Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slaabrok - Slaaen, Slaaentorn - Slaamaskine - Slaapetaarn - Slaatt - Slaatter - Slaby, Adolph Karl Heinrich - Sládek, J. A. Václav - Slag (Søv.) - Slag (se Apopleksi) - Slag - Slagbeding - Slagbolt - Slagbænk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stuedragt paa Rosenborg, bestod den i en
Underkjol, sluttende om Brystet og med stofrige lange
Skøder. Det var et Klædningsstykke arvet fra
17. Aarh. Christian IV og Frederik III er
afbildede paa deres Ligseng i saadanne
Klædninger af Gyldenstykke. Yderdragten var en i alle
Dele enorm vid Talar med bredt Livbælte af
samme Stof (Sølvmor, foret med rosa Silke). Til
Dragten hører en Nathue. Denne bares Dag og
Nat, da Hovederne var ragede for at lette dem
for Parykkens Byrde. Kammerklædningen ses
ofte paa Billeder fra 18. Aarh. og var bl.
bemidlede den gængse Stuedragt i Negligé.
(Bernh. O.). Elna M.
Slaaen, Slaaentorn, se Prunus.
Slaamaskine, se Høstemaskine.
Slaapetaarn (norsk), se Prunus.
Slaatt er den norske Form af Ordet Slæt
(Høslæt). Det bruges ogsaa om
»Musikstykke«, egl. »Harpeslag«.
H. F.
Slaatter (efter Slag paa Strengene,
Harpeslag), i norsk Folkemusik Betegnelse for enkelte
Musikstykker og Dans for Langeleik, Violin ell.
Fløjte. Slaatt benævnes enkelte Steder i Norge
ogsaa »Laatt«, »Leik« ell. »Speltak« (»Feletak«).
Af mere kendte S. kan nævnes »Fanitullen« og
»Kivleslaatten«.
I. H.
Slaby [’sla.bi.], Adolph Karl
Heinrich, tysk Ingeniør, f. 1849 i Berlin, d. smst.
1918, 1882 Prof. i Maskinisere og Elektroteknik
ved den tekn. Højskole i Charlottenburg, 1902
Prof. ved Berlins Univ. Udarbejdede sammen
med Grev v. Arco et i sin Tid meget anvendt
System for traadløs Telegrafi. Hans
Afhandlinger og Bøger vedrører især Maskinisere og
traadløs Telegrafi.
A. W. M.
Sládek [’sla.dæk], J. A. Václav, tschk.
Digter, f. i Landsbyen Zbiroh i Vestböhmen 1845, d.
smst. 1912. Studerede til 1866 Filosofi og
Naturvidenskab i Prag, men rejste saa til
Nordamerika og Mexiko, hvor han opholdt sig til 1870
som Journalist, Haandværket Lærer og
Farmer. Efter Hjemkomsten blev han Medredaktør
af Dagbladet »Narodni listy« (National-Tidende)
og 1872 Lærer i Engelsk ved Handelsakademiet
i Prag, tillige overtog han 1877 Redaktionen af
Tidsskr. »Lumir«, Organ for den litterære
Kosmopolitisme. Hans sidste Aar var fulde af svære
legemlige Lidelser. — S. har særlig virket som
Lyriker og Oversætter især af eng. Litteratur.
Hans Poesi, der er skrevet i en enkelt, inderlig
og stemningsbevæget Tone, har hentet sine
Emner fra mangfoldige Omraader; der er Digte af
stærk personlig Art præget af mandig Alvor, Ro
og Ligevægt, men ogsaa ofte af Tungsind og
Melankoli, nationale Stemninger, Skildringer af
Hjemmets, Havets og de transatlantiske Egnes
Natur, af Bønder og Landliv, Genrebilleder,
Vers i Folkevisestil og Børnedigte. Som
Efterligner af Folkevisen staar han under
Čelakovsky’s Indflydelse, af andre har han særlig
modtaget Indtryk af Neruda og Vrchlický. Til hans
betydeligste Arbejder hører »Básně« (Digte
1875), »Jiskry na moři« (»Funker paa Havet«
1879), »Na prahu ráje« (»Paa Paradisets
Tærskel« 1883), »Sluncem a stinem« (»Sol og
Skygge« 1887), saavel i Form som Indhold hans
righoldigste Digtsamling, »Skřivanči pisně«
(»Lærkens Sange« 1889), en Samling Vers om og for
Børn. I »Selské pisně a čěské znělky«
(Bondedigte og tschekk. Sonnetter 1889) kommer hans
Kærlighed til Bonden og hans Virke i særlig
Grad til Orde, Samlingen forøgedes senere med
»Nové selské pisně« (»Nye Bondedigte« 1909).
Digtene fra hans senere Aar »V zimnim slunci«
(»I Vintersol« 1897), »Za soumraku« (»I
Skumringen« 1907), »Lethe a jiné basně« (»Lethe o.
a. Digte« 1909) giver Udtryk for en stærk
kristelig religiøs Følelse, der udmunder i Længsel
efter Forening med Gud. I 1907 udkom en
samlet Udgave af hans til og med dette Aar udgivne
Arbejder »Spisy bàsnické« I—II (»Digteriske
Arbejder«), i 1912 et omhyggeligt Udvalg ved M.
Hynek. Som Oversætter er hans Hovedbedrift
den næsten fuldstændige Bearbejdelse af
Shakespeare, han har desuden oversat Værker af
Byron, Longfellow, Burns og Coloridge, enkelte
Ting fra polsk, russisk og spansk samt i 1891
fra sv. Tegners »Frithjofs saga«. (Litt.: Af
Værker om ham kan nævnes T. Strejčky’s
grundlæggende Biogr. »J. V. S., jak zil, pracoval
a trpel« [J. V. S., som han levede, arbejdede og
led«, 1915], og E. Chalupný, »J. V. S. a
lumirovská doba česke literatury« [»J. V. S. og
Lumirtiden i den tschk. Litt.« 1916]).
E. D.-H.
Slag (Søv.) betegner undertiden en
Bevægelse. Et S. med Skruen (et S. frem ell. et S. bak)
betyder nogle faa Omdrejninger. S. under
Krydsning med Sejlskib: den Strækning der
tilbagelægges under en Bov uden at vende.
Endvidere i flg. Sammensætninger. S. med Tov ell.
Kæde: de enkelte Tørn med disse om en Pæl ell.
Pullert ell. andet Fastgørelsesmiddel. Faa S.
af en Grund: at finde en Grund ved Lodning.
Slagpøs ell. Admiral: en Sejldugspøs med
Læderbund, som oftest forsynet med Line til
Ophaling af Vand udenbords. Slagvand,
Lastvand; Vand, der samler sig i Skibets
nederste skarpe Del, og som ikke kan løbe til
Pumperne og derved let bliver raaddent.
C. B-h.
Slag, se Apopleksi.
Slag, Fejl ved en Skrue, at den ikke er ens
skaaren over det hele, Fejl ved en Aksel, at den
ikke bevæger sig saaledes, at alle Overfladens
Dele stadig har samme Afstand fra Aksen. S.
forekommer ogsaa ved Tandhjul, Remskiver
o. l., som sidder skævt ell. ekscentrisk paa
deres Aksel; i første Tilfælde vil Endefladerne
heller ikke bevæge sig vinkelret paa Akselen,
og Maskindelen siges at danse ell. staa.
(F. W.). D. H. B.
Slagbeding, se Beding.
Slagbolt, i Geværlaase, langstrakt cylindrisk
Staalbolt (se Haandskydevaaben S. 589,
Fig. 15 c), der ved Geværets Affyring drives frem
af Slagfjederen og med sin forreste Spids,
Slagstiften, rammer Patronens Fænghætte
og derved bringer Krudtladningen til at
eksplodere. S. er bagtil fæstet i et Spændestykke, der
i Reglen kaldes Hanen, og har fortil et
ringformet Bryst, der tjener til Støtte for
Slagfjederens forreste Ende.
(E. P.). C. Q.
Slagbænk var opr. et Bænkebræt, fæstet til
en Væg paa sin Længdeside saaledes, at det
kunde slaas op mod Væggen for at give Plads i
Stuen. S. hørte til samme Slags Bohave som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
