Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slaglinie - Slaglod - Slagmaleri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kurs, kan dette gøres ved, at alle Skibene
samtidigt drejer rundt til samme Side, ell. ved
»Kontramarch«, under hvilken Skibene følger
den Førendes Kølvand. Se i øvrigt Taktik.
C. B-h.
Slaglod, se Lodning.
Slagmaleri, Bataillemaleri, malerisk
Fremstilling af Slag og Krigsbegivenheder,
enten saaledes at det er Slaget i dets Helhed, dets
Masseudfoldelse paa en Situationsplan, ell.
Enkelttildragelserne, der er Genstand for malerisk
Behandling. I sidste Fald bliver S., der kan
indordnes baade under Historie- og Genremaleriet,
en Gren af dette; i øvrigt er Grænserne her
selvfølgelig ganske vage; hvor S. gaar over i en
Skildring af Soldaterlivet, dets Episoder i Fred
og Krig, er man inde paa Genrestykkets Grund.
Snart skildrer S. tænkte Tildragelser (17. og 18.
Aarh.’s »Rytterfægtninger«), snart
Virkeligheden. Snart gøres der Rede for Troppernes
Opstilling, den taktiske Sam- og Modvirkning,
hvorved Billederne ofte til Skade for deres
maleriske Virkning faar Karakteren af en Art
Generalstabsskildring, snart er det Massernes
effektfulde Brydning, det maleriske Sammenspil,
Krigstumlen og Lidenskaben, der bliver S.’s egl.
Maal. Og medens S. vel som Regel stiler mod
den patriotiske Forherligelse — og dets Værker
derfor ogsaa ofte paa Nationalstolthedens
Vinger er stegne højere i Ry, end deres Kunstværd
tillader — kan S. til Tider ogsaa benyttes, ell.
i alt Fald opfattes, tendentiøst som et »Til
Skræk og Advarsel« (Vereschagin’s »Alt roligt
i Schipka-Passet!«). — S. væver sig ind i
Kunstens alm. Udvikling og maa derfor ogsaa
forfølges i de større Artikler i Leksikaer, der
behandler Kunsten. Her skal da blot gives nogle
spredte hist. Træk. I Ægypten træffer vi et S.:
Kongerne, der i overnaturlig Størrelse mejer
Fjenderne ned for Fode, o. l., men her er ikke
Tale om egl. Slag, kun om den overlegne Sejrs
Triumf; i den sumeriske Gribestele (Louvre) ses
et egl. Slagbillede (men altsaa i Skulptur). Fra
den klassiske Oldtid hører vi mere til S., end vi
ser til det. S. af de kendte Grækere Eufranor,
Niklas o. s. v. er ikke længere til. Det berømte,
i Komposition og Skildring storladne og
gribende Mosaik »Alexander-Slaget« (fra Pompeji)
giver maaske en Forestilling om Filoxenos’
lovpriste »Alexander-Slag«. I Middelalderen har S.
ikke gode Vækstbetingelser: Bayeux-Tapetet (s.
d.), som altsaa ikke er egl. S., giver
interessante Skildringer fra Vilhelm Erobrerens Tid;
Vægmaleriet paa Slottet i Merseburg (Henrik I’s
Sejr over Ungarerne) viser den romanske
Kunsts S. Først under Renaissancen træder
S. frem igen for Alvor (P. Uccello).
Lionardo’s og Michelangelo’s Væddestridsarbejder,
Kartonerne »Florentinernes Kamp ved
Anghiari«, der gjorde Epoke, men nu kun kendes
brudstykkevis og løselig gennem Stik, er
Mærkepæle i S.’s Historie. I Rafael’s, af Elever
udførte »Konstantins-Slaget« (Vatikanet) udfolder
S. sig i sin Glans. I den flg. Tid leddeles
Kunsten i højere Grad end forhen i Fag. Fra von
Eyck’ernes Historiemaleri bredte efterhaanden
de enkelte »Fag« sig som Grene med særlige
Dyrkere. Vi faar nu ogsaa Slagmalere af Fag.
Dette gælder nu ikke om Rubens (Amazoneslag)
eller senere Lebrun, der i rafaelitisk Lignelse
dyrkede det »heroiske« S. (Lebrun’s
»Alexander-Slag«), heller ikke om Albrecht Altdorfer,
af hvem man har et »Alexander-Slag« i
Münchens Pinakotek; i Syden staar Salvator Rosa
som den førende Skikkelse. Men for holl. Malere
i 17. Aarh. som Philip Wouwerman og hans
Samtidige Italieneren M. Cerquozzi og
Franskmanden J. Courtois (Bourguignon) faar Feltlivet
en Forgrundsplads. Franskmanden Callot
(1592—1635) havde i sine Stik vist Vejen hertil: med
hist. Troskab havde han skildret Bredas
Belejring o. a. Krigsoperationer, og i Suiten Petites
et grandes miseres de la guerre (1632 og 1633)
havde han givet fri, genremæssige
Kompositioner, der fremstillede Soldatens maleriske Liv i
Lejren og under Kampen. I samme Spor gik
Slagmalere som F. v. d. Meulen (dog mest
panoramamæssige Slag-Oversigter og Portrætter
af Fæstninger). J. v. Hugtenburg, Ph. Rugendas
og Fr. Casanova i 17. og 18. Aarh. I de nordiske
Riger afspejlede denne Bevægelse sig. Det var
især fremmede Kunstnere, der førte an (i
Sverige den tyskfødte Lemke), og til Hofmalernes
officielle Arbejder hørte ogsaa Krigstildragelser,
i alt Fald som forskønnende Baggrund for
Portrætter ell. i allegorisk Klædebon (fra tidligere
Tid Jur. Ovens, m. fl.). Med Revolutions- og
Napoleons-Krigene gaar Frankrig i Spidsen for
Udviklingen. Man frigør sig for de ustandselige
Efterligninger af S. Rosa’s og Wouwerman’s
Rytterchoks. I første Linie bør J. A. Gros
nævnes, Napoleon’s berømte, geniale Slagmaler.
Men de fordums Lebrun’ske Grandes machines,
konventionelle, mægtige antikke Slagbilleder,
kommer igen i anden Form som enorme
Batailler, hvor den maleriske Gengivelse af
Hestene og Uniformerne spiller en Hovedrolle (ofte
oplivede med anekdotiske Træk). Under Louis
Philippe’s borgerlige Regimente faar vi Krigs-
og Soldaterforherligelsens Tid. Kongen selv
kæler for sit Versailles-Museum, hvortil der
indkøbes S. en masse, langtfra altid af første Sort.
Horace Vernet, en overlegent dygtig Maler, er
nu den toneangivende. I hans Spor følger
mange mindre Aander. Malere som Alaux, Hersent,
Schnetz etc. hører til Versailles-Galeriets
flittigste Forsynere med Skildringer af Toutes les
gloires de la France. Stor Bet. faar paa denne
Tid Charlet’s og Raffet’s litograferede Blade fra
Soldaterlivet. Boissard’s »Tilbagetoget fra
Moskva« er betydeligt og egenartet. Flinke
Slagmalere er Bellangé, Philippoteaux; senere
Protais, Pils, Yvon og Meissonier, og Krigen
1870—71 fremkalder en dygtig Skole af
Krigsmalere, bl. hvilke Detaille endnu nærmest fortsætter
den Vernet’ske Retning, medens A. de Neuville
giver det nyere kunstneriske Syn; andre:
Berne-Bellecour, Dupray, Roll, Morot etc. etc.
Verdenskrigen gjorde det paa en Maade af med S.,
alt skulde jo være usynligt. Mere ad Omveje
(som i Steinlen’s »La Guerre«), ved Gengivelse
af Enkeltepisoder o. l. søgte man malerisk at
give Krigens Stemning. Ogsaa i Tyskland har
S. spillet en fremtrædende Rolle. De kendteste
Navne er her P. Krafft, P. Hess, v. Heideck,
A. Adam, Kotzebue og Krüger, fra senere Tid:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
