Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
faa og usikre Oplysninger i Oldtidslitteraturen,
der begynder i 6. Aarh. f. Kr. at meddele
sparsomme Efterretninger (det er græske og
karthaginiensiske Kilder); først i de nærmeste
Aarhundreder før og efter vor Tidsregnings
Begyndelse flyder Kilderne rigere og klarere.
Iflg. Varro skal Ibererne, maaske af asiatisk
Oprindelse, have været de ældste Indbyggere;
saa kom Kelterne, af den indoeuropæiske
Stamme, derned paa deres store Folkevandring,
vistnok i 5. Aarh. Det synes at fremgaa af
Oldtidsforfatternes Beretning, at efter en
Kamptid boede Ibererne oppe ved Pyrenæerne
samt paa Østkysten og en Del af Sydkysten,
Kelterne mod NV. (i det senere Galicien og i
Portugal), paa den øvrige Del af Halvøen var
de to Folk blandede, og ved Blandingen opstod
et nyt Folk, Keltibererne. Navne paa enkelte
Stammer er Galaikerne, Asturerne,
Cantabrerne, Vasconerne, Cerretanerne, Lusitanerne,
Turdetanerne, Carpetanerne o. fl. Om en hel og
enig Nation er her ikke Tale: de enkelte
Folkeslag levede hver for sig i Landsbyer,
undertiden dannende Forbund for
Handelsforbindelsers Skyld ell. til fælles Forsvar, men i Alm.
kun med lidet Samkvem indbyrdes. Familierne,
for det meste levende i Monogami og
patriarkalsk styrede, var samlede i Klaner; i Spidsen
stod een ell. to Høvdinger (var der to, deltes
de krigerske og de fredelige Anliggender
mellem dem), som var blevne det ved Valg ell.
Arv, ofte sammen med en af Folket valgt
Repræsentation, — endog et Slags
Tokammersystem har man Eksempler paa. En befæstet
Hovedstad dannede Midtpunkt for de
omliggende Landsbyer. Folket var delt i fri og
Trælle, den personlige Ejendomsret stærkt
udbredt. Religionen var polyteistisk, med mange
Lokalguder, med Fester og Ofringer, ogsaa af
Krigsfanger, af hvis Indvolde man tog Varsler.
Turdetanerne (i det nuv. Andalusien) var de
mest civiliserede, de havde Agerdyrkning,
Handel og Værkflid, endog Digtekunst, Love og
historiske Aarbøger; vilde og krigerske var
derimod Lusitanerne, men især Galicierne,
Asturerne og Cantabrerne. Som fælles
Karaktertræk for de gl. Spaniere nævnes Tapperhed,
Udholdenhed, Kærlighed til Frihed, vidtdreven
Uafhængighedssans og ubøjelig Troskab.
Prøver paa Iberersproget er bevarede i Indskrifter
med ejendommelige Skrifttegn, som noget
ligner de fønikiske; rimeligvis ogsaa fra Ibererne
hidrører nogle »kyklopiske« Mure i Tarragona
o. a. lgn. Mindesmærker.
Efterhaanden fik fremmede Nationer Indpas
i Landet. Fønikerne siges allerede i 11. Aarh.
f. Kr. at have bemægtiget sig Cádiz (Agadir),
senere anlagde de Kolonier paa fl. St., især paa
Kysten; blandt de fornemste var Málaga og
Sevilla (Hispalis). Fra dem stammer Navnet
»Spania«, ɔ: det skjulte ell. fjerne. Ved
Handelssamkvem fik de megen Bet. Dengang Tyrus
i 6. Aarh. var bleven erobret af Assyrerne,
betalte Kolonierne Tribut til disse, men siden
opnaaede de Uafhængighed. Ogsaa gr.
Handelsforbindelser og Koloniseringer blev Halvøen til
Del, især paa Østkysten, saaledes Emporion (nu
Castellón de Ampurias i Prov. Gerona), der
var en fokæisk Koloni, udgaaet fra Massalia.
Som Fønikernes Arvtagere fik Karthagerne i 6.
Aarh. fast Fod i S., da de var tilkaldte af
Cádiz for at hjælpe denne Koloni i Kampen mod
de omboende indfødte. Siden bredte de sig
mere og mere, uden dog helt at kunne forjage
Grækerne, stiftede Militærkolonier, holdt strengt
Regimente og udbyttede ivrig Landets
Sølvminer. I de puniske Krige blev Halvøen stærkt
inddragen ved Karthagerne, som under
Hamilkar og derefter Hasdrubal samlede de anselige
Landvindinger til et nyt Rige med Kystbyen
Carthago Nova (Cartagena) som Hovedstad.
Hannibal’s Kamp mod Romerne udgik just fra
S.: da Rom støttede de gr. Kolonier og derhos
havde sluttet Forbund med Saguntum, der
synes at have været beboet af en indfødt
Befolkning, belejrede Hannibal denne By og indtog
den efter et tappert Forsvar; saa fulgte Roms
Krigserklæring 218. Medens Hannibal nu drog
over Land ad Italien til, landede en rom. Hær
under Scipio i Emporion og slog Karthagerne
i Katalonien. De indfødte Folkeslag holdt dels
med Romerne, dels med Karthagerne. Krigen
i det omstridte Land førtes med vekslende Held
for de to Parter: 211 slog den yngre Hasdrubal
de to ældre Scipioner, som faldt; men derefter
erobrede den unge P. Cornelius Scipio
Cartagena, siden Cádiz m. m., vandt Folket ved sin
Mildhed og gjorde 206 Ende paa Karthagernes
Herredømme i S., som havde varet 400 Aar.
Især i Andalusien satte Karthagerne for
længere Tid Spor i Sæder og Skikke.
Romerne maatte imidlertid næsten 3
Aarhundreder igennem kæmpe mod de indfødte, baade
i Mellemspanien og mod N. og V., før de helt
fik Halvøen i Besiddelse. Hvert Øjeblik var
der store Rejsninger og Guerrilla’er, som
vanskelig lod sig dæmpe, saa at de rom. Soldater
til sidst omtalte det farlige S. med ligefrem
Frygt. Men Statholderen Tib. Gracchus (fra
179 f. Kr.) begyndte at anvende mildere Midler,
som bedre hjalp til at indføre det rom.
Herredømme og den rom. Civilisation. De indbyrdes
splidagtige og uorganiserede, indfødte
Stammer maatte vige for Romernes stærke
Organisation. Men 152 begyndte dog endnu en betydelig
Opstand, den under Lusitaneren Viriathus, som
nær havde løsrevet hele Halvøen fra Rom, men
mistede Livet ved Snigmord. Det er paa den
Tid, at Numantia’s berømte to Belejringer
finder Sted; den ene af dem endte med, at
Romerne indtog Staden (omtr. 133). Siden er det,
at Romeren Sertorius rejser et Oprør mod
Sulla og fra Aar 80 formelig optræder som
Konge i S. for derfra at gøre sig til Herre over
Rom. I hans Tid fremmedes den rom. Kultur
stærkt paa Halvøen. Men ogsaa han myrdedes,
og nu bliver det Pompejus, der faar Magt i S.,
og dette faar herved en betydelig Rolle i de
flg. rom. Borgerkrige, indtil Augustus fører
Roms endelige Kampe mod Spanierne, og
Agrippa vinder ham den afgørende Sejr. —
Medens Romernes Herredømme i S. endnu var
usikkert, havde deres Administration der ikke
kunnet gennemføres; det skete først i
Kejsertiden. Republikken havde imidlertid haft sin
Statholder derovre, og fra 197 f. Kr. var der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
