Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skueretter - Skuespil - Skuespilkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
postejdej, som beskødes af et manøvrerende Skib fra
den anden Bordende med Krudt i Hyldebøsser,
tændt ved Svovltraade, og Fæstningen svarede.
Naar man tog Laaget af to andre Postejer, den
ene fyldt med levende Fugle, den anden med
Frøer og Skruptudser, Rotter og Mus,
myldrede disse Dyr ud. Ved en Middag, som
Hertuginden af Buckingham gav for Karl
I, steg af en Postej en Dværg op, den
senere saa berømte Sir Jeffrey Hudson,
som derpaa blev Dronningen skænket.
Troels-Lund har i Danmarks og Norges
Historie, Bd V, indgaaende skildret S. i 16. Aarh.
Der findes Regninger fra Hofmaleren Villum
Hornbolt paa S. i Aarene efter 1647. Ved
Kroningstaflerne, der holdtes 18. og 23. Novbr,
kostede S. for Maling, Forgyldning m. m. i alt
c. 500 Rdl. Der fandtes 94 schauessen, 100
kalkunske Haner paa Postejer med Vaaben til
hver, 460 andre Dyrepostejer, 150 høje Postejer,
308 Fiskegallerter, et Utal af Dyr, Havheste,
Havfruer o. l.
(Bernh. O.). J. O.
Skuespil, se Drama, S. 389.
Skuespilkunst den dramatiske
Fremstillingskunst. Ved S. forstaas i Reglen kun
Menneskefremstillingen i det reciterende Skuespils
Tjeneste, medens i videre Forstand dog ogsaa
Opera-, Pantomime- og Balletfremstillingen
falder ind under den. S. er det nødvendige
Komplement til den dramatiske Digtekunst, idet den
giver de tænkte Skikkelser levende Form og de
skrevne Ord Lyd og Klang. Den er altsaa
afhængig af Digtekunsten, da den saa at sige altid
maa arbejde med et af denne opgivet Emne, og
er saaledes til en vis Grad en
reproducerende Kunst. Men for saa vidt som
Skuespilleren nødvendigvis maa opfatte Digterens
Tanker og Følelser gennem sit eget
Temperament og give dem Udtryk gennem sin egen
Personlighed, yder han et væsentlig nyt Indskud til
det skrevne Drama, og hans Kunst bliver
derved tillige skabende.
S. er det levende Ords Kunst, som
Digtekunsten er det skrevnes, ell. det tænktes. Det
gælder for Skuespilleren ikke at finde Ordet,
der dækker Tanken, Følelsen, Stemningen; det
er hans Opgave at finde Lyden,
Tonebevægelsen, der svarer til Ordet. S.’s
Omraade er, nøjagtig bestemt, alle de menneskelige
Sindsstemninger, som giver sig et hørligt eller
synligt Udtryk i Lyd og Bevægelser. Thi Lyden,
det levende Ord, staar i saa tæt Forbindelse
med Mimik og Gestikulation, at de ikke lader
sig adskille. (Smlg. Foredragskunst).
S.’s kunstneriske Materiale er derfor ikke blot
den menneskelige Stemme, men hele det
menneskelige Legeme, og dens Teknik bestaar i at
udvikle dette i Henseende til Stemme, Mimik og
Gestus, saaledes at det er i Stand til at
udtrykke alle menneskelige Sindsbevægelser.
Skønt S. og den dram. Digtekunst er saa tæt
forbundne og saa afhængige af hinanden, er
deres Arbejdsmetode, deres Teknik dog vidt
forskellig, idet den dram. Digters Arbejde
væsentlig beror paa Tanketræning, medens
Skuespillerens Teknik hovedsagelig bestaar i
legemlig Uddannelse (Stemmeføring, Mimik og
Gestikulation). Derimod er deres Maal fælles: den
kunstnerisk anskuelige Gengivelse af
Menneskers Handlinger og Følelser. Men
Skuespillerens Midler til at udtrykke, hvad der inderst
inde rører sig i et Menneske, er langt rigere
og mangfoldigere end dem, Digteren raader
over.
Det har ofte været diskuteret, om
Skuespilleren skal gennemleve de Følelser, han skal
udtrykke, ell. om hans eget Jeg skal være urørt.
Striden om, hvad der er »rigtigst«, er ufrugtbar;
det kommer ene an paa at udøve den størst
mulige Virkning paa Tilskueren. I begge
Tilfælde er Fantasi et absolut Krav og den
Egenskab, der bedst kendetegner dram. Talent. Den
giver sig Udtryk i Situationsfølelsen.
Maskeringen, Diktionen, der maa være »levende«, d. v. s.
lyde, som om Ordene fødtes i Skuespillerens
Hjerne i det Øjeblik, de siges. Arbejdet med
Digterens Ord paalægger Skuespilleren Pligter
og Hensyn, men disse brydes ofte. I
Modsætning til den Mangfoldighed af Skuespillere, der
ikke er Kunstnere, fordi de ikke evner at
levendegøre Digterens tænkte Skikkelser og
altsaa forringer dem, vil ethvert Teaters Historie
frembyde Eksempler paa Kunstnernaturer, der
i deres Frodighed sætter saa rigeligt til eller
forandrer saa kraftigt den tænkte Figur, at de
sprænger de Konturer, Digteren har skabt. Her
er det, Sceneinstruktørens Opgave ligger: Han
virker for at undgaa Brud paa Forfatterens
Tanke og for at skabe en Helhedens Harmoni
i Opførelsen.
S. er vel den øjeblikkelig stærkest virkende
Kunstart; ingen anden Kunst, end ikke
Musikken, sætter Sindene i saa heftig Rørelse; men
dens Varighed staar i omvendt Forhold til dens
øjeblikkelige Virkning. S.’s Flygtighed er
blevet ordsprogsmæssig; dog giver den moderne
Tids Fonografer og Kinematografer Udsigt til,
at ogsaa det levende Ords Kunst i nogen Grad
vil kunne lade sig bevare for kommende Tider.
S.’s Historie. S. kan efterspores fra de
ældste Tider og hos de fleste Naturfolk. I sit
Udspring er den i Reglen knyttet til den
religiøse Kultus og opstaar som en videre Udvikling
af rituelle Danse og Pantomimer. Saaledes i
det gamle Grækenland, hvor S. ligesom
Dramaet er fremgaaet af Dionysosdyrkelsen.
Sagnet nævner den dionysiske Danser
Thespis (6. Aarh. f. Kr.) som Opfinder af S., fordi
han skal have været den første, der i sine
tragiske Sange og Danse indførte de gamle
Helte talende og handlende. Der dannedes
hurtig i Grækenland en stor faglært
Skuespillerstand, og S. dreves meget systematisk og stod
i stor Anseelse. Den klassisk-græske S. var dog
meget forsk. fra vor, navnlig p. Gr. a. sin
Sammenhæng med Gudsdyrkelsen. Den
tilstræbte ikke, som vor, at give et illusorisk Billede
af Livet, men vilde væsentlig stemme Sindene
til andagtsfuld Medfølelse med de store
Heroers Lidelser, eller, i den komiske S., drive
denne Følelse over i sin Modsætning gennem en
fantastisk-parodierende Fremstilling. Vi
træffer derfor ingen direkte Naturefterligning i det
gr. Teater fra den klassiske Tid; men alt,
Kostumer, Masker, Maaden at tale og Maaden
at bevæge sig paa, er fantastisk ell.
konventionel.
Den rom. S. var en ydre Efterligning af den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
