Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skriftsprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
store Sprog er den litterære Uniformitet i det
hele videst gennemført. Provençalsk, der
engang havde en rig litterær Blomstringstid, har
maattet vige for Nordfransk. I Tyskland
uddannede der sig paa Grundlag af Middelalderens
litterære Dialekter to S., Højtysk og
Nedertysk eller, som det sædvanlig kaldes, Plattysk.
Nedertysk ejede en stor Litteratur, var S. og
Kirkesprog i Nordtyskland, til det ved Midten
af 17. Aarh. planmæssig afskaffedes ved
Myndighedernes Foranstaltninger. Omvendt er der
mindre Sprogomraader, hvor to ell. fl. S. den
Dag i Dag opretholdes. Esterne har to S.,
Revalestisk og Dorpatestisk. Den keltiske
Befolkning i Bretagne har 4 S., eet for hvert
Bispedømme. Grænser mellem forsk. Stater ell. forsk.
Religionsbekendere er ofte lige saa
bestemmende for, hvilke S. der bruges, som Grænserne
mellem Folkeslag er det. De nedertysktalende,
reformerte Indbyggere i de østligste Egne af
Holland bruger hollandsk S., medens deres
Naboer uden for Grænsen bruger tysk. De kat.
Flamlændere i det nordlige Belgien bruger et
særegent S., der kun ubetydelig afviger fra
Hollandsk; men de flamsktalende, reformerte
Indbyggere i det sydligste Holland bruger holl.
S. Litauisk i Østpreussen, hvor Befolkningen er
evangelisk-luthersk, skrives ikke ganske som
Litauisk i russ. Litauen (Samogitisk), hvor
Befolkningen er rom.-kat. Venderne (Sorberne) i
Preuss. Lausitz, der er evangelisk-lutherske,
bruger et andet S. end deres Naboer og
Stammefrænder i sachsisk Lausitz, der er katolske.
Serbisk og Kroatisk (adskiller sig kun ved, at
det første skrives med russ. Bogstaver, men det
sidste med latinske.
I de skandinaviske Lande bestod der i
Middelalderen 3 S., Norsk-Islandsk, Svensk og
Dansk, hvert for sig indeholdende mindre
Dialektafskygninger. Paa Island holdt det gamle
S. sig, blev Kirkesprog ved Reformationen og
er i Tidernes Forløb undergaaet meget lidt
Forandring. I Norge derimod, hvor Litteraturen
altid synes at have været fattig, blandedes efter
Forbindelsen med Danmark det gamle S.
fuldstændig med Dansk og fortrængtes efterhaanden
ganske. Da Bogtrykkerkunsten og
Religionsstridighederne bragte nyt Liv i Litteraturen,
forefandtes der i Norge en Mængde talte norske
Dialekter. Men ingen norsk litterær Dialekt,
intet norsk S. var længere i Brug. Der levede vel
næppe engang klare Forestillinger om,
hvorledes Norsk traditionelt skulde skrives. Ved
Reformationens Indførelse blev derfor Dansk som
af sig selv S. og Kirkesprog i Norge ligesom
ogsaa paa Færøerne (jfr Norge, »Sprog«). I
svensk S. viste der sig i Unionstiden lgn.
Tilnærmelser til Dansk. Men det nedarvede S. gik
ikke her i Glemme, og da Sverige atter
opnaaede politisk Selvstændighed, ytrede der sig
kraftige Bestræbelser for at rense Sproget for
Danismer. Det nuv. sv. S. er en Fortsættelse
af den Dialekt, hvori Mälar-Landskabernes gl.
Love er skrevne. Den afviger for øvrigt ikke
meget fra Dialekterne i Sveriges andre
Landskabslove, Gullandsk alene undtaget. Nutildags
er Ligheden mellem Mälar-Landskabernes
Almuedialekter og svensk S. ikke særlig
paafaldende. Den Dialekt, der nu ligner svensk S.
mest, er Smaalandsk. Men ingen vil dog falde
paa, at det svenske S. er opstaaet i Smaaland
ell. dannet af Smaalændinge. Sammenhængen
maa være den, at Smaalandsk har forandret sig
mindst i de Tider, der er forløbne, siden de
svenske Dialekter blev litterære.
Det danske Sprog er i Middelalderen spaltet
i 3 litterære Hoveddialekter: Skaansk,
Sjællandsk og Jysk. De ældste Haandskrifter er
Landskabslovene: Skaanske Lov, Valdemar’s
sjællandske Lov, Erik’s sjællandske Lov og
jyske Lov. De er bevarede i omtr. samtidige
Afskrifter fra Tiden omkr. 1300.
Dialektforskellighederne angaar mest Bøjningen, særlig
Kasusbøjningen, der i Skaansk er langt rigere paa
Former og følgelig oprindeligere end Jysk.
Sjællandsk indtager, som man paa Forhaand
maatte vente, en Overgangsstilling mellem
Skaansk og Jysk. I 14. og 15. Aarh.’s
Haandskrifter fortsætter de gl. Skaanske, sjællandske
og jyske Dialektejendommeligheder sig, og
nogle ny kommer til. Men disse sidste faar dog
ikke synderlig Indflydelse paa det fælles S.’s
Udvikling. Derimod bliver det af
gennemgribende Bet., at en Del Nydannelser, der er fælles
for hele det danske Sprogomraade, kommer til
Syne i det litterære Sprog. Bl. de allervigtigste
af disse maa regnes Forandringen af opr. p, t,
k efter og mellem Vokaler til b, d, g. Man
skriver nu ikke længere som tidligere diup (dyb),
mat (Mad), høk (Høg), gripæ (gribe), ætæ
(æde), ukæ (Uge), men diub, mad, høg,
gribæ, ædæ, ugæ ell. gribe, æde, uge.
Den Lyd; som i det ældre Sprog betegnedes ved
th, skrives nu saavel efter Konsonant som efter
Vokal dh ell. d. Man skriver ikke længere som
tidligere goth (god), fathær (Fader),
iorth (Jord), men godh, god, fadhær,
fadher, fadær, fader, iordh, iord.
Undertiden er th, dh, d udeladt, dog i Reglen
kun i Ord, der meget sjælden findes skrevne.
Undtagelsesvis kan Udeladelse ogsaa finde Sted
ved hyppig skrevne Ord. I et af de ældste
Haandskrifter af Valdemar’s Lov (A Mag. 24,
4to) staar der i en Kapiteloverskrift paa første
Side far (Fader). Et Haandskrift fra omtr.
Aar 1500 (A Mag. 782, 4to) har et Sted (Bl. 56)
moren (Moderen). Et omtr. samtidigt
Haandskrift (A Mag. 784, 4to), der indeholder samme
Tekst, har paa det tilsvarende Sted (Bl. 119)
moeren. Ogsaa i Ord, hvor d nutildags altid
høres, kan Udeladelse finde Sted: oldefær
(Oldefædre, Forfædre), færneland (for
fæderneland, Fædreland). Opr. gh skrives
ofte g, w (ff) i ell. er bortfaldet: sighæ,
sighe, sigæ, sige (sige) og siæ, sie, si;
dagh, dag (Dag) og daw; skogh, skog
(Skov) og skow; eghæn (egen) og eien;
wægh (Vej) og wæi; øghæ (Øje) og øwæ,
øiæ; margh (Marv) og marff; morghæn
(Morgen) og morwæn, morn. Formerne
optræder i broget Blanding. Et Ord kan findes
skrevet paa forsk. Maade paa samme Side i
Haandskriftet. Forvirringen gaar endnu videre:
d og g forveksles ell. anbringes paa anden
urigtig Maade, alt sammen dog i Reglen kun i Ord,
der sjælden findes skrevne. Der kan skrives
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
