Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Solen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra 1874 har yderligere dokumenteret, at den
Uro, som senere kommer til Syne i Form af
Pletter af en bestemt Periode, først viser sig
i Strøget ± 20° til ± 30°’s Bredde, men denne
udbreder sig med stigende Antal af Pletter
mod Ækvator, saa at under Maksimum er hele
Zonen fra + 30° til ÷ 30° opfyldt med
Pletter. I størst Mængde viser de sig i ± 15°’s
Bredde; men eftersom nu Uroen og Pletantallet
aftager, nærmer Virksomheden sig til
Ækvator og dør ud i ± 8° til ± 10°’s Bredde omtr.
12—14 Aar efter det første Udbrud. 2 ell. 3
Aar før denne Forsvinden finder Sted,
optræder to ny Zoner med Pletter, saa at man
ved Solpletminimum har 4 velmarkerede
Pletbælter, 2 nær Ækvator, som hører til den
Periode, der hermed afsluttes, og 2 i højere
Bredder, som indvarsler en ny Periode,
saaledes at den virkelige Solpletperiode er 12—14
Aar, hver begyndende paa højere Bredder, før
den foregaaende er forbi ved lavere Bredder.
Men denne Periode er højst vekslende, fra 7
til 17 Aar, da der sikkerlig ikke er een, men
fl. Perioder, f. Eks. paa 35 Aar ell., som Halm
har ment, paa 65 Aar. Det viser sig derfor, at
det forud beregnede Minimum sjælden falder
sammen med det virkelig stedfindende.
Saaledes indtraf det sidste Minimum efter Wolfer
i 1923,6, men bruges den tidligere udledede
Formel: 1744,21 + i . 11,14, hvor i er et helt
Tal, vil i = 16 sætte Minimum til 1922,5, med
andre Ord, det indtraf senere end det
beregnede, men før det fandt Sted, begyndte efter
Spoerer’s Lov Pletter at vise sig i højere
Bredder. Saaledes viste der sig en Plet 24. Juni
1922 i 31° nordlig Bredde, som indvarslede
den ny Periode, før den gamle var forbi 1923.
For at faa et homogent System i de af de
forsk. Iagttagere observerede Pletter har Wolf
indført saakaldte »relative« Tal, definerede ved
r = 10 q + f, hvor f er Antallet af Pletter
en bestemt Dag, q Antallet af Grupper. Wolfer
har i Terrestrial Magnetism 1925 publiceret
maanedlige og aarlige relative Tal for
Tidsrummet 1749—1924. Som oftest vil Pletternes
Levetid ikke strække sig ud over 2 Rotationer
af S., og det hører til Sjældenhederne, at de
viser sig saa længe som den, der gik S. rundt
21 Gange — fra 25. Septbr 1891—5. Marts 1893.
Solpletperioden har i Beliggenheden af
Pletternes Polaritet gjort sig gældende paa en
højst uventet Maade, efter hvad Hale har
dokumenteret. Studiet af Pletterne før
Minimumsaaret 1913 viste, at paa den nordlige
Halvkugle den foregaaende Plet havde negativ (S),
den efterfølgende positiv (N) Polaritet; paa den
sydlige Halvkugle var det omvendte Tilfældet.
Da den ny Solpletcykel indvarsledes 1912 ved
Pletter paa høje Bredder, var Polariteten
omvendt; paa den nordlige Halvkugle var nu
hos disse ny Pletter den foregaaende Plet
positiv (N), den efterfølgende negativ (S); paa
den sydlige Halvkugle var dette omvendt. Men
1922 viste en Plet af høj Bredde, at en ny
Solpletperiode var i Anmarch; da var paa ny
Polariteten vendt om, den foregaaende
negativ (S), den efterfølgende positiv (N) paa den
nordlige Halvkugle, det omvendte paa den
sydlige Halvkugle, og dette har vedvaret, efter som
Pletterne tiltog i Antal. Polariteten følger
altsaa en bestemt Lov, som angiver Pletternes
Beliggenhed N. ell. S. f. Ækvator og tillige,
hvilket Nummer (lige ell. ulige) i Solpletperioden
de tilhører. Der maa følgelig bestaa en indre
Forbindelse mellem Pletternes Polaritet og
Pletperioden; denne maa altsaa være dobbelt saa
lang, som man hidtil har antaget, ikke c. 11
Aar, men c. 22 Aar. S. er følgelig, ligesom
Jorden, en magnetisk Kugle. Og den magnetiske
Akse falder paa det nærmeste sammen med
S.’s Rotationsakse. I de sidste Aar er det
lykkedes at angive med tilfredsstillende
Nøjagtighed Beliggenheden af den magnetiske Akse mod
Rotationsaksen. De danner en Vinkel paa c. 6°
med hinanden, og Omløbstiden af den
magnetiske Akse om Rotationsaksen beløber sig til
31,5 Dag. Styrken af det magnetiske Felt i den
Periode, hvori Iagttagelsen er gjort, er c. 80
Gange Jordens. Aarsagen til den 11-aarige
Periode kender man ikke, lige saa lidt til den
dobbelt magnetiske Periode. Enkelte som
Birkeland og Brown har søgt at forklare
Solpletperioden som et Tidevandsfænomen fremkaldt
ved Planeternes Tiltrækning paa S.
Sandsynligere er det, at Perioden skyldes indre, ikke
ydre Aarsager. Julius antager, at dette
Fænomen kun er tilsyneladende og lettest kan
forklares ved anormal Dispersion af Lyset, om
end heller ikke dette er nok for at kunne
utvungent faa opklaret alle de
Ejendommeligheder, som viser sig under Pletperioden. Den
dobbelte Polaritet af de binære Solpletter har V.
Bjerknes studeret, og Oprindelsen til Solens
magnetiske Tilstand har bl. a. Rosseland søgt
at klargøre.
Det er gentagne Gange blevet paavist, at der
finder en Samtidighed Sted i Solpletperioden
og i Perioden for de magnetiske Perturbationer
paa Jorden samt i Nordlysets Hyppighed. Men
endnu er det ukendt, hvilken Forbindelse der
bestaar mellem disse Fænomener. Ofte har det
vist sig, at naar en større Solplet har passeret
S.’s Centralmeridian, der da opstod et
magnetisk Uvejr, og et pragtfuldt Nordlys viste sig
f. Eks. 13.—16. Maj 1921, da den magnetiske
Storm var sjælden voldsom, men man har
ogsaa Eksempler paa, at et stærkere magnetisk
Uvejr har fundet Sted, uden at der har vist sig
noget usædvanligt paa S. Cortie har paavist, at
de magnetiske Storme er størst i de Aar, som
følger umiddelbart paa et Solpletmaksimum,
og er knyttet til Aarets største Solpletter. Disse
Uvejr kan ofte gentage sig efter 27 Dage, altsaa
er en Funktion af S.’s synodiske Omløbstid. At
Solpletperioden skulde have Indflydelse paa
Lufttemperaturen, er ogsaa gentagne Gange
blevet antydet. Man har tillige undersøgt
Nedbørmængden, Vindretningen, Stormene o. a., men
Forbindelsen har altid vist sig at være højst
usikker.
Spektret af Solpletterne viser mange
Ejendommeligheder. Ikke blot er Intensiteten af det
kontinuerlige Spektrum forringet, men
Udseendet af en Del af Linierne er ændret. Linierne
af nogle Elementer er betydelig bredere, men
det gælder ikke alle Linier af samme Element.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
