Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kongens Søn Sancho og nogle andre Prinser
af Kongehuset opfyldte hans sidste
Regeringsaar. Da Sancho følte sig tilsidesat af Faderen,
gjorde han Oprør med næsten hele Adelen, og
ved Cortes i Valladolid 1282 blev Alfons afsat;
han maatte søge Tilflugt hos Kongen af
Marokko, fik Sønnen sat i Band og erklæret
arveløs. 1284 døde han; det var en lærd, gavmild,
noget pragtsyg, tapper, men en Del
karaktersvag Mand, som lod sig henrive til fl. mindre
velbetænkte politiske Handlinger. Sancho IV
(1282—95) maatte atter kæmpe mod Adelen,
uagtet den havde staaet ham bi mod Faderen,
hvoraf fremgaar, at det drejede sig om en
Strid mellem Principper; men tillige var der
indbyrdes Krig imellem Medlemmer af
Kongehuset med deres Tilhængere. Det Anarki, som
herskede under Efterfølgeren Fernando IV’s
Mindreaarighed, lykkedes det hans Moder, den
udmærkede Maria de Molina, at dæmpe; men
Fernando blev en ikke synderlig dygtig Konge
og viste sin Moder Utaknemmelighed; Gibraltar
fik han alligevel erobret. Endnu værre blev det
dog, saa længe hans Søn Alfons XI var
umyndig, især ved Infanterne Don Juan Manuel’s og
D. Juan el Tuerto’s indbyrdes Tvist. Man lod
Kongen erklære myndig allerede, da han var
lidt over 14 Aar gl, og det hjalp straks, da han
1325 lod den sidstnævnte Infant myrde.
Imidlertid faldt en forenet granadinsk og afrikansk
Hær ind i Sydspanien og tog Gibraltar tilbage;
mod denne Fare sluttede Kongerne af Kastilien,
Aragonien og Portugal sig sammen med Alfons
XI som Hærfører; Maurerne tabte et stort Slag
ved Salado-Floden og maatte gaa tilbage til
Afrika. Men under Felttoget døde Kongen af
Pest (1350). Sønnen Pedro I, siden kaldet »den
Grusomme« (1350—69), fik ret Lejlighed til at
lægge sin haarde Karakter for Dagen, medens
han værgede sin Trone mod Faderens uægte
Afkom og mod Landets Adel. Og hans egen
Opførsel gav Grund nok til Hadet imod ham:
ikke blot Sværdet, men Gift og Dolk brugte han
som Vaaben over for Modstanderne, idet bl. a.
Dronningen, Blanca af Bourbon, hvem han
forskød for Maria de Padilla, Halvbroderen Don
Fadrique og Kongens tidligere Yndling, Juan
Alfonso de Alburquerque, myrdedes paa hans
Befaling. Trods Borgerkrigene fik han dog
Lejlighed til at bekæmpe Maurerne, men
forstyrredes deri 1363 af Halvbroderen Don
Enrique af Trastamara, hvem han før havde
forjaget til Frankrig, men som nu kom igen med
aragonske og fr. Hjælpetropper, disse under
Du Guesclin, og slog Pedro, saa at han maatte
flygte fra sit Rige, Med eng. og navarresisk
Hjælp under Prinsen af Wales (den sorte
Prins) fik Kongen dog paa ny Bladet til at
vende sig, og nu maatte Enrique atter gribe
Flugten, til en ny Rejsning havde fundet Sted,
og denne Gang dræbte Enrique selv
Halvbroderen, hvem han havde fanget ved Montiel, i
Tvekamp. Hvad Landet havde maattet lide under
alt dette, kan man vel tænke sig. Men ogsaa
Enrique II (1369—79) fik fuldt op af Kamp og
Krig: mod Pedro’s endnu tilbageværende
Tilhængere, mod Kongerne af Aragonien,
Portugal og Navarra, mod Maurerne i Granada,
desuden som Kongen af Frankrigs allierede imod
Englænderne, og endelig imod Hertugen af
Lancaster, der var gift med en Datter af Pedro og
gjorde Krav paa Kastilien. Kongen var heldig
mod alle og opnaaede at leve sine 4 sidste
Regeringsaar i Fred. Under Juan I (1379—88)
saa det et Øjeblik ud til, at Portugal skulde
komme til at danne en Enhed med Kastilien og
León; thi han blev gift med en portugisisk
Prinsesse, og Kongen af Portugal havde ingen
mandlige Arvinger. Men Portugiserne vilde
bevare deres Uafhængighed; det kom til Krig,
og Kastilianerne led Nederlaget ved
Aljubarrota. Efterfølgeren Enrique III var legemlig
svag (»den Syge« var hans Tilnavn), men en
stærk og modig Karakter; da Landet havde
gennemgaaet en urolig Tid, før han blev
myndig, tvang han de opsætsige Adelsmænd til at
bøje sig og afstaa kgl. Indtægter, de havde
tilranet sig. Under hans Regering begyndte de
Canariske Øers Erobring 1402 ved sp.
Adelsmænd, der svor Kongen af Kastilien Troskab.
At Rigets Styrelse under Juan II’s (1406—54)
Mindreaarighed udmærkede sig heldig,
skyldtes Kongens dygtige Onkel Fernando,
Antequeras Erobrer 1410 og valgt til Konge i
Aragonien 1412. Men Juan’s egen Regering var svag
og til liden Baade for Landet; vel var hans
Yndling, Don Alvaro de Luna, en betydelig
Personlighed, som bl. a. vandt Sejren ved
Higueruela over Maurerne, men han maatte
bestandig ligge i Strid med Modstandere, især to
Fættere af Kongen, og svigtet af sin Herre
styrtedes han 1453. Forvirringen naaede
Højdepunktet under Enrique IV (1454—74), hvis
Karakterløshed og Upaalidelighed bragte den
ene Ulykke over Riget efter den anden.
Ubegavet var han dog ikke og søgte i Kampen
mellem Kongemagtens og Adelsmagtens Principper
at danne en ny Adel samt støtte sig til Byerne;
men hans personlige Egenskaber hindrede hans
Planers Udførelse. En Tid var han formelig
afset som Konge. Gang paa Gang, til Dels
tvungen, forandrede han sine Bestemmelser om
Tronfølgen: snart var det Datteren Juana —
hvem man alm. antog Kongens Yndling,
Beltrán de la Cueva, for at være Fader til —,
snart Broderen Alfonso (der døde før ham),
snart Søsteren Isabella, der skulde arve Riget,
uagtet hun 1469 ægtede Fernando af Aragonien
mod Kongens Vilje. Det blev Isabella, som
fulgte ham paa Tronen, om end Enrique paa
det sidste atter erklærede Juana for ægtefødt
og tronberettiget; hver af de to Kvinder fik sit
Parti bl. Adelen, og en ny Borgerkrig opstod,
hvori ogsaa Portugal blandede sig; men Juana
trak det korteste Straa, maatte gaa i Kloster,
og Isabella blev anerkendt som Dronning 1479.
Aragoniens Historie i samme Tidsrum er i
det hele ikke synderlig fredeligere, men en stor
Del af Krigsbegivenhederne er i alt Fald ikke
Borgerkrige: de betegner Sejre og
Landvindinger uden for Rigets Grænser. Rigtignok maatte
Riget en Stund lide under Følgerne af, at
Bazarerne og Roussillon ved Delingen 1276 var
udskilte fra det aragonisk-katalanske
Hovedland, og det saa engang endog disse forrige
Provinser bl. sine Fjender. Men under Pedro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
