning vilde
fremgaa af Sammenhængen. Overførtes det
semitiske Alfabet til et Sprog som Græsk med
faste Selvlyd (Ord som πάλη, »Brydekamp«;
πέλλα, »Mælkefad«; πιλο-ς, »Filt«; πολύ, »meget«;
πύλη, »Port« er etymologisk helt forsk. og
knyttes ikke sammen af noget som helst
Betydningsfællesskab) og med mange meget
sammensatte Stavelser, laa det sidste Skridt,
Opløsningen af Stavelserne i Medlyd og Selvlyd meget
nær, og Grækerne blev hjulpne til denne
Opløsning ved et Sammentræf af forsk. heldige
Omstændigheder.
Om Slægtskabsforholdet mellem de forsk.
føralfabetiske Systemer kan vi kun i meget
begrænset Omfang udtale os med Sikkerhed. Vi
kan heller ikke afgøre, hvor mange
selvstændige Begyndelser til S. der skal antages. Den
gl. Verdens Systemer af den ældste Type (af
hvilke de vigtigste er de ægyptiske Hieroglyfer,
Kileskriften og den endnu brugelige kinesiske
S.) er geografisk ikke længere fjernede fra
hinanden, end at en historisk Sammenhæng var
tænkelig. Men en Hieroglyfskrift (om end lidet
udviklet) fandtes ogsaa i Amerika (hos
Aztekerne i Mexiko og hos Maya-Folket i
Mellemamerika) og maa her anses for at være en
selvstændig Opfindelse; en Forbindelse over
Polynesien med den gl. Verdens Skriftsystemer er
der ingen Grund til at antage. Vi maa altsaa
gaa ud fra, at Opfindelsen af Hieroglyfskrift er
gjort paa fl. St. og af fl. forsk. Folkeslag
uafhængigt af hinanden.
2. Den kinesiske Skrift opfattes
populært ofte som en Begrebsskrift, der i og for
sig kunde benyttes uden Hensyn til
Sprogforskel. Og i Forbindelse med denne Opfattelse
staar den Forestilling, at Ordskrift overhovedet
er al S.’s første Stadium. Intet kan være mere
urigtigt. Den kin. S. hviler paa det samme
Rebus-Grundlag som de andre gl.
Skriftsystemer og er ligesom disse fra først af en
Blanding af Begrebstegn og Lydtegn (Stavelsetegn).
P. Gr. a. det kin. Sprogs Enstavelseskarakter
maatte disse to Slags Tegn for Bevidstheden
flyde sammen til én Kategori (Ordtegn); men
det opr. Grundlag skinner endnu i adskillige
Tilfælde klart igennem. De fleste kin. Tegn er
sammensatte af to Elementer, der benævnes
»Nøgle« (ogsaa, men mindre passende
»Radikal«) og »fonetisk Element«, og det er ofte let
at se, at det fonetiske Element bærer sit Navn
med Rette. Det Tegn, der usammensat læses
kung, »Arbejde«, forbindes saaledes som fonetisk
Element med en Rk. forsk. Nøgler, hvorved der
bl. a. fremkommer Tegn for hûng, »Tykmave«
(Nøgle er her Tegnet for žên, »Menneske«),
k’ung, »Utaalmodighed« (Nøgle hsin, »Hjerte«),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
