Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Allierede i Krigen mod England, forlød det, at
det var lykkedes General La Romana med en
stor Del af denne Hær at komme om Bord paa
eng. Skibe, og at de snart vilde være hjemme
og kæmpe for den nationale Sag. Napoleon
maatte selv ile til S. for at støtte Broderens
vaklende Trone: ham kunde de underlegne og
uøvede Hære ikke modstaa, og 4. Decbr 1808
var han i Madrid. Snart tvang Forholdene ham
til atter at begive sig til Paris, og det blev nu
Marskal Soult, hvem Overkommandoen
betroedes; foruden mod Spanierne havde han at
kæmpe mod eng. Tropper, efter at der 14. Jan.
1809 var sluttet en Alliancetraktat mellem
England og Centraljunta’en. Et eng. Hærkorps
under John Moore, som han forfulgte, lykkedes
det ham ikke at hindre i dets Indskibning i
Coruña; siden kommanderede Wellington de
eng. Tropper, som mest holdt sig i Portugal
(hvilket Land havde gjort Opstand mod
Napoleon efter Spaniernes Eksempel). Den egl.
Folkekrig fortsattes af Spanierne med urokkelig
Energi, uagtet de trængtes haardt og mistede
den ene By efter den anden, og skønt den
ledende Junta tit bar sig alt andet end klogt ad.
Som i de gamle Iberers og i Pelayo’s Dage
førtes Guerillakampen i Bjergegnene af dristige
Høvdinge, og Zaragozas og Geronas Forsvar
(1809) mindede om Sagunts og Numancias. I
Beg. af 1810 saa det mørkt ud for den
nationale Sag; det nylig indsatte Regentskab var
belejret i Cadiz af en fr. Hær, medens omtrent
hele Andalusien var i Fjendens Magt. Da
besluttede det, for at samle og styrke
Modstanden mod Fremmedherredømmet, at
sammenkalde en Nationalforsamling, som man gav det
gamle Navn Cortes. Deputerede fra alle
Landets Egne mødte i Septbr i Cadiz; men her
viste det sig, at der var store indbyrdes,
politiske Modsætninger til Stede. Et Parti, »de
Liberale« (denne nu alm. Bevægelse stammer
herfra), var grebet af den fr. Revolutions Ideer,
som det vilde indføre i det nationale
Kongedømme, medens et andet, kaldet »de Servile«,
holdt paa den yderligste gammelspanske
Konservatisme. Efter store Debatter vedtog man
Forfatningen af 18. Marts 1812,
hvorved Ferdinand VII erklæredes for S.’s
Konge, men med stærkt indskrænket Magt.
Kongedømmet skulde være arveligt, men den
abstrakte Suverænitet skulde være hos Folket, og det
kongelige Veto kun suspensivt; eet Kammer
(Cortes), fremgaaet af middelbart Valg, skulde
der være, som sammen med Kongen havde at
udøve den lovgivende Myndighed, medens den
eksekutive var hos Ministrene, den dømmende
hos Domstolene, hvis Medlemmer var
uafsættelige. Cortes fik Skattebevillingsret og Ret til at
bestemme Krigsmagtens Størrelse. Alle
Borgere skulde være lige for Loven og personlig
ukrænkelige; Pressefrihed indførtes. Den
rom.-kat. Trosbekendelse skulde være den eneste
anerkendte. — Det var Reformer, som kunde
maale sig med dem, Kong Josef indførte
(hvoriblandt Ophævelsen af Klostre og Inkvisitionens
Afskaffelse). Denne Monarks Stilling blev just
1812 mere og mere uholdbar; Napoleon var i
Rusland og kunde ikke hjælpe ham mod den
fremtrængende Wellington, de fr. Marskaller i
S. var indbyrdes uenige, 22. Juli vandt
Englænderne og Spanierne i Forening den store Sejr
ved Los Arapiles, og 10. Aug. forlod Josef og
den fr. Garnison Hovedstaden, hvorefter
Wellington straks holdt sit Indtog. Men snart kom
Kongen igen, i Følge med en Armé under
Suchet og Soult (hvilken sidste endelig havde
maatte opgive Cadiz’ Belejring), dog kun for
en kort Tid; da S. i den flg. Tid mere og mere
blottedes for fr. Tropper, som Napoleon havde
Brug for andensteds, besluttede Josef for Alvor
at forlade Madrid og drage Nord paa (Maj
1813) med sin Hær, sine sp. Tilhængere og et
umaadeligt Bytte (»Kong Josef’s Bagage«, som
en af Galdós’ hist. Fortællinger hedder). Det
lykkedes ham dog ikke at slippe over Grænsen
dermed; thi en stor Del faldt i Hænderne paa
den engelsk-spanske Hær, som 21. Juni tilføjede
Franskmændene det afgørende Nederlag ved
Vitoria.
Hermed var det fr. Herredømme i S. forbi.
Napoleon var nu selv saaledes stillet, at han
maatte gaa ind paa at lade Ferdinand VII
bestige sit Riges Trone (Overenskomsten i den
nordfranske By Valençay, Decbr 1813), og den
Mand, for hvis Skyld saa meget Blod var blevet
udgydt og saa mange Ofre bragte, betraadte
atter sp. Jord 22. Marts 1814. Om end de
nyvalgte Cortes, der modtog ham, ikke var saa
liberale som Forgængerne i Cadiz og indbyrdes
splidagtige, lod de straks Kongen mærke, at
han kom til at regere med en anden Forfatning
end i gamle Dage. Fuld af Forbitrelse herover
og paavirket af den reaktionære Gruppe, der
samlede sig om ham i Valencia (da han var
naaet derhen paa Hjemvejen) og forsikrede
ham om Hærens Loyalitet, underskrev han 4.
Maj der i Staden et Manifest, hvorved alle
Regeringsforanstaltninger kuldkastedes, som
havde fundet Sted under hans Fraværelse. Og før
han — omjublet af Almuen — holdt sit Indtog
i Madrid (13. Maj), lod han de ham hengivne
Tropper besætte alle Gaderne og arrestere
enhver Tilhænger af Cadiz-Forfatningen, samtidig
med at Manifestet fra Valencia bekendtgjordes.
En voldsom Reaktion, udgaaende fra Kongens
nærmeste Omgivelser (Camarilla’en), gjorde sig
nu gældende: det tidligere bureaukratiske
Maskineri bragtes atter i Gang, Kirken fik sine
Privilegier igen, Klostre genoprettedes,
Jesuitterne kom tilbage, Inkvisitionen genindførtes,
og den gamle slette Finanspolitik optoges paa
ny. De, der havde kæmpet den nationale Kamp,
ramtes for en stor Del af Dødsdomme,
Fængselsstraf og Landsforvisning. Hvad de end
kunde have fejlet — Konstitutionen af 1812 var i
mange Henseender et Værk af uheldig politisk
Doktrinarisme —, saa var det dog ingenlunde
den Løn, de havde fortjent.
Imidlertid var der ovre i Amerika foregaaet
vigtige Begivenheder, som havde andre til Følge
i selve S. Der var begyndt for Alvor at gaa Hul
paa S.’s Kolonialbesiddelser, idet den hvide
Befolkning i Buenos Aires, Ny-Granada, Venezuela
og Chile i Krigsaarene havde løsrevet sig fra
Moderlandet (1810 ff.), opfyldt af Harme over
I Misregeringen og med de nordamerikanske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
