Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Snyltere - Snylterod - Snyltesvampe - Snyltetraad - Snyltetæger - Snæbel - Snæfell - Snæfellsjökull - Snæfellsnes - Snække - Snæppe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Snyltere (bot.), d. s. s. Snylteplanter.
Snylterod (Monotropa L.), Slægt af
Vintergrønfamilien, urteagtige Raadplanter uden
Bladgrønt og med skældannede Blade; livlig
Formering ved Rodskud. Blomsterne, der sidder i
Klase, har 4—5 Bæger- og Kronblade, der er
oprette. Frugten er en Kapsel. 3 Arter. Alm.
S. (M. hypopitys L.) er 5—20 cm høj, saftig,
voksgul ell. brunlig; ved Tørring bliver den
sortebrun. Blomsterklasen er før
Udspringningen nikkende. Bloster- og Støvblade er haarede.
Den lever især i Naaleskove. hist og her i
Danmark og Norge indtil Trondhjem og blomstrer
i Højsommeren og derefter.
A. M.
Snyltesvampe, se Snylteplanter.
Snyltetraad, se Silke.
Snyltetæger, se Tæger.
Snæbel (Snævel, Snøvel, Snøvl), se
Laksefisk.
Snæfell [’sn..fædl], et enkeltstaaende Bjerg
i det indre Island, ved den nordøstl. Del af
Vatnajökull, kendt p. Gr. a. sin Højde (1822 m) og
sit imponerende Udseende. S. synes at være en
ældgammel Vulkan, men har dog ikke saa vidt
bekendt haft Udbrud i den hist. Tid. Fjeldets
øverste Del er dækket med Jøkel, hvorfra
smaa Gletschere strækker sig ned, de to
største mod NNØ. S. er fl. Gange blevet besteget,
og man har derfra i godt Vejr en storslaaet
Udsigt over Vatnajökulls Sneflader og
Højlandets Lavastrømme og Vulkaner.
(Th. Th.). B. Th. M.
Snæfellsjökull [’sna^ifæl.s’jö.kødl], en gl.
isdækket Vulkan yderst paa Snæfellsnes. Den
imponerende Vulkankegle, som hæver sig lige op
fra Havet, beundres af alle, som sejler gennem
Faxaflói ind til Reykjavik, især tager den sig
prægtig ud ved Solnedgang, naar den snehvide
Gletschertop gløder i Guld og Purpur. S. har
en Højde af 1436 m og paa Toppen et isfyldt
Krater; Snelinien ligger paa den nordlige Side
830 m o. H., mod SV. 1000 m. Bjergets
Snedække har omtr. et Areal af 20 km2, men større
Gletscherdannelser findes kun mod Ø., hvor en
Istange strækker sig ned paa Jökulháls og
ender omtr. 500 m o. H. S. er paa alle Sider
omgivet af de Lavastrømme, den har frembragt,
og fl. mindre Kratere findes i Vulkanens Sider;
den har dog intet Udbrud haft i hist. Tid.
(Th. Th.). B. Th. M.
Snæfellsnes [’sna^ifæl.snæs.]. Halvø paa det
vestl. Island, adskiller Breidifjördur fra
Faxaflói. Ud efter S., der har en Længde af 100 km
og 15—30 km’s Bredde, gaar en Bjergkæde fra
Landets Centralplateau, som yderst mod V.
ender med Vulkanen Snæfellsjökull. Fra det indre
Højland afskæres Fjeldkæden ved en Lavning,
Raudamelsheidi (229 m), men derefter hæver
Bjergene sig atter med forsk. Toppe til en
Højde af 8—900 m. Fjeldkæden falder stejlt af mod
Syd med en fortløbende Rand uden
Forgreninger; fra den nordlige Side skyder der sig
derimod en Række Fjeldarme ud mellem fl.
Smaafjorde, der skærer sig ind fra Bredebugten;
disse Fjeldpynter er dog som oftest ved
Indsænkninger adskilte fra selve Bjergkæden. Paa
begge Sider af Halvøen har Lavastrømme flydt
ned til Kysten fra spredte Kratere oppe i
Bjergene. S. danner et Syssel for sig med et Areal
af 1540 km2 og (1923) 3735 Indb.; der findes tre
Handelspladser. Budir paa Sydsiden og
Olafsvik og Stykkishólmur (s. d.) paa Nordsiden.
(Litt.: Th. Thoroddsen, »Geologiske
Iagttagelser paa S. Bihang till K. svenska Vet.
Akad. Handl.« [Sthlm 1891]; Samme, »Island«
[Gotha 1905—06]; Samme, »Lýsing Islands«
[Kmhöfn 1908—11]).
(Th. Th.). B. Th. M.
Snække, gammel poetisk Betegnelse for et
Skib. Paa den slesvigske Vestkyst anvendtes
tidligere en Del smaa Everter med Sænkesværd,
der kaldtes S. Betegnede ogsaa mindre
Krigsfartøjer i tidligere Flaader.
C. B-h.
I Norge betegnes alm. ved S. en østlandsk
Baadtype. Den har hældende Stævne, er for
og agter tilspidset og er forsynet med kraftige
Træspanter. Den har Køl og benyttes som oftest
med Sejl (alm. Storsejl og Fok).
(K. F.). Wt. K.
Snæppe (Skovsnæppe,
Holtsnæppe; norsk: Rugde) (Scolopax rusticula L.),
den Fugl, efter hvilken Snæppefuglenes store
Gruppe har Navn, er af Størrelse som en Due,
har lave Ben, kort Hals, korte runde Vinger
og et meget langt {c. 70 mm), lige, i Spidsen
blødt Næb; Hovedet er stort, Øjnene store,
sidder langt tilbage og højt oppe. Farven, der er
mørkere paa Over- end paa Undersiden, er en
broget Blanding af rødbrunt, gult og sort,
fordelt i utallige Pletter, Striber og Punkter, er
hovedsagelig ens hos Han, Hun og Unger, i
Sommer- og Vinterdragt. I øvrigt findes talrige
Farveændringer, og man har søgt at opstille
en større lysere Form (Rødsnæppe) og en
mindre mørkere (Tornsnæppe), der ogsaa skal være
forsk. paa andre Maader; men der findes
utallige Overgange mellem dem. Hvide, gule og
sorte Varieteter er ikke sjældne. S. er udbredt
over en stor Del af Europas og Asiens
tempererede Egne, yngler op til Polarkredsen; om
Vinteren trækker den mod Syd, overvintrer i
uhyre Masser i Middelhavslandene. I Norge
yngler den alm., i de indre Dele af Landet helt
op til Tromsø. I Danmark, hvor det stadig er
tilladt at skyde S. om Foraaret, yngler den
meget sparsomt, men træffes i ret stort Tal paa
Trækket, om Foraaret i Marts—April, paa
hvilken Tid den paa enkelte Egne træffes i større
Mængde, om Efteraaret i Oktbr—Novbr, da
oftest mere spredt; i milde Vintre bliver altid
nogle tilbage. S. opholder sig mest i Skovegne
med lavt Krat og fugtig Bund; om Dagen
holder den sig skjult paa Jorden under Buske, om
 |
| Skovsnæppe (Scolopax rusticula). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
