Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sofister - Sofistik - Sofokles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Etik og Politik og fremfor alt Talekunst; de
stræbte at gøre de unge dygtige til at optræde
i det offentlige Liv, hvilket man under de
efterhaanden indførte demokratiske
Forfatningsforhold lagde en stor Vægt paa. Nogle af dem
kom ogsaa ind paa filos. Spørgsmaal, uden dog
som de tidligere gr. Filosoffer at granske over
Tilværelsens dybeste Problemer; de holdt sig
væsentlig til de praktiske, mod Menneskelivet
vendende Spørgsmaal. De betydeligste af disse
S. var Protagoras, Gorgias,
Prodikos og Hippias. Ikke uden Grund mødte
S. ved Siden af den stærke Tilslutning ogsaa
megen Modstand; Folk af den ældre Skole
forargedes over de nymodens Lærdomme, som de
bibragte Ungdommen, man beskyldte dem for
ved deres Taleøvelser at lære deres Disciple at
forsvare selv den sletteste Sag og at gøre sort
til hvidt, og en Mand som Protagoras blev nødt
til at forlade Athen, da han blev anklaget for
Gudsfornægtelse. Utvivlsomt har ogsaa S.’s
Aandsretning i det mindste delvis været af
negativ, kritisk Natur, og nogle af dem har
betonet det enkelte Menneskes Ret til selvstændig
Tænkning paa en Maade, som hidtil ikke var
kendt i Grækenland. Naar imidlertid de senere
Tiders Dom over S. er blevet saa haard,
skyldes det særlig een Mand, nemlig Platon, som, da
hans beundrede Lærer Sokrates, der af
Samtiden regnedes for en S., var blevet henrettet,
gennem sine Skr gjorde sig al mulig Umage for
at vise, at Sokrates i St f. at være en S.
tværtimod havde været deres bitreste Modstander.
Han skildrer i fl. Dialoger Modsætningen
mellem S. og Sokrates, hvorved S. kommer til at
staa i et meget ugunstigt Lys. Til Platon’s Dom
om S. sluttede Eftertiden sig; man saa i deres
Virksomhed kun en nedbrydende Retning, som
af Sokrates var blevet standset ell. dog ført
tilbage til sin rette Begrænsning. Først i den
nyere Tid har navnlig Grote i sin History of
Greece banet Vejen for en retfærdigere
Bedømmelse af S. Imidlertid gav Platon’s Angreb paa
S. Anledning til en Ændring i selve Ordets
Brug. Medens de tidligere S. selv havde kaldt
sig saaledes, blev Ordet nu halvvejs et
Skældsord og anvendtes paa den Maade bl. a. ogsaa
over for Platon selv, hvorimod han anvendte
det ikke alene om de ovf. nævnte Mænd, men
ogsaa om visse Filosoffer, der ligesom han var
Disciple af Sokrates, men anvendte dennes
dialektiske Spørgemetode paa en overfladisk
Maade og med det blotte Formaal at forvirre dem,
de talte med, og indvikle dem i Modsigelser. Om
saadanne Mennesker er Ordet senere fortrinsvis
blevet brugt, ligesom »Sofismer« og »Sofisterier«
har faaet Bet. af overfladiske, haartrukne og
spidsfindige Ræsonnementer. Derimod gav de
Mænd, hvis Virksomhed nærmest svarede til
de ældre S.’s, sig nu selv Navn enten af
Retorer ell. af Filosoffer. — Først langt senere, i
den rom. Kejsertid, kommer dog Navnet S. igen
i Ære. De Mænd, som da kaldte sig saaledes,
var som de ældre S. væsentlig Talere og rejste
ligesom disse ofte fra By til By. Men de gav sig
ikke af med nogen alm. Undervisning; deres
Virksomhed bestod især i for en lyttende
Forsamling at holde glimrende Prunktaler over et
frit valgt Tema uden noget bestemt praktisk
Formaal, men med overvejende Vægt paa det
formelle. Denne Sofistik blomstrede især i 2.
Aarh. e. Kr., hvor dens berømteste Navne er
Dion Chrysostomos, Aristeides,
Filostratos og fremfor alle Lukianos;
et nyt Opsving tog den i 4. Aarh., hvor dens
betydeligste Repræsentant var Libanios.
(Litt.: R. Christensen, »Sophisterne«
[Kbhvn 1871]; H. Gomperz, »Sophistik und
Rhetorik« [Leipzig og Berlin 1912]).
H. H. R.
Sofistik, Sofisternes Virksomhed og
Aandsretning.
H. H. R.
Sofokles, den midterste af Grækenlands tre
store Tragediedigtere, f. 496 f. Kr. i Kolonos, en
Forstad til Athen, som Søn af en velhavende og
anset Fabrikant Sofillos, d. 406. 480 skal han
have anført de
unge Mænds Kor ved
Sejrsfesten efter
Slaget ved Salamis;
senere
komponerede han selv
Musikken til sine
Dramaer og udførte i et
af dem den
boldspillende Nausikaa’s
Rolle. Første Gang
han lod Stykker
opføre (468), sejrede
han over Aischylos,
og i den flg. Tid
vandt han Prisen
hyppigere end
denne og den yngre
Euripides. S.’s
Folkeyndest og
borgerlige Anseelse var
saa stor, at han fl.
Gange udnævntes
til Strateg, saaledes
441 sammen med
Athens ledende
Statsmand Perikles,
der benyttede ham
til diplomatiske
Sendelser, og da
man efter det
ulykkelige Tog mod
Syrakus valgte en
Regeringskommission af ældre Mænd (Probuler)
for at lægge en Dæmper paa Demokratiet, fik S.
Sæde i denne (413). Gennem Perikles blev S.
kendt med Historieskriveren Herodot; om deres
nære Forhold har vi et Vidnesbyrd i en
mærkelig Overensstemmelse mellem et Parti af S.’s
»Antigone« og en Fortælling hos Herodot (III,
119). S. døde 406, kort Tid efter Euripides. En
berømt Statue i Lateranets Museum giver trods
den utvivlsomme Idealisering et godt Indtryk
af S.’s overlegne og indtagende Personlighed.
For Tragediens Udvikling har S. haft den
største Bet. ved at indføre fl. Forandringer, som
ogsaa den ældre Aischylos optog. Vistnok
allerede i sine første Stykker anvendte han 3
Skuespillere i St f. 2. til stor Gavn for det dram.
Sammenspil; Korets Antal forøgedes fra 12—15,
medens det for øvrigt fra at være det bærende
 |
| Sofokles. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
