Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Beretninger. Den sidste Goterkonge er Rodrigo,
valgt 710, styrtet tillige med det vestgotiske
Rige af Araberne. Hvordan og af hvem disse
fik Bistand i selve S., er usikkert; men det
menes, at det var 713, at Rodrigo blev endelig
slagen og omkom.
Da Vestgoterne besatte S., mødte de en Del
afslebne m. H. t. Kultur, men denne er i det
hele dog kun en Afglans af Romernes; de
opretholdt i det væsentlige de sociale Tilstande,
som de fandt, og Administrationen er en
Fortsættelse af den romerske; et fremtrængende
Adelsvælde er dog at mærke, hvad der giver
Kongerne nok at skaffe trods Kirkens Støtte.
Men hvad det romerske Familieliv angaar, faar
det Paavirkning af noget germansk, der kan
sammenfattes som: mindre Fordærvelse og mere
Hensyntagen til Kvinden, som reelt alligevel
var den underordnede. Tiden betegner dog i
alt en ubetinget Nedgang i Kultur,
Undervisningsvæsen, Litteratur og Kunst. Handel og
Industri var fornemmelig i Romernes og i
Udlændinges Hænder, thi Vestgoterne var Bønder
og Krigere. Der var megen Overtro og
efterhaanden ringe Sikkerhed for Liv og Lemmer.
Den blodige Nationalforlystelse
Tyrefægtningerne var dengang allerede meget yndet.
II. Maurerne i S. og de kristne Rigers
Vækst indtil 13. Aarh.’s Midte.
Med Sejren over Rodrigo var alt endnu ikke
afgjort for Araberne (Maurerne): under Muza
o. a. Høvdinger maatte de fortsætte
Erobringen, og de udstrakte endda deres Tog til
Frankrig, hvor de 732 standsedes af Nederlaget
ved Poitiers. De plyndrede meget i S., men
respekterede de overvundnes Tro, og disse —
navnlig Trællene og Jøderne — nød ikke faa
Fordele under de ny Beherskere. Omtr. det
eneste Sted, hvor Kristne holdt sig uafhængige,
var Bjergegnene mod NV.; dér — i »los Picos
de Europa« — forsvarede den gotiske Prins
Pelayo sig tappert med en lille Flok Krigere.
Han grundlagde et Dynasti af Konger i Oviedo,
og disse udvidede deres Rige lidt efter lidt;
men gaa for Alvor angrebsvis til Værks lige
over for Maurerne vovede de ikke før i 11.
Aarhundrede.
Hovedinteressen i dette Tidsrum knytter sig
først til det mauriske Rige i Córdoba. Det
havde i Beg. urolige Tider, ogsaa efter at
Omajjaden Abd-ur-Rahman I 758 dér havde
gjort sig til uafhængig Emir. Han stiftede den
omajjadiske Herskerslægt, regerede i 32 Aar
og gjorde Forsøg paa at hævde en stærk
Kongemagt lige over for Sheikerne. Under Sønnen
Haschem I begyndte Fakirerne og et fanatisk
religiøst Parti at faa stærk Indflydelse, og
Alhakem I havde Møje med at hævde sin Magt lige
over for dem, til han 814 fik tilføjet Oprørerne
et Nederlag i selve Córdoba, saa at en Mængde
udvandrede. Derefter maatte Córdobas Emirer
kæmpe mod en Rejsning af sp. Renegater i
Toledo, der først dæmpedes 837. Opstande
rundt i Riget paafulgte i det hele hyppig, og
samtidig plagedes det i 9. Aarh. af
Normannernes stadige Strandhug. Ny Farer truede
Emiratet som Følge af den Harme, en Del af dets
kristne Undersaatter følte over udæskende
Optræden fra den lavere muselmanske
Befolknings Side og — undtagelsesvis — enkelte
Emirers Intolerance. En hel sp.-national Rejsning
i Maurerriget fandt Sted mod Slutn. af 9. Aarh.,
for en stor Del iværksat af Renegater, der
indgik Forbund med de uafhængige Kristne i
Nordspanien; den kostede de cordobesiske
Emirer meget Besvær, og disse maatte indvilge i
Toledos Løsrivelse og i de ærgerrige — men just
ikke nationalsindede — Beni-Kasi’ers
Herredømme i Zaragoza o. m. Selvstændige mindre
Stater dannedes ogsaa i Estremadura og
Andalusien, særlig Ronda; her blev en saadan til
under Omar-ben-Hafsum (i de sidste Tiaar af
9. Aarh.), hvis Selvstændighed Emirerne maatte
anerkende, — han var Renegat, af gotisk Adel,
antog til sidst Kristentroen, men forlodes da af
sine mauriske Tilhængere, saa at hans Rige
faldt. I Sevilla gjorde selve det mauriske
Aristokrati Oprør mod Emiratet og kæmpede tillige
sejrrigt mod en Renegatrejsning. Kort sagt, det
saa ud til formeligt Anarki i Riget, da Abdalla
begyndte atter at bringe Sagerne paa Fode.
Efterfølgeren, Abd-ur-Rahman III (912—961),
skaffede Riget ny Glans, og fra ham daterer
Córdobas store Tid sig. Han overvandt Omar,
Herren i Ronda, der døde 917 omtr. magtesløs;
han undertvang den oprørske sevillanske Adel,
de uafhængige Sheiker, det løsrevne Toledo og
Beni-Kasi’erne i Aragonien, og han lagde
Nordafrika ind under sit Herredømme. Han antog
Kaliftitelen, som jævnbyrdig med Herskerne i
Damaskus. Mod de nordspanske, kristne
Konger havde han dog kun delvis Held med sig.
Abd-ur-Rahman’s Anseelse var stor i hele
Europa, hvis Regenter sendte Gesandter til ham
og attraaede Forbund med ham; og dette Ry
beroede ikke mindst paa hans stolte
Bygningsarbejder og i det hele Córdobas høje aandelige
Kultur. Under Alhakem II (961—976) trivedes
just især Aandslivet. Hischâm II, dennes Søn,
var ogsaa i krigersk Henseende mægtig, men
det skyldtes ikke ham selv: nu begyndte nemlig
Magten at gaa over fra Kaliferne til deres
Vesirer. Her er især at nævne den
berømmelige Almansur, der genoprettede Hærmagten
og blev de Kristne en frygtelig Fjende, saa at
de til sidst var reducerede til nogle faa
asturiske, kastilianske og galiciske Kystegne; endog
Santiago faldt i hans Hænder. Det fortælles, at
han endelig standsedes ved et Slag — ved
Calatañazor — i Kastilien og døde kort efter af
sine Saar. Hans Søn Mudhaffar søgte at
fortsætte Faderens Diktatur, men Misundelse mod
Almansur’s Slægt og Uvilje mod den af den
store »Slave«-Hær udøvede Militarisme (der
var i denne Hær navnlig Berbere samt
Europæere alle Vegne fra) bragte Mudhaffar’s
Broder til Fald, efter at han havde opkastet sig til
Kalif. Anarkiet voksede, der var flere Kalifer
samtidig, og endelig styrtedes Omajjaden
Hischâm III tillige med Córdoba-Kalifatet 1031,
efter at det havde bestaaet 275 Aar. Det
opløstes i en Mængde uafhængige Smaastater,
deriblandt selve Staden Córdoba og dens
Omegn, som blev en aristokratisk Republik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
