Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Soleillet, Paul - Soleiman Bjergene - Solemærke - Solen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Senegambien og besøgte i den Anledning 1878—80
Senegambien; hans Arbejde strandede dog paa
Autoriteternes Modstand. 1881 blev han af et
Handelsselskab sendt til Obok ved
Bab-el-Mandeb-Strædet, hvorfra han over Schoa trængte frem
til Kaffa. Grundlæggelsen af den fr. Koloni
Djibuti ved Bab-el-Mandeb skyldes nærmest
ham. Af hans Skr kan fremhæves: Exploration
du Sahara central (1874), L’avenir de la France
en Afrique (1875), Voyage en Éthiopie (1885)
og Obock, le Choa, le Kaffa (1886).
C. A.
Soleiman Bjergene, d. s. s. Soliman
Bj., Sulejman Bj.; se Afghanistan.
Solemærke, i ældre dansk Lovsprog, f. Eks.
DL. 4—8—1 (»inden trende Solemærker«),
Betegnelse for et Døgn.
P. J. J.
Solen, vort Solsystems Centralklode, er en
glødende, selvlysende Kugle af uhyre Størrelse
sammenlignet med Jorden, men sandsynlig af
Middelstørrelse sammenlignet med de øvrige
Stjerner. Set fra Jorden viser S. sig (naar den
for Tiden benyttede Solparallakse 8,80″ lægges
til Grund, bliver Afstanden 23439 Jordradier
eller 149,5 Mill. km, men hvis Parallaksen er
0,01″ større, bliver den 26,6 Jordradier eller
næsten 170000 km mindre) med en apparent
Diameter i Middelafstand fra Jorden af 31′ 59,3″
(i Juli i Aphel 31′ 31,3″, i Januar i Perihel
32′ 35,7″) ell., da et Buesekund paa S. svarer
til 725 km, bliver dens Diameter 1391500 km
ell. 109,05 Gange Jordens ell. 1,8 Gange
Maanebanens Diameter. Nogen Fladtrykning har man
ikke kunnet bemærke. S.’s Overflade er 12000
og dens Volumen 1,3 Mill. Gange Jordens.
Regnes efter Neweomb Massen til 333432, altsaa 750
Gange saa stor Masse som alle Planeters
tilsammen, bliver Tætheden 0,26, Tyngden paa
Overfladen 27,9, naar de tilsvarende Data for
Jorden sættes = 1.
Studiet af S.’s Overflade kan ske dels
gennem visuelle Observationer, dels ad fotografisk
Vej. Den sidste Metode vinder større og større
Indgang, og nu fotograferes S. hver Dag, den
er synlig, i Pulkowo, Potsdam, Meudon,
Greenwich, Cap, Dehra Dun, Kodaikanal,
Mount-Wilson og Yerkes-Observatoriet, for kun at
nævne de vigtigste. De hertil benyttede
Instrumenter, Heliografer, leverer Billeder lige til 42
cm i Diameter med en Ekspositionstid fra 0,002
Sek. til 0,1 Sek., alt efter Atmosfærens
Beskaffenhed.
Man skelner ved S. mellem flg. Dele:
1) Fotosfæren ɔ: den lysende Overflade, som
vi ser, 2) over Fotosfæren kommer
Kromosfæren, og 3) uden for denne Korona.
Fotosfæren er et Hylle af lysende
Skyer, dannet ved Kondensation af enkelte
Stoffer, som i det indre af S. eksisterer kun i
Gasform; det har et granuleret Udseende, som
er mest
fremtrædende i det
midterste Parti
af Skiven, og
som man har
sammenlignet
med Riskorn
ell. efter
Langley med
Snefnug paa
graahvidt Tøj.
Mellem disse
lysere
Dannelser ser man
mørkere
Partier, Porer,
som ofte
giver
Overfladen et mere masket Udseende. Janssen har
i sit Atlas photographique du Soleil, som
indeholder de bedste Fotografier fra 1876,
leveret en Række Billeder af Fotosfæren,
hvoraf han søgte at paavise, at Granulationen i
en Egn af Fotosfæren var skarp og distinkt
begrænset, medens
den i en anden
Egn var mere
ubestemt, hvilket
Janssen
karakteriserer som
»fotosfærisk Net«.
Kornene er ofte
ikke over 1/3″ i
Diameter, men
kan gaa op til
3—4 Sek., og de
er i stadig
Bevægelse, fremkaldt
ved stærke
Strømninger i
S.’s Overflade. Ad fotografisk Vej er det
lykkedes Hansky i Pulkowo at paavise, at
Aarsagen til det granulerede Udseende er
at søge i Uroen i de højere Lag af
Jordens Atmosfære, og at Janssen’s fotografiske
Net ikke tilhører Solen. Den mest
iøjnefaldende Dannelse i Fotosfæren er de
større mørkere Partier — Solpletter, som
man tidligere i Japan og Kina allerede 188 f.
Kr. bemærkede, naar Pletterne var saa store,
at de kunde ses med det blotte Øje, men som
med Kikkert blev først (1610) paaviste af
Harriot, Galilei, Fabricius og Scheiner. Disse
Pletter har alm. en mørkere Kerne, Umbra,
omgivet af en mere ell. mindre bred Halvskygge,
Penumbra. Lysstyrken af disse to er henh.
 |
| Fig. 1. Solsystemet. |
 |
| Fig. 2. Solens Granulation. |
 |
| Fig. 3. Solplet. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
