Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uforandrede ass.-bab. Kileskrift, selv om de har fulgt
simplere Skriveregier (været mindre lærde i
deres Ortografi).
Derimod har Perserne fuldstændig omdannet
Kileskriften. De har næsten ganske opgivet
Brugen af Ordtegn; kun for Tallene og for
»Ahuramazda«, »Konge«, »Jord«, »Land«
eksisterer der Ordtegn. Og af Stavelsetegnene har
de kun beholdt de allersimpleste (Tegn for
Stavelser som da, di, du, a, i, u; i alt 36
Stavelsetegn). Det ringe Antal Tegn, de saaledes havde
Brug for, gjorde det muligt for dem at nøjes
med ganske simple Former, i hvilke man
aldeles ikke kan genkende de ass.-bab. tit
overordentlig sammensatte Tegn. Fra Ass.-Bab.
havde de overtaget Opløsningen af Stavelser
med lang Vokal, saaledes at f. Eks. da skreves
da-a; men de førte dette videre ved paa lgn.
Maade at opløse Stavelser med kort u og i,
saa at de skrev di-i for di, du-u for du. I nogle
Tilfælde manglede enten de i-holdige ell. baade
de i- og u-holdige Stavelsetegn; man skrev da
na-i for ni, ba-u for bu. Konsonanter, som
ikke efterfulgtes af nogen Vokal, udtryktes ved
de a-holdige Stavelsetegn: ma-ra-du-u-na-i-ya =
Marduniya, gr. Mardonios; kun Næselyd foran
Lukkelyd dannede en Undtagelse; de blev
ganske ubetegnede: ka-ba-u-ji-i-ya = Kambujiya,
gr. Kambyses. De to Eksempler viser, at
Perserne havde betalt Simplifikationen med en
stor Mangetydighed; de tre første Tegn i
Mardonios’ Navn kunde i og for sig ogsaa læses
mradu- ell. maradu-, mrandu- ell. marandu-;
na-i kunde ogsaa læses nai; i Kambyses’ Navn
kunde de tre første Stavelser ogsaa læses
kabau- ell. kambau-; kun den, som i Forvejen
kendte Navnenes Udtale, kunde være vis paa
den rigtige Læsning.
Mindesmærkerne med persisk Kileskrift
tilhører 6.-4. Aarh. f. Kr., saaledes at de ældste
Indskrifter stammer fra Kong Dareios; en
enkelt Indskrift bærer Navnet Kyros, men det
er usikkert, om der herved sigtes til Kongen
af dette Navn. Skriften kan imidlertid meget
vel have en Forhistorie, som vi ikke kender,
og der er ingen Grund til, som nogle Forskere
har villet, at tro, at den er skabt af Kong
Dareios. Endnu mindre Grund er der til den
hyppigt fremsatte Antagelse, at den persiske
Kileskrift skulde bero paa Indflydelse fra det
semitiske Alfabet; dens indre Princip er jo ganske
forsk. fra Alfabetets Idé, men derimod let
forstaaeligt som en vidtgaaende Simplifikation af
den ass.-bab. Kileskrifts Staveregler.
4. De øvrige føralfabetiske
Skriftsystemer i Forasien indtil Grækenland
er: 1) Den elamiske S., som fra omkr. 2000
f. Kr. fortrængtes af den ass.-bab. Kileskrift;
Tydningen staar endnu i sin første Beg. 2) De
saakaldte hittitiske Hieroglyfer, der findes paa
en Rk. Mindesmærker fra Syrien og Lilleasien,
men endnu ikke er tydede; de stammer
formodentlig fra et andet Folk end de hittitiske
Kileskrifttavler fra Boghazkøi.
Hieroglyfmindesmærkerne antages at hidrøre fra 1000—550 f. Kr.
Denne Tidsgrænse overskrides vistnok heller
ikke af det saakaldte Tarkudimmes Signet, som
bærer en Dobbelt-Indskrift med Hieroglyfer og
med Kileskrift. Et Seglaftryk i de samme to
Skriftarter paa en Lertavle fra Boghazkøi fører
derimod tilbage til 14. Aarh. f. Kr. 3) De
kretiske Skriftsystemer, dels Hieroglyfer, dels
deraf afledede yngre Skriftarter fra 1700—1400
f. Kr.; de allerførste Skridt til en Tydning kan
næppe nok siges at være gjort. Indskrifterne
stammer fra Øens førgræske Befolkning. 4)
Den kypriske Stavelseskrift, kendt fra gr.
Indskrifter og Mønter fra Cypern fra 7. Aarh. f.
Kr. til henimod Aar 300 samt fra et lille Antal
Indskrifter i et ikke-gr. Sprog fra Byen
Amathus paa Cypern. De gr. Indskrifter er
fuldstændigt tydede, men det er endnu ikker
lykkedes at trænge ind i det ikke-gr. Sprog. Der
kendes op mod 60 Tegn, men vi kan med
temmelig stor Sikkerhed sige, at der maa have
været endnu nogle flere, som tilfældigvis ikke
forekommer i Indskrifterne. S.’s indre System
er ikke uligt Systemet i den pers. Kileskrift;
kun kendes ingen saadanne Opløsninger af
simple Stavelser som da-a, di-i, du-u for da,
di, du i Persisk. Man har Tegn for Stavelser
af Medlyd og Selvlyd (la, le, li, lo, lu; ra, re,
ri, ro, ru o. s. v.) og for Stavelser af Selvlyd
alene (a, e, i, o, u); desuden enkelte Tegn for
Stavelser indeholdende to Konsonanter, af
hvilke den ene er s (ksa, kse; hvorvidt man i
en enkelt Indskrift skal antage Tegn for ros
og nos, er omstridt). De gr. meget
sammensatte Stavelser udtrykkes ved
Fremgangsmaader, der i meget er analoge med de oldpersiske
Metoder: a-to-ro-po-se = anthropos, ἄνθρωπος,
»Menneske« (der skelnes ikke mellem t, d, th,
heller ikke mellem k, g, kh ell. p, b, ph).
Selvfølgelig maa denne S. have en Forhistorie, der
gaar langt tilbage forud for 7. Aarh. e. Kr.,
skønt dens Dokumenter er tabt; sandsynligvis
er den opstaaet enten af de hittitiske ell. af de
kretiske Hieroglyfer.
5. De ægyptiske Hieroglyfer er
den eneste af den gl. Verdens Hieroglyfskrifter,
som er tydet. De synes i Ælde at kunne kappes
med den sumeriske Kileskrift: de ældste
Sprogmindesmærker gaar tilbage til 4. Aartusinde f.
Kr. Ved Tegnenes Billedpræg afviger denne S.
i sit ydre Udseende stærkt fra Kileskriften,
men hvad det indre System angaar, er den en
lgn. Blanding af Ordtegn og Lydtegn som den
ass.-bab. S., og de to Slags Tegn supplerer
hinanden paa lgn. Maade som i Ass.-Bab., om end
med meget betydelige Afvigelser i det enkelte.
Lydtegnene udtrykker dels mere sammensatte
Stavelser bestaaende af Medlyd + (en os
ubekendt) Selvlyd + Medlyd (wr, mn o. s. v.),
dels simplere Stavelser, bestaaende af Medlyd
+ Selvlyd. Det ejendommelige herved er
imidlertid, at Selvlydens Kvalitet er ligegyldig; alle
Stavelser (ell. rudimentære Stavelser), som
begynder med samme Medlyd, skrives ens.
Derved blev Ægypterne i Stand til at nøjes med 24
simple Stavelsetegn (det ægyptiske »Alfabet«).
Disse 24 Tegn vilde i og for sig have været
tilstrækkelige til at skrive Sproget med; men
Ægypterne opgav lige saa lidt som Assyrierne
og Babylonierne de sammensatte Stavelsetegn
og Ordtegnene. Det samlede Antal Tegn i det
ægyptiske Skriftsystem er derfor meget stort,
og mindst 600 Tegn maa regnes for alm.
Ved Siden af den billedlignende ægte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
