Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slægtskab - slæk - Slæmning - Sløjd - Sløjfebue - Sløjfning (se legato) - Sløjfning (se Rydninger) - Sløke - Slør
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dettes Barnebarn ell. endnu fjernere Afkom, jfr.
f. Eks. Forholdet mellem en Person og dens
Bedstefaders Broder ell. Søster. Ofte
udtrykkes S.’s Nærhed ved Grader, ɔ: ved Angivelse
af det Antal Fødsler, hvorved S. er blevet
stiftet, og der benyttes her forsk.
Beregningsmaader, snart den saakaldte civile ell. romerske,
snart den kanoniske Begnemaade. Ofte kan der
imidlertid i ældre Love være Tvivl om, hvilken
Begnemaade Loven vil anvende, og det er
derfor heldigere, naar man i nyere Love, f. Eks.
Straffeloven, foretrækker mere utvetydig at
betegne S.’s Nærhed. Lovligt ell. ægte kaldes S.,
naar det hviler alene paa ægte Fødsler, i
modsat Fald ulovligt ell. uægte.
For al ældre Ret er det et Særkende, at S.
der spiller en langt større Rolle end i
Nutidsret. Det er fra Slægten og de sammensluttede
Slægter, at Staten opr. udspringer, og i
uudviklede Statssamfund bliver Stammerne ved at
bestaa som Stater inden for Staten. Ogsaa i
ældre dansk Ret stod Slægterne opr. mere ell.
mindre afsondrede over for hinanden som
afsluttede mindre Samfund, der var forbundne til
at forsvare hinanden over for alle andre.
Derfor Slægtens Pligt til Blodhævn, dens Pligt til
at udrede Mandebod og dens Bet til at deltage
i Nydelsen af denne, Slægtens Pligt til at
paatale Forbrydelser m. v., ligesom Slægtens
Indflydelse ogsaa strakte sig paa adskillige andre
Omraader, hvor den nu er forsvunden, saaledes
stod f. Eks. Arvejorden uden for
Formuefællesskabet mellem Ægtefællerne og maatte ikke
sælges til fremmede, før den var tilbudt —
lovbudt — Slægten. I moderne Ret er S.’s Bet.
vel ikke saa omfattende, men ytrer sig dog endnu
i mange Forhold. Saaledes er Ægteskab forbudt
mellem visse nære Slægtninge (Blodsslægtskab)
ell. dog kun tilladt efter Bevilling, se
Ægteskab, og Samleje i de forbudne Grader
straffes som Blodskam. Fremdeles er S. Grundlaget
for Intestatarv, se Arv, ligesom for
Værgeretten og Værgepligten over for umyndige;
endelig gør S. i visse Grader ogsaa mere ell. mindre
inhabil som Dommer, Nævning ell. Vidne. Om
kunstig S. se Adoption.
K. B.
slæk (Søv.) siges om et Tov, der ikke er
stivhalet. slække: fire paa et Tov.
Slækvande: Tiden mellem Ebbe og Flod, naar der
ingen Strøm er, kaldes ogsaa stille Vande.
Strømmen slækker, d. v. s. Farten bliver mindre.
C. B-h.
Slæmning, se Slemning.
Sløjd betegner det som Undervisningsfag i
Skolen pædagogisk tilrettelagte Haandarbejde,
der saaledes kun har et opdragende Formaal i
Modsætning til Husflid, der i sit Væsen er en
Sag af økonomisk Bet. Skønt Pædagogikkens
Heroer (som Gomenius, John Locke, Francke,
Rousseau og Pestalozzi) i deres Skrifter og i
Praksis værdsatte Haandarbejdet, er det dog
især Frøbel, der gennem Iagttagelse af
Børnenes Liv og Leg fandt praktiske Sysler, der
kunde tilfredsstille de Smaas Virksomhedstrang.
Men Faderen til den Sløjdform, som øves i de
fleste civiliserede Lande, er Uno Cygnæus, der
1866 optog det opdragende Haandarbejde som
organisk Led i Finlands nydannede Folkeskole.
Fra Finland vandrede Skolesløjd ind i Sverige,
hvor den fandt en begejstret Befordrer i
Grosserer August Abrahamson, der paa sit
Herresæde Nääs ved Göteborg, med den 1907 afdøde
Otto Salomon som Leder, 1872 oprettede en
Sløjdskole, der udviklede sig til det
verdensberømte Sløjdseminarium.
I Danmark har Herman Trier og Aksel
Mikkelsen været S.’s første Forkæmpere, særlig
gennem Dansk Sløjdforening
(1886—1918), der 1886 oprettede Dansk
Sløjdlærerskole med Aksel Mikkelsen som
Leder. Ligesom paa Nääs er hans Materiale Træ,
medens han dog ikke vil udelukke Ler, Papir og
Metal. Den danske S.’s første Værktøj er Saven,
medens man paa Nääs begynder med Kniven.
Der arbejdes stadig efter en bestemt
Øvelsesrække. Det har vist sig, at S. har stor Værdi
som Fag i Skolen: den tilfredsstiller Barnets
Lyst til at frembringe noget, den udvikler dets
Selvvirksomhed og giver det en direkte
legemlig Uddannelse. Ved S. er det ikke de
forfærdigede Genstande, men selve Arbejdet, der er
Hovedsagen, og den Dannelsesværdi, S.
frembyder, er den eneste Maalestok for Værdien af
den. — 1918 overtog Staten Dansk
Sløjdlærerskole, hvis Leder blev cand. theol. G. F. Krog
Clausen. — For den gl sv. Sløjd virker Askov
Sløjdlærerskole. — S. som Hovedfag ell. som
Centralfag er ikke noget særligt Sløjdsystem,
men en Beskæftigelse af unge Mennesker, som
har lært S. i Barneskolen, med Forfærdigelse af
Nyttegenstande og med Beregninger og
Beskrivelser i Tilslutning til Arbejdet.
(Fr. Th.). H. A. S.
I Norge skriver S.’s første Fremtræden sig
fra 1876 ved Oprettelsen af en privat
Sløjdskole paa Fredrikshald. Uddannelsen af
Sløjdlærere foregik ved denne Skole, indtil Staten
oprettede 6-ugentlige Sløjdlærerkurser, der
holdtes i Sommerferierne paa forsk. Steder i
Landet. Disse Kurser er særlig bestemte for
Folkeskolelærere. I Skolerne har S. (Træsløjd) haft
jævn Fremgang. 1890 blev den lovbefalet ved
Lærerskolerne, 1889 ved Byernes Folkeskoler og
1896 ved de højere Almenskoler. Som den Mand,
der mere end nogen anden har arbejdet for S.’s
Udbredelse i Norge, maa nævnes Skolebestyrer
H. K. Kjennerud paa Fredrikshald.
(K. F.). Wt. K.
Sløjfebue, se legato.
Sløjfning, se legato.
Sløjfning, se Rydninger.
Sløke, se Angelik.
Slør (lat. velum, gl fr. voisle, Sagaernes vesl,
se Dragt) har altid betydet et Klæde af let,
mere ell. mindre gennemsigtigt Tøj, hvori
Kvinder hyllede sig for at skjule ell. skærme
Ansigtet. Det danske Navn S. er i Slægt med sløj, i
dets Bet. af løst hængende (Sløjkjole). I
Oldtiden brugtes S. af alexandrinsk Byssus, der i
Kostbarhed stod paa Højde med kgl. Purpur, til
at indhylle fornemme Personers Hoveder i Døden.
Vævningens Finhed gjorde, at Ansigtstrækkene
kunde kendes. Dette fine Byssus brugtes ogsaa
til Hoved- og Overklædning for fornemme
Kvinder. At optræde i Byssus alene var et Privilegium,
forbeholdt Rangspersoner. P. Gr. a. sin Finhed
kaldtes dette Stof linea nebula ell. opus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
