Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Soma - Somain - Somali - Somali-Landet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han var gift med Daksha’s 27 Døtre
(Personifikationer af de 27 Nakshatra’er ell.
Stjernebilleder), af hvilke han især elskede Rohini; hans
skønne Datter Bhadra blev røvet af Varuna.
(Litt.: Veda-Kulturens S. er ypperlig
behandlet af H. S. Vodskov, »Sjæledyrkelse og
Naturdyrkelse«, 1. Bd: »Rigveda og Edda«, S.
237 ff. [Kbhvn 1897]; jfr A. Kuhn,
»Herabkunft des Feuers und des Göttertrankes« [1859];
Windischmann, »Ueber den Somacultus
der Arier« [»Abhandl. d. Münch. Akad.« IV,
1846]; R. Roth, »Ueber den Soma« [»Zeitschr.
d. deutschen Morgenl. Ges.«, 35. Bd 1881];
Muir, »Original Sanskrit Texts«, Bd II og V;
A. Hillebrandt, »Vedische Mythologie«
[Bd I, 1891]; A. Bergaigne, La religion
Védique [Bd I, 1878]; E. Hopkins, Religions
of India [1896]; V. Fausbøll, Indian
Mythology [1902]).
D. A.
Somain [så’mæ], By i det nordøstligste
Frankrig, Dept Nord, er Knudepunkt paa
Nordbanen. 6500 Indb. S. har rige Stenkulsgruber,
Fremstilling af Briketter, Sukker, Olie og Glas.
Delvis ødelagt under Verdenskrigen.
(M. Kr.). E. St.
Somali, Betegnelsen for en hamitisk
Folkestamme, der bebor den fremspringende Del af
Østafrika S. f. Golfen ved Aden. Stammen er
stærkt paavirket ved Krydsning med arabisk
Blod og har adskillige af Arabernes
antropologiske Kendetegn, det langagtige Ansigt og den
buede Næse; ved Siden heraf spores ogsaa
Indblanding af Negertypen. S. er en krigersk og
frihedskær Nation, der navnlig i den nyeste Tid
har spillet en Rolle ved heldige Kampe med
Englænderne. S. har bevaret en Del
ejendommelige Folkeskikke, saaledes anvendes paa
Pigerne Infibulation indtil deres Ægteskab; ingen
Mand kan indgaa Ægteskab uden at have dræbt
»sin Mand«; Omskærelse er alm. S. er
fanatiske Muhammedanere; de staar paa et
forholdsvis lavt Kulturtrin, hvilket ogsaa til Dels
hidrører fra, at Islam i sin afrikanske Form
ikke er nær saa modtagelig for kulturel
Paavirkning som den asiatiske. (Litt.:
Paulitschke, »Ethnographie Nordafrikas«
[Berlin 1893]).
J. Ø.
Somali-Landet kaldes den store trekantede
Halvø »Hornet«, der fra Afrika strækker sig
mod Ø. mellem Bugten ved Aden og det Indiske
Ocean indtil Kap Guardafui. Landgrænsen
er usikker, men kan omtr. trækkes fra
Tadschura-Bugten i N. til Juba-Flodens Munding i
Syd. Arealet af Trekanten kan anslaas til c.
700000 km2. S. er en af Afrikas mindst
undersøgte Egne, men det vides dog, at det Indre
bestaar af et udstrakt Plateau, Ogaden,
afbrudt af isolerede Bjergrygge og Toppe. Paa
Nordranden af Plateauet strækker sig en
Bjergkæde i en Afstand af 20—60 km fra Kysten med
fl. høje Toppe paa indtil 2000 m. Den sydlige
Del af Halvøen er betydelig lavere, idet
Plateauet skraaner mod Syd og Sydøst til det
Indiske Ocean. Kystegnene er naturligvis de
bedst kendte; Nordkysten er c. 1100 km lang,
Sydøstkysten »Ajân« c. 2200 km. Begge Kyster
er meget regelmæssige. Sammenstødsspidsen er
den 275 m høje Klippe Kap Guardafui
(Arabernes Ras Assir); den er dog ikke
Verdensdelens østligste Punkt, men det paa en
Halvø lidt sydligere liggende Ras Hafun
(10° 28′ n. Br. og 51° 20′ ø. L. f. Grw.). S. f.
Ras Hafun er Kysten paa en Strækning af c.
300 km (Barr-el-Khasain) høj og klippefuld,
længere Syd paa (Benadir-Kysten) bliver
Højden mindre og Kystlandet lavt og sandet. Bl.
Floderne kan foruden Grænsefloden Juba
(Djub) nævnes Webbi Schebeli og
Nogal. Klimaet er tropisk og til Trods for, at
Landet ligger i Nordøstpassatens Bælte mellem
to Have, nærmest tørt, navnlig i det Indre;
Plantevæksten er derfor sparsom, og store
Dele af det Indre præsenterer sig som
Savanner med Akacier, Aloer og Euforbier, eller som
tørre, træløse Stepper med tornede Buske og
Saltplanter, medens de fugtigere
Bjergskrænter bærer en yppig, om Abessinien mindende
Trævækst. Mod S. optræder forsk. Palmer:
Daddelpalmen og Dumpalmen.
Kystvegetationen bestaar væsentligst af Saltplanter, kun langs
»Vadierne« findes Træer. Ogsaa Dyreverdenen
har det alm. afrikanske Præg: Elefanter,
Løver, Leoparder, Sjakaler, Hyæner, Aber,
Antiloper, Strudse. — Befolkningen er en
Nomadebefolkning, tyndt fordelt over de uhyre
Strækninger, og dens hele Antal kan vist kun
ansættes til henimod 2 Mill. Hovedfolket er
Somalierne (s. ovf.), i Kystegnene findes en Del
Arabere og i det Indre Rester af en gammel
Negerbefolkning. Politisk deles S. i Fransk
S. (22000 km2 med 1921: 65000 Indb.) inderst
ved Aden-Bugten, Brit. S. (176000 km2 med
c. 347000 Indb.) langs Sydkysten af
Aden-Bugten og Italiensk S. (c. 400000 km2 med c.
450000 Indb.), medens det resterende i det
Indre regnes under abessinisk Herredømme.
Praktisk talt er Befolkningen, uden for Kystegnene,
politisk uafhængig. — De vigtigste Havnebyer
er i Fransk S. Obok og Djibuti, i Britisk
S. Zeila, Bulhar og Berbera, i
Italiensk S. Obbia og Magadoxo
(Mogadiscio). — De første Kolonier paa Kysten blev
grundlagte af Araberne i 13. Aarh. 1698
fordrev Sultanen af Maskat, Sef, Portugiserne fra
Kysten, og 1814 udbredte Statholderen af
Sansibar, Abdallah, forbigaaende sin Magt over
Sydkysten. Først 1866 kom Kismaju (ved Jubas
Munding) og Magadoxo mere varig under
Sultanen af Sansibars Herredømme. Paa
Nordsiden bemægtigede Ægypten sig 1875 Zeila og
Berbera, men overlod senere begge disse
Pladser til England, der 1903 førte en besværlig og
resultatløs Krig med en Høvding (»den gale
Mullah«) i det Indre. 1892 fik Italien af
Sultanen af Sansibar overladt Forvaltningsret og
det nominelle Herredømme over Sydkysten. —
Bl. Opdagelsesrejser i det Indre kan nævnes:
Burton og Speke 1855, von der
Decken 1865, Menges 1884—85,
Paulitschke 1885, James, der 1885 som den første
Europæer naaede Ogaden, Robecchi, der
som den første Europæer gennemkrydsede
Landet, Ruspoli 1891, Grev Hoyos 1893—94,
Donaldson Smith 1894, Bottego 1897
og Maud 1903. (Litt.: Burton, First
footsteps in Eastern Ostafrika [London 1856]; v. d.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
