Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Død vandt den før omtalte store Sejr ved Las
Navas de Tolosa. Ved ham blev Kastiliens
Supremati iblandt de kristne Stater paa Halvøen
hævdet (Portugal var imidlertid blevet til et
eget Kongerige, efter Sejren ved Ourique 1139,
og endelig anerkendt som saadant af Halvøens
øvrige Riger). Den vældige Erobrer Fernando
III, den Hellige (1217—52), fortsatte
Forgængernes Værk: ikke at tale om, at han atter
forenede León med Kastilien, saa fratog han
Maurerne den ene vigtige By og Landstrækning
efter den anden, til sidst Sevilla, hvorefter
ogsaa Cadiz og andre Byer overgav sig; da han
døde, stod han i Begreb med at gøre et Tog til
Afrikas Kyst. Der var da Grund nok for
Kristenhedens Overhoved til at kanonisere ham.
Aragonien var straks under de første Konger
af Sancho el Mayor’s Æt begyndt at lægge ikke
lidt til sit Landomraade ved at tilføje
Maurerne Tab. Men Udvidelsen tager først rigtig Fart
under den allerede ved Kastiliens Historie
omtalte Alfons I (1105—34), kaldet el Batallador:
han erobrede Zaragoza 1118 og sejrede ved
Cutanda 1120 over Almoraviderne (deraf hans
Tilnavn). Mozaraberne i det mauriske S. støttede
han under deres Opstand, Han vilde have
Riget efter hans Død delt mellem to gejstlige
Ridderordener, men Aragonierne valgte hans
Broder, Munken Ramiro (II) til Konge; ved
den Lejlighed skiltes paa ny Navarra fra
Aragonien. Ramiro giftede sig og blev
Fader til en Datter; da han havde faaet hende
trolovet med Grev Berenguer IV af Barcelona,
blev han atter Munk (1137). Fra den Tid
daterer Aragoniens og Kataloniens Forening sig.
Under Berenguer’s Søn, Alfons II (1162—96),
kom Riget i Besiddelse af betydelige
Landstrækninger i Sydfrankrig, idet han 1167 arvede
Hertugdømmet Provence, 1172 Roussillon, 1187
Bearn m. m. Allerede denne Konge fik Besvær
med disse Lande, da han hyppig maatte kriges
med Greven af Toulouse; men større
Vanskeligheder voldte de hans Søn, Pedro II, der dog
fik Montpellier 1204 (ved Giftermaal) og siden
Urgel. Pedro rejste til Rom og lod sig krone af
Paven (1204) maaske for at faa Hjælp til
Erobringen af de baleariske Øer, maaske for at
bevidne sit katolske Sindelag for det Tilfældes
Skyld, at han af politiske Grunde kom til at
støtte Albigenserne mod fremmed Indblanding
i Provence. Men tillige lod han sige gøre til
Pavens Lensmand og antog Titlen el Católico;
det tog Rigets Adel ham ilde op og tvang ham
til at tage Erklæringen tilbage; Tribut til
Pavestolen vedblev han dog at betale. Efter at han
havde søgt at hemme Simon af Montfort’s
grusomme Fremfærd i det Korstog, denne foretog
med Albigenserne, deltog han som den
kastilianske Konges Allierede med Fynd i Slaget ved
Las Navas mod Araberne. Paa ny kaldtes han
til Sydfrankrig, og maatte endelig gribe til
Vaaben for at værne Svigersønnen, Greven af
Toulouse, mod Montfort og Filip August af
Frankrig. Men han tabte Slaget ved Muret og mistede
der Livet (1213). Hans Søn, Jaime I, fik haarde
Tider at gennemgaa i sin Barndom. Montfort
havde ham i sit Værge, da Pedro døde, men
maatte udlevere ham efter Pave Innocens IV’s
Befaling; der var nu Formynderregering med
forskellige Kronprætendenter og Uroligheder af
Adelen. Fra 1217 — kun 19 Aar gl — begyndte
Kongen at bekæmpe sine Fjender, og Kampen
endte først 1227 ved en Overenskomst; to Gange
faldt han i Fangenskab, og oftere var han
Genstand for Attentater, men stadig slap han fri.
Samtidig var den nordfranske Overvægt i
Sydfrankrig blevet knækket, da Montfort blev
slaget og faldt i Kampen mod Greven af Toulouse,
hvem Katalanerne sendte Hjælpetropper,
Jaime’s Regering svarer til hans Tilnavn el
Conquistador: 1229—35 bekrigede han de
mauriske Sørøvere paa Balearerne, indtog alle
Øerne og bragte dem ind under den aragonske
Krone; 1238 erobrede han Valencia, 1266
Murcia (til Svigersønnen, Alfons X af Kastilien).
Derefter foretog han et Korstog til Palæstina
1269 med en stor Flaade; men Stormen
splittede den, saa at han maatte gaa i Land
i Frankrig; kun elleve Skibe naaede St Jean
d’Acre, hvor deres Besætninger deltog med stor
Tapperhed i Byens Forsvar. 1273 vilde Kongen
atter drage mod de spanske Maurer for at
hjælpe Alfons X; men den katalanske Adel vilde
ikke følge ham. En katalansk Flaade erobrede
imidlertid Ceuta. Jaime havde bestandig
Bryderi med den opsætsige Adel, hvortil i
Slutningen af hans Regering kom Oprør af de
mauriske Valencianere og Indfald af Maurerne i
Murcia; han begav sig derhen, men blev syg
og døde (1276). Denne kraftige og mægtige
Konge begik som saa mange middelalderlige
Herskere den Fejl at efterlade sine Stater delte
mellem Sønnerne: Pedro fik Aragonien,
Katalonien og Valencia, Jaime Balearerne og
Sydfrankrig. — Hvad de katalanske Grever havde
tilført Aragonien, var et vel konsolideret
Herredømme over ikke blot omtr. hele Katalonien,
men ogsaa hele Languedoc, vundet paa fredelig
Maade og derved udgørende en stærk
Statsenhed. En Række Herskere i Katalonien af
Navnet Ramón Berenguer havde i 11. og 12.
Aarh. gjort sig fortjente som tapre Krigere og
dygtige Politikere, indtil — som ovenfor
anført — en af dem ogsaa blev Konge i
Aragonien. — Endnu kan tilføjes, at Navarra
1076—1134 hørte sammen med Aragonien. Det var
saa uafhængigt i 100 Aar, til Sancho VII (som
havde været med ved Las Navas)
testamenterede Riget til Jaime af Aragonien, men Folket
vilde ikke gaa ind herpaa, og Jaime gjorde ikke
sine Krav gældende. Til Konge valgtes Thibaut
af Champagne, den fr. Konges Vasal, saa at
Navarra fra 1234 indtil længe efter var uden
Forbindelse med S. Som det romanske S. gik
frem i ydre Styrke, begyndte det ogsaa i dette
Tidsrum at gøre sig gældende som Kulturmagt,
medens det mauriske efterhaanden gaar tilbage
som saadan. I social Henseende er at mærke
den sp. Højadels dominerende Indflydelse — i
Aragonien mest (los Ricos-Hombres) — og
Spændingen mellem den og Kongemagten, idet
samtidig Middelstanden tager til at hæve sig, og
los Letrados (Juristerne) yder Kongen Bistand
mod de Adelige; Gejstligheden holder endnu
stadig paa sine Privilegier, men i det hele
begynder en Lighedsbevægelse. Den strækker sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
